Anmeldelse

One opportunity can change your life. One mistake can destroy it.

N

o Country for Old Men (2007) – der modtog fire Oscars ved uddelingen i 2008 – er netop sendt ud på Blu-ray fra Paramount Pictures. Filmen er en studie i velorkestreret vold, der omsluttes af et på alle fronter gedigent skuespil og en ditto instruktion ved brødrene Coen.

Ethan og Joel Coen har ved flere lejligheder vist, at de har en forkærlighed for den skæve fortælling: Tænk blot på sådanne film som Fargo (1996), The Big Lebowski (1998) og senest Burn After Reading (2008). Med No Country for Old Men, der bygger på Cormac McCarthys roman af samme navn, kan de føje endnu en perle af en film til deres CV.

No Country for Old Men (2)

Llewelyn Moss (Josh Brolin) falder over en bunke lig, der er resultatet af en fejlslagen narkohandel, i den texanske ørken, da han er på jagt nær Rio Grande. Hurtigt konkluderer han, at hvor der er narko, der er der også penge. Og ganske rigtigt, så finder han en kuffert med to millioner knitrende, grønne dollars. Hos Moss er der ikke langt fra tanke til handling, så han overvejer det ikke to gange, førend han stikker snuden hjemad med de mange penge under armen. Hvad han dog ikke ved er, at uvejret, der trækker ind over Texas med torden og lynild, er et forvarsel om den ulykke, han hurtigt finder sig selv midt i.

For lejemorderen Anton Chirguh (bistert, dyrisk og fåmælt portrætteret af Javier Bardem) sætter jagten ind på de forsvundne penge, og Moss må (sammen med sin kone) gå under jorden. Javier Bardems præstation – for hvilken han fortjent modtog Oscaren for bedste birolle – brænder sig uvilkårligt fast i hukommelsen såvel som på nethinden, når han med sin specialfremstillede aflivningsmaskine (en trykluftsbeholder med tilkoblet boltpistol) henretter uskyldige mennesker, der krydser hans vej. En så koldsindig og dødsliderlig psykopat er man ikke stødt på, siden Rutger Hauer gjorde de amerikanske landeveje usikre i 1986 i rollen som John Ryder i Robert Harmons genreklassiker The Hitcher.

No Country for Old Men (1)

I hælene på den uheldige nymillionær og den boltpistolbevæbnede psykopat er den garvede, hårdhudede og vejrbidte Texas-sherif, Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones), der (med filmens titel in mente) må konkludere, at han er blevet for gammel til jobbet. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Danny Glover og dennes mantra i Lethal Weapon: I’m to old for this shit.

I rollen som Moss’ kone ses skotten Kelly Macdonald, der til lejligheden har tillagt sig en suveræn, texansk accent. Hun kendes bl.a. fra David Yates’ fine tv-film The Girl in the Cafe (2005) med Bill Nighy samt Nanny McPhee og nyindspilningen af Lassie, der ligeledes begge er fra 2005. I en mindre rolle ses Woody Harrelson, der spiller lejemorderen Carson Wells. Han sendes ud for at få styr på den amokgående Chirguh. Et job, der dog ikke er så ligetil, som han havde håbet. Både Kelly Macdonald og Woody Harrelson er castet perfekt og leverer smukke præstationer.

No Country for Old Men (3)

Det første jeg tænker, efter at have set No Country for Old Men på Blu-ray, er, hvor ærgerligt det er, at jeg ikke nåede at se filmen i biografen. Det er en film, der fortjener – på grund af dens bjergtagende smukke billeder – at blive oplevet på et stort lærred. Filmens første shot er således et skud i frøperspektiv, der panorerer ud over den texanske ørken – smukt, smukt, smukt!

Filmens visuelle side forstærkes ydermere af det faktum, at No Country for Old Men er blottet for en hver form for musik. Der hersker i filmen den totale, musikalske stilhed – der er hverken diegetisk musik (musik i filmens univers) eller non-diegetisk musik (musik uden for filmens univers). Netop fraværet af musik er med til at intensivere oplevelsen af filmens visualitet, der brænder sig fast på seerens nethinde.

Filmen cementerer Coen-brødrenes status som nogle af USA’s største instruktører, og den blev med rette udmærket med Oscars for Bedste Film, Bedste Instruktion, Bedste Birolle og Bedste Manuskript. Det er ydermere – som lidenskabelig filmelsker – en fornøjelse at se den på Blu-ray, hvor billederne står knivskarpt. Derfor undrer jeg mig også gang på gang over, hvordan nogle finder det tilstrækkeligt at se ulovligt downloadede film på nettet i en horribel kvalitet. Derfor: Køb filmene, støt kunstnerne og få en bedre filmoplevelse!

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Paramount Home Entertainment



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.