Anmeldelse

imdb

E

than Hunt er på sin fjerde utrolige mission, og denne gang er filmen – meget passende, i øvrigt – blevet instrueret af animationsinstruktøren Brad Bird, der blandt andet stod bag den uforlignelige og geniale Pixar-produktion The Incredibles aka De utrolige (2004). Mission: Impossible – Ghost Protocol (2011) er uhæmmet action tilsat et gran befriende humor.

Kreml i Moskva er blevet lagt godt og grundigt i grus. Bombet  sønder og sammen af den galsindede atomfanatiker Kurt Hendricks, der spilles lettere kedeligt (og nu er jeg venlig) af svenske Michael Nyqvist. Han leverer en dødtrist, flad, grå og unuanceret skurkepræstation, der ikke kan få andet end gabene frem. Giv mig en klassisk bad guy a la Bond any time, og hold nu inde (blot for en stund) med at Hollywood-importere skandinaviske skurkeskuespillere.

Mission Impossible 4 - 3.bmp-for-web-large

Ethan Hunt, der har et nyt team under sine kyndige agentvinger, har fået til opgave at tilvejebringe Kurt Hendricks, så denne ikke kan forårsage flere atomulykker. Desværre forholder det sig sådan, at Rusland ikke ser med milde øjne på den ulykke, der kostede dem Kreml i Moskva, og de opfatter det som en uprovokeret krigshandling. Og det får (naturligvis) konsekvenser. Den amerikanske præsident sætter en effektiv stopper for IMF (The Impossible Missions Force), og pludselig er Hunt og Co. gjort lovløse western-style. De må selv – uden opbakning fra den amerikanske stat – klare ærterne. Og det gør de så. Til UG, naturligvis.

Det fjerde filmkapitel i IMF-sagaen har fået injiceret en fin omgang humor, blandt andet takket være britiske Simon Pegg, der klæder filmen særdeles godt. Der er en fin balance mellem suverænt orkestret action og finurlig humor. Actionsekvenserne er naturligvis fermt eksekveret, det er trods alt en Mission: Impossible-film, og især de svimlende scener, hvor Ethan Hunt som en anden Spider-Man klatrer rundt på den over 800 meter høje skyskraber Burj i Dubai, kan få koldsveden frem på enhver sofastakkel, der lider af højdeskræk. Og ja, Cruise står selv for sine klatrestunts. Imponerende.

Mission Impossible 4 - 1.bmp-for-web-large

Hvis Tom Cruise i øvrigt  bliver slynget gennem luften som konsekvens af en eksplosion, og man sidder i stuen og frygter, at han lander for ens fødder, så er man sikker på, at man er i Mission: Impossible-universet. Det er nemlig blevet et kendetegn for filmserien, at den agile agent skal kastes rundt mindst én gang i hver film. I Brian De Palmas første film er det dog vandmasserne fra et bristet akvarium, han forsøger at undfly.

I film nummer fire går turen fra Budapest til Moskva videre til Dubai, Mumbai og Seattle inden for små to timer. Det er nogle seje agenthunde, der uden sorte rande under øjnene (eller behov for intravenøst kaffedrop) klarer sig øjensynligt upåvirket gennem de ellers fysisk krævende og, skulle jeg mene, udmattende strabadser. Men hey, hvis man ikke kan mønstre en sund og solid omgang suspension of disbelief, så skal man nok undlade at indlade sig på film af denne slags.

Mission Impossible 4 - 2.bmp-for-web-large

Filmens største problem er dens sukkersøde, klicheinficerede afslutning, hvor den sociale rundbordssamtale de fire agenter imellem mest af alt minder om noget, der ikke burde være sluppet ud fra klipperummet. At Ethan Hunt glider stille ind i tågen, som en cowboy, der rider mod solnedgangen, er med til at skrive karakteren ind i det store mytologiske filmlandskab. Hunt er den moderne cowboy, der med semi-rent hjerte kaster sig ind i kampen for de(n) svage, og Cruise gør en god figur i rollen.

Mission: Impossible-serien er ved at udvikle sig til et amerikansk franchise-pendant til James Bond-serien, og serien har med sit fjerde kapitel absolut ikke lukket luften ud af actionballonen, tværtimod. I øvrigt kan man se frem til en femte film, der – as we speak – er i støbeskeen.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Paramount Home Entertainment

Mission Impossible 4



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.