Anmeldelse

imdb

K

ollegiet – instrueret af Martin Barnewitz – er en banalitet! Det er en film, der så konsekvent henholder sig til gyserfilmens genrekonventioner, at man fra start til slut føler, at man har set det hele før – og det har man også! Der er kun få forsonende omstændigheder ved Kollegiet … mere om disse nedenfor.

Katrine (Neel Rønholt) flytter på kollegium. Hun har et problematisk forhold til sin far, der ikke gerne ser datteren forlade reden, men som alligevel beredvilligt hjælper hende med at flytte fra lilleby til storby. Livet som kollegiebeboer viser sig hurtigt fra sin mere ondsindede og problematiske side, da Sanne (Julie Ølgaard, der spillede Nanna i Forbrydelsen) har gjort det til en dyd at gøre livet svært for nytilflyttere. Sagt med andre ord, så er Sanne en gemen heks!

Katrine flytter ind samtidig med, at en anden beboer (Rolf) flytter ud. Sanne og co. har på bedste folkeskolemetode formået at mobbe staklen til at pakke sine ting og rejse – samme velkomstpakke bliver i øvrigt Katrine til del, da hun ikke formår at indordne sig! Hurtigt bliver Katrine introduceret for den myte, der florerer på kollegiet … en pige er for tyve år siden død under højst mærkværdige omstændigheder, og nu spøger hun på kollegiet.

11932958851263518-aOg ganske rigtigt – det spøger! Katrine begynder pludselig at se den døde pige i de spejle, der hænger rundt omkring på kollegiet. For som Rolf på pædagogisk viser forklarer, så absorberer spejlene de dødes sjæle, hvilket i tidligere mere overtroiske tider foranledigede til, at man (når en person åndede ud) sørgede for at dække alle spejle til, så sjælen ikke blev fanget.

Ved et uheld smadrer Katrine det spejl, hvor den døde piges sjæl er fanget, og sammen med den forkastede og udstødte Rolf, begiver Katrine sig nu ud på en farefuld færd for at stoppe det morderiske gespenst, hun ved et uheld har sluppet fri fra sit spejlfængsel

Som skrevet i indledningen, så er Kollegiet en banalitet … endog en buldrende en af slagsen. Dialogerne er akavede og skrevet med venstre hånd, lader det til. Der er en unaturlig rytme i deres afvikling. Plottet er utroværdigt, og her taler jeg ikke om det metafysiske aspekt, men om selve det psykisk usunde miljø, Sanne er med til at skabe på kollegiet. Den mobning, hun repræsenterer, kan meget vel forekomme på folkeskoleniveau og måske endda i gymnasieskolen, men her er der tale om voksne mennesker, der studerer på universitetet. Hun ville ikke være kommet langt med sin dominerende Hitler-attitude i det virkelige liv – ergo utroværdigt!

11932958851263518-iYdermere er skuespillet så jævnt elendigt, at man griner mere end man gyser, hvilket jo ikke er tilsigtet. Især Rolf (Mikkel Ahrendt) forlener sin rolle med en irriterende og malplaceret barne-attitude, der er så tåkrummende fejlplaceret, at man helst så filmen på mute! I øvrigt forstår man godt, at Julie Ølgaards rolle i Forbrydelsen var decimeret til at spille død – hun er ikke en særligt overbevisende skuespiller, i hvert fald ikke i denne film!

Men hvis jeg skal fremhæve et enkelt forsonende element ved filmen, så er fotograferingen smuk, og næroptagelserne af glitrende øjne giver filmen en æstetisk side, der helt sikkert gør den fotografisk interessant, men som ikke kan redde filmen fra den alvorlige slagside, den selv har sejlet sig ud i – desværre!

Hvis man i øvrigt synes, at myten om sjælens indespærring i spejlet er spændende, så kan man med fordel se episode 5 – Bloody Maryi første sæson af serien Supernatural – ikke kun er episoden bedre end Barnewitz’ banalitet, den er også 40 minutter kortere!

 

Filmen er ude på dvd fra Nordisk Film

Kollegiet



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.