Anmeldelse

G

enindspilningen af den canadiske slasherklassiker My Bloody Valentine fungerer på sine egne, blodige og nostalgisvælgende præmisser. Hvis man kan sluge kamelen, og ikke tænker for meget over plottet, der er omtrent lige så genrespændstigt som et stykke knastørt knækbrød, så er der lagt i ovnen til en seriøs omgang old school horrorunderholdning. Filmen vinder ydermere i kvalitetsøjemed, hvis man ser den i direkte forlængelse af den bundrådne genindspilning Sorority Row. En film, som repræsenterer alt det, der er galt med genren og remake-bølgen.

my-bloody-valentine-4

Der er som skrevet ikke noget specielt nytænkende over plottet i My Bloody Valentine. Der skæres hårdt og brutalt ind til benet, og filmen er bygget over det klassiske slasher-skema, hvor en fortidig forseelse koster liv i nutiden. Menuen står på blodig hævn serveret af en til ukendelighed maskeret morder, der hakker sig igennem ofre – uskyldige som ikke – imens vi (seerne) sidder og forsøger at deducere os frem til, hvem masken skjuler. Deduktionselementet er nemlig også et klassisk genretræk, som slasherfilmen har lånt fra krimigenren.

my-bloody-valentine-3d-11

Den plotklassiske film er bygget op omkring et uheld i kulminebyen Harmony, hvor fem minearbejdere mister livet. En af disse minearbejdere – Harry Warden – har øjensynligt slået sine kollegaer ihjel, så han, i de sammenstyrtede mineskakte, kunne få den sparsomme ilt for sig selv. Warden reddes ud af minerne, ligger i koma og vågner et år efter, hvor han (uden forklaring) slagter sig igennem 22 mennesker, inden han skydes af Harmonys sherif. 22 år efter er en ny psykopat på spil i den lille – alt andet end harmoniske – by … er det mon Warden, der igen driver sit blodige uvæsen?

Filmen høvler sig igennem genrens klicheer én efter én, men formår alligevel at være troværdig og – vigtigst af alt – blodigt underholdende à la over kill style. Der er (hvilket er herligt) ikke tale om en film, der centrerer sig omkring småtbegavede og kaninliderlige teenagere, men omkring voksne mennesker. Dette er en befrielse. Især når man lige har set Sorority Row, der netop er skrevet til og indeholder småtbegavede og kaninliderlige teenagere. Se My Bloody Valentine, hvis du er en genrefan, og sky Sorority Row som pesten.

 

Filmen er ude på dvd og Blu-ray fra Scanbox Entertainment

my_bloody_valentine_3d_ver2_xlg



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.