Anmeldelse

imdb

M

ed Magtens rus (2006) viser den 77-årige franske nybølgeinstruktør, Claude Chabrol, at han endnu mestrer den bidende samfundssatire til fulde. Med knivskarpe sanser dissekerer han pengearistokratiets korrumperende og demoraliserende indflydelse på samfundet. Selvom filmen ikke er hans bedste, så er den dog et absolut seværdigt kapitel fra den franske filmmesters hånd.

Claude Chabrol skriver sig ind blandt navne som Jean-Luc Godard, Jacques Rivette, Éric Rohmer og Francois Truffaut. Alle instruktører, alle filmikoner, der er uløseligt forbundet med den franske nybølge – la Nouvelle Vague – der satte sine tydelige spor i sen-50’ernes og 60’ernes franske film. Det var en filmbevægelse, delvist inspireret af den italienske neorealisme, hvis politiske og æstetiske program var et opgør med den klassiske filmform. Instruktørerne eksperimenterede med det narrative forløb (fortællingen), den visuelle stil og klipningen samtidig med, at de brød med de konservative paradigmer ved at beskæftige sig med politik og sociale temaer i deres film. Temaer, der stadig ligger Claude Chabrol på sinde.

Om baggrunden for at lave Magtens rus har Chabrol således udtalt, at: “Jeg tror stadig på klassekampen, og håber at dem der bliver udnyttet grovest kan vride næsen om på de som udnytter dem, for at se om det er mælk eller blod som flyder ud.” En sætning, der på fineste vis konkretiserer det ærinde, Chabrol er ude i – nemlig at vise, hvorledes magt fordærver.

comedy-of-power-l-ivresse-du-pouvoir-3

Isabelle Huppert spiller med køligt overskud dommer Jeanne Charmant-Killmann, der har påtaget sig opgaven at undersøge og udrede en kompleks sag om underslæb og embedsmisbrug. En sag, der hurtigt viser sig at have forgreninger langt ind i regeringens inderkredse, hvor misbrug af offentlige midler, nepotisme og bedrageri med ulandshjælp er den dagsorden, hun er oppe imod.

Magten repræsenterer hos Chabrol en fordærvende faktor, der gennemsyrer samfundets øverste top. Uden hensyntagen til de mennesker, det går udover, tromler storkapitalen henover de svageste, der lades tilbage forarmede og forhutlede, alt imens de mægtige mænd – hos Chabrol karikeret som grå gamlinge med store cigarer – nyder magtens rus.

comedy-of-power-l-ivresse-du-pouvoir-2

Men nok må være nok, og dommer Charmant-Killmann sætter alle sejl til i opgøret mod den økonomiske kriminalitet, der korrumperer det franske samfund – nu skal der statueres et eksempel og de formastelige bringes til fald. Hendes ildhu får dog betydelige konsekvenser for såvel hendes professionelle karriere som for hendes privatliv, hvilket bl.a. viser sig ved, at hendes ægteskab er på deroute og lider under alvorlig mangel på eros. Ydermere resulterer hendes hårdnakkede efterforskning i et attentatforsøg på såvel hende som hendes mand, der bringer begge på hospitalet. Det er store kræfter, hun er oppe imod.

Charmant udvikler en nærmest nonchalant facon at tackle de personlige omkostninger på. Hun fremstår som køligt beregnende, en menneskelig pitbull i forretningskvindens spadserdragt. Tørsten efter sandhed forlener hende nemlig med en lignende magtbegærlighed som den, korruptionens mænd repræsenterer – en begærlighed, der øjensynligt vejer tungere end kærligheden til manden.

Filmens symbolske slutscene, hvor Charmant står sammen med mandens pokerspillende nevø Félix, opsumerer på smukkeste vis hele filmens omdrejningspunkt. Charmant spørger Félix, hvordan han har fået sin nye bil, og denne svarer lakonisk med pokertermer, at: “Tre knægte vinder over fire esser.” Hertil svarer Charmant mindst lige så lakonisk og afmålt, at: “Tre knægte? Hvilken verden, vi lever i!” En slutning, der nøgternt bemærker, at verden aldrig vil blive renset for magtmisbrug og nepotisme, når det er storkapitalen, der får hjulene til at dreje rundt – heller ikke selvom man umiddelbart skulle tro, at fire esser ville slå tre knægte!

 

Filmen er ude på dvd fra Sandrew Metronome

23 - Magtens rus



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.