Anmeldelse

K

an eksponenten for den ultimative superhelt gøres endnu mere nærværende og næsten plausibel? Svaret på i ovenstående stillede spørgsmål i form af seneste film om Superman, Man of Steel, må blive tættere på har vi aldrig været. Trekløveret  i form af instruktør Zack Snyder, producer Christopher Nolan og manuskriptforfatter David S. Goyer har begået en rigtig god og tilpas original film om Superman.

Filmen åbner sin fortælling på planeten Krypton, vor superhelts fødeplanet. Som den klassiske historie om Supermans begyndelse dikterer, advarer hans biologiske far, Jor-El – en stærkt spillende og autoritetsindgydende Russell Crowe – Kryptons øverste råd om en snarligt forestående destruktion af deres planet. Dette falder – som altid –  for døve ører, på trods af, at planetens beboere er menneskeheden teknologisk overlegne. Jor-El tager derfor sagen i egen hånd og sørger for, at hans nyfødte søn – Kal-El – overlever og dermed sikrer den kryptoniske arv. Den spæde superhelt sendes i et rumfartøj af sted mod planeten Jorden, hvor efterretninger om de gunstige forhold for en kryptonianer har gjort, at lige præcis denne planet er valgt. Som voksen finder vi Kal-El som en rodløs ung mand, der lever af småjobs og hjælper mennesker i nød. Men han er så afgjort ikke færdig med Krypton … og det på trods af, at planeten eksploderede for 33 år siden.

MOS - 1

Opvæksten på Jorden og Kal-Els oprindelseshistorie samkøres dynamisk og flot med hans kryptoniske ophav, og de valg som allerede er taget for ham, og ikke mindst de valg han selv må tage. De små, men centrale bidder bidrager også til at bevare et mytologisk skær om vor helt, spillet af engelske (!) Henry Cavill. Han har både skuespiltalentet til at give Kal-El psykologisk dybde, men besidder ligeledes en fysisk fremtoning, som giver titelhovedrollen den nødvendige troværdighed i sin overjordiske glans. Nok ligner Brandon Routh den ikoniske Supermanskuespiller Christopher Reeve, men det er særdeles sigende, at Superman anno 2006 er gledet lige så hurtigt over i glemslen, som han dukkede op i berømmelsen.

Overfor sig har Kal-El en værdig modstander i form af General Zod, en af de få overlevne fra Krypton. En (super)helt er sjældent bedre end den skurk, som skal besejres, og her er Zod god. I skikkelse af den forholdsvis ukendte Michael Shannon – bedst kendt for den Oscarnominerede Revolutionary Road fra 2008 –  har Zod den nødvendige militante kynisme og en skræmmende kombination af intelligens og effektivitet.

MOS - 2

Som i alle filmversioner af dette univers, er Lois Lane førstedamen. Her gør Amy Adams en jordbunden og fin figur, selvom man savner lidt mere end de implicitte referencer til hendes stædige gåpåmod. Af andre skuespillere er det værd at nævne Kevin Costner (adoptivfar), Diane Lane (adoptivmor) og Laurence Fishburne (Perry White) i udmærkede biroller. Hertil kommer en skuespiller, som optrådte i serien om Clark Kents opvækst Smallville samt et par små, men fine referencer til 1978-versionen af Superman, som f.eks. en illustration af Kal-Els rumskib, hvor dette fartøj har pigge som i filmen fra 1978.

Som nævnt er Russell Crowe en stærk Jor-El, en karakter som har været underspillet i de foregående film, men som får tiltrængt skærmtid her. Dette leder hen til filmens fortolkning af Krypton; et teknologisk velfungerende samfund, hvor alle kender deres plads og formål. Vinklen, som er anlagt på Kryptons samfundsstruktur, trækker i stor stil på det dystopiske og overrationelle samfund, der er så fornemt beskrevet i Brave New World af Aldous Huxley. Bogen udkom i 1931, samme årti som Kal-El blev udtænkt af Jerry Siegel og Joe Shuster, blot syv år senere i 1938. På denne måde kan man se Man of Steel gå tilbage til rødderne i form af frygten for teknologiens rationelle jernbur.

mos - 3

Inden for superhelteuniverset på film kommer man ikke udenom Christopher Nolans trilogi om Batman – en kollega til Kal-El fra DC Comics. Nolans indflydelse på denne filmgenre kan da også mærkes, men mest igennem en videnskabelighed og dermed en form for realisme. Rammen for denne realisme er i Man of Steel naturligvis langt bredere end trilogien om førnævnte kollega. Dette bevirker en gedigen vægt på en tilbagevenden til sci-fi som genre, med teknologien fra Krypton som eksponent. Denne teknologi er nærmest organisk i sit udtryk og vækker minder om kunstneren H.R. Giger.

Som superhelt ér Kal-El en karakter med et større perspektiv, råderum og konsekvenser end Batman – jævnfør hans fantastiske evner – og dette ses i filmen på de valg, han træffer og de kampe, han deltager i. Men han er først og fremmest en fremmed, et rumvæsen, på Jorden og det er dén rolle Kal-El spiller i Man of Steel. Som karakter er Superman uhyre svær at beskrive, i kraft af hans nærmest guddommelige kræfter. Hvordan giver man vor helt en udfordring i den fysiske verden, som han ikke blot besejrer straks? Løsningen er at give Kal-El en menneskelig eller moralsk udfordring. Det er det som gør ham interessant som karakter, og heldigvis har det omtalte trekløver pillet noget af spejderdrengen af Kal-El anno 2013.

Nok kommer man ikke helt i dybden med karakteren Kal-El og de mennesker som er vigtige for ham, men dette er et rigtig godt bud på den moderne arketype for superhelten: Et overlegent og ekstraordinært, men alligevel særdeles sårbart supermenneske.

 

Biografanmeldelse



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.