Anmeldelse

imdb

J

im Hensons Labyrinth (1986) – med en ung Jennifer Connelly og en funky David Bowie i de bærende roller – er fortsat en eminent fantasyfilm med virtuost udført dukkemagi, der kan få undertegnede filmkonsument til at forsvinde ind i nostalgiens filmtåger.

Sarah (Jennifer Connelly) har det umådeligt svært. Primært fordi, hun er en lettere kontrær teenager. Hun har et problematisk forhold til stedmoderen, der i øvrigt er alt andet end ond, og farer hurtigt i teenageflint, da hun skal passe sin lillebror. Sarah vil nemlig hellere bruge sin tid på eventyr, at læse og opføre dem, end på sin utrøstelige og kronisk grædende lillebror, der blot er konstant i vejen. Derfor påkalder Sarah, i et desperationens øjeblik, Jareth the Goblin King (David Bowie) og dennes troldemenageri: Goblin King! Goblin King! Wherever you may be take this child of mine far away from me!

Besværgelsen bærer (til Sarahs fortrydelse) frugt, og lillebroren førers gesvindt bort til Jareths slot, der troner højt og mægtigt midt i en magisk labyrint. Nu skal Sarah, der får tretten timer til at redde lillebroren, finde vej gennem labyrinten, der huser farer og alskens gement troldpak. Sarah slår hurtigt følge med tre venlige hjælpere, der guider hende gennem labyrinten og frem til den bortførte lillebror, så det endelige opgør mellem det gode og det onde kan stå. Jeg afslører næppe heller for meget, når jeg skriver, at alt ender – som det sig hør og bør – i fryd, gammen og lykkelig genforening.

Labyrinth - 7

Labyrinth er – som for eksempel også Ridley Scotts Legend, der havde premiere året før – struktureret efter en klassisk eventyrformel. De gode kæmper mod de onde. Det rene, jomfruen, besejrer forføreren. Der er en hjem-ude-hjem-struktur, der indebærer en modningsproces fra barn til voksen. Og så er der, naturligvis, et hav af prøvelser. Ydermere er der for Labyrinths vedkommende indbygget en herlig intertekstualitet, der hylder eventyrforfattere som Maurice Sendak, H.C. Andersen og L. Frank Baum. Sidstnævntes værk, han har blandt andet skrevet The Wizard of Oz, kan bruges som en fin fortolkningsnøgle til Hensons Labyrinth. Ligeledes spejler filmens afsluttende M.C. Escher-inspirerede trappeunivers, hvor alt er vendt på hovedet, fint den gennemgående labyrint-symbolik, der sporers gennem hele eventyret.

Jennifer Connelly passer perfekt i rollen som den uskyldsrene jomfru, der skal klare skærene og besejre forføreren. En forfører, der i øvrigt spilles lige så perfekt af David Bowie, som forvalter sin rolle på en sådan facon, at man aldrig kommer til at opfatte Goblinkongen som ren ondskab. Der er med andre ord noget uskyldigt over hele filmen, der på den måde adskiller sig fra for eksempel Legend, der er langt mere mørk og dyster i kanten. I øvrigt er David Bowie også manden, der leverede sangene og musikken til filmen, hvor nummeret Magic Dance – track #3 på soundtracket – hører til blandt de absolut bedste, og som opførers i en brillant sekvens, hvor Bowie gir’ den gas omgivet af dusinvis af herlige Henson-dukker. That’s magic!

Labyrinth klarede sig desværre ikke særligt godt omsætningsmæssigt i biograferne, hvilket betød, at det blev Jim Hensons sidste spillefilm. Efterfølgende har filmen fortjent rejst sig, og den er nu en laurbærkranset kultklassiker, der hører til blandt 80’ernes bedste og mest eventyrlige fantasyfilm. At filmen nu også er blevet pimpet op efter alle kunstens regler, og udgivet på Blu-ray, er lige så herligt som gensynet, der var det tiende af slagsen. Labyrinth er film- og dukkemagi lavet på kærlighed og passion. Det er en film, man ikke kan komme udenom, hvis man holder af fantasy og eventyr.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra SF-Film / 20th. Century Fox

labyrinth-poster21



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.