Anmeldelse

imdb

D

er var engang et kongerige, hvor godheden herskede. Et kongerige, hvor idyllen blomstrede. Så kom mørket, ondskaben, der lagde sig som en tung kåbe af vinter og kulde over landet. En kåbe, der kvalte alt levende. Solen skulle dø, mørket skulle herske.

Sådan kunne en prologtekst til Ridley Scotts pt. eneste fantasyfilm Legend (1985) lyde, der naturligvis burde oplæses af en for 80’erne typisk ru og cigaretpatineret trailerstemme. Det bliver den dog ikke. I stedet kastes vi hovedkulds ind i et flimrende univers, hvor mennesker og dyr lever i pagt med hinanden, og hvor den livsglade prinsesse Lili (Mia Sara) danser og synger sig igennem et pastoralt blomsterparadis. Idyllen slås fast med solide syvtommernagler: Alt er godt, alt er vidunderligt, alt er fantastisk og alt emmer af berusende glæde og kærlighed. Men så…

Lili, der er smålun på skovdrengen Jack (Tom Cruise) bliver nemlig ufrivilligt årsag til, at denne idyl krakelerer noget så eftertrykkeligt, da hun (uden at vide af det) forårsager starten til enden ved at lede en grum og gusten trold med sit følge af amøber på sporet af den rene godhed: enhjørningerne. Basunerne melder vinterens komme, mørkets dominans.

Legend - 1

Det er her, at den hornede og klovbærende ondskabsgud Darkness (Tim Curry) gør sin entre. Han vil, som mange filmdespoter før og efter ham, overtage verdensherredømmet. Det eneste problem, og det er dog alligevel et relativt stort et af slagsen, er, at han ikke kan tåle solens lys. Han er et nattens væsen, der: require[s] the solace of the shadows and the dark of the night. Sunshine is my destroyer.

Solen skal altså dø, førend den store plan om dominans kan virkeliggøres! For at dette kan ske skal uskylden, der er repræsenteret ved to hvide enhjørninger, slås ihjel. Det er disse skabninger, der er årsagen til, at Darkness lever i tvunget eksil på sit slot. Det er disse skabninger, der piner ham: Oh, Mother Night! Fold your dark arms about me. Protect me in your black embrace. I sit alone, an impotent exile, whilst this form, this presence, returns to torment me!

Darkness sender således sine ondeste og mest gemene håndlangere af sted, der med en forgiftet pil formår at nedlægge den ene af de mytologiske fabelheste. Samt tage Lili og den anden enhjørning til fange. Nu skal Jack, med følge af den satyragtige skovdreng Gump (David Bennent), den lille skovalf Oona (Annabelle Lanyon) og en flok dværge, befri prinsessen, rede enhjørningen og besejre Darkness, så solen igen kan kaste sine stråler og genskabe harmonien.

Legend - 3

Filmen er bygget op af solide og genre(stereo)typiske kontraster: De gode er klædt i hvidt, de onde i sort. De gode er entydigt gode, de onde entydigt onde. Ligeledes byder filmen på en eventyrklassisk hjem-ude-hjem-struktur, hvor helten (for at vinde sin udkårne) skal gennemgå en række prøvelser, besejre det onde og vende uorden til orden. Og – som en rosin i pølseenden – så er natten, mørket, befængt med ondskab.

Allerede i Første Mosebog står det skrevet, hvis vi skulle være i tvivl, at lyset repræsenterer den ubesmittede godhed: Og Gud sagde: “Der blive lys!” Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.

Man må antage, når lyset er godt, at dets  modsætning er alt andet end. Det er da også mørket, der huser alt det onde, fæle, modbydelige, grimme og vederstyggelige. Dette er et kulturbestemt faktum skåret i granit, der ikke mindst i horror- og fantasy-universerne er blevet dyrket intenst siden genrernes spædeste barndom.

Selvom Legend hverken hører til blandt Ridley Scotts eller genrens bedste film, så har den dog tilstrækkelig med charme og magi til at løfte sig over gennemsnittet. Filmen blev da også primært modtaget med lunkne klapsalver af anmelderne, da den havde premiere. De roser, den blev tildelt, fik den primært for Rob Bottins fantastiske makeuparbejde, Assheton Gortons set design og Tim Currys djævelsk gode præstation  som Darkness. Det amerikanske anmelderikon Roger Ebert skrev om filmen, som han gav to ud af fire stjerner, at:

Despite all its sound and fury, “Legend” is a movie I didn’t care very much about. All of the special effects in the world, and all of the great makeup, and all of the great Muppet creatures can’t save a movie that has no clear idea of its own mission and no joy in its own accomplishment.

Jeg nød dog, ikke mindst af nostalgiske årsager, gensynet med Legend, der nu, hvilket jeg sætter stor pris på, er udkommet på Blu-ray i en udgave, der også indeholder den i 2000 genopdagede directors cut-udgave på 114 minutter. Her er det Jerry Goldsmiths magiske score, og ikke Tangerine Dreams mekaniske, der smyger sig omkring de smukke billeder. Denne udgave er i øvrigt også Ridley Scotts foretrukne.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra SF-Film / 20th. Century Fox

Legend på Blu-ray



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.