Anmeldelse

imdb

M

an skal ikke kimse ad nostalgiens betydning, når det drejer sig om film. Jeg var ti år gammel, da Mel Gibson og Danny Glover første gang trådte i karakter som et af filmhistoriens største politimakkepar – Martin Riggs og Roger Murtaugh. I dag (22 år efter Richard Donners første Lethal Weapon) er det en film, jeg med jævne mellemrum vender tilbage til – og altid med lige stor glæde.

I går genså jeg filmen for ethundredeogtyvende gang, men noget var anderledes. Jeg opdagede det allerede ganske tidligt i filmen – der var nye scener, der ikke var med i den oprindelige udgave.

Det var DC-udgaven med 7 minutter ekstra scener, jeg havde fået fingre i. Jeg havde ikke tidligere set denne forlængede udgave, så jeg fulgte ekstra godt med, da Riggs tidligt i filmen bliver kaldt ud til en school-shooting. I stedet for at vente på SWAT kaster han sig – som det dødbringende våben, han er – selv ud i kampen. Han stiller sig midt i skolegården, hvor skytten har fuldt udsyn, og tømmer sit magasin i ham, men først efter, at han gentagne gange selv er blevet skudt på – og han fortrækker (naturligvis) ikke en mine under hele seancen.

Lethal Weapon

Scenen er ikke lang, højst et par minutter, men etablerer allerede her, at sorgen over konens død er så gennemtærende, at han lever med et konstant dødsønske. Et ønske der betyder, at han gang på gang placerer sig selv i farlige situationer. Dette behov aftager dog langsomt, efterhånden som Riggs bliver en fasttømret del af Murtaugh-familien.

Filmen er ladet med en elektrisk energi, der dirrer imellem de to skuespillere. Kemien mellem Gibson og Glover har skabt en film, der ikke blot definerer en svunden og herlig tid med bundesligahår (Riggs mønstrer et flot eksempel på denne frisure), men som også er gået over i filmhistorien – ikke mindst takket være Murtaughs morsomme mantra I’m to old for this shit!

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Warner Home Entertainment

20 - Lethal Weapon



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.