Anmeldelse

imdb

A

ntoine Fuquas Olympus Has Fallen leverer uden skelen til god smag og politisk korrekthed velorkestreret højoktansaction. Filmen er et visuelt adrenalinkick, der uden at blive forpustet buldrer af sted i små to timer … og så fungerer Gerard Butler overbevisende i rollen som enmandshæren Mike Banning, der machograciøst får tømt Det Hvide Hus for terrorister.

Nordkorea står i den realpolitiske verden højt på USA’s liste over slyngelstater, og hvis man hører til de uheldige individer, der har set Dan Bradleys fæle genindspilning af Red Dawn (2012), så ved man, at Washington er et delikat mål for terrorister med nordkoreansk blod i årerne.

Den tidligere Secret Service-agent Mike Banning (Gerard Butler) har fået tildelt et skrivebordsjob i det amerikanske Finansministerium. Her sidder han og drømmer sig tilbage i stalden hos den amerikanske præsident, da han fra sit kontorvindue bliver vidne til et storstilet angreb mod Det Hvide Hus. Hvorfor han er tidligere Secret Service-agent skal i øvrigt ikke afsløres her.

Olympus Has Fallen 3

Banning, der ydermere er elitesoldat med en fortid hos U.S. Army Rangers, kan naturligvis ikke sidde på sin flade og se på, at en flok terrorister bruger Washington som skydeskive. Han er en handlingens mand, der på patriotisk vis kaster sin ind i kampen for at generobre præsidentboligen, der er blevet indtaget af terrorlederen Kang (Rick Yune), der – naturligvis – er hensynsløs, kynisk og småpsykopatisk.

Kang, der holder præsident Benjamin Asher (Aaron Eckhart) fanget i den topsikrede bunker under Det Hvide Hus, ønsker et genforenet Korea og kræver derfor, at USA trækker deres tropper ud af Sydkorea. Hvis dette ikke sker, henretter han alle de tilfangetagne og, hvad værre er, detonerer alle atombomber, der befinder sig på amerikansk jord. Og ja, han har detonationskoderne.

Plottet til Olympus Has Fallen kan ridses op på en kvart serviet, hvilket dog ikke ændrer på, at filmen er eksplosivt underholdende. Der er fra start af lagt i ovnen til fordringsløs patriotismeaction med en imponerende destruktions- og likvideringsfaktor, og filmens adrenalinniveau er i de to timer, den buldrer af sted, faretruende højt. Og så er den store destruktionssekvens, hvor et fly sønderskyder alt og alle, samt symbolsk kastrerer USA ved at nedlægge den store fallosobelisk Washington Monument, gedigent og actionfermt iscenesat.

Olympus Has Fallen

Naturligvis ved vi, at USA vil rejse sig af asken, at terroristerne vil blive besejret og at fallosobelisken, som symbol på det magtvirile land, igen vil stritte mod den blå himmel. Det er et selvskrevet faktum i film af denne kaliber, at håbet igen skal vækkes i amerikanerne. Og det bliver det også, da den opofrende og sårede præsident kommer stavrende ud af ruinerne af Det Hvide Hus og efterfølgende, da røgen har lagt sig, indgyder mod i den samlede nation med en typisk fædrelandsstolt tale, der hylder alt det, Stars and Stripes repræsenterer.

Og ja, Det Hvide Hus er blevet smadret sønder og sammen før. Tænk blot på Roland Emmerichs blockbuster Independence Day fra 1996, hvor præsidentboligen bliver reduceret til murbrokker og marmorstøv i en blændende smuk destruktionssekvens. I øvrigt er Emmerich biografaktuel med White House Down – titlen siger det hele – den 19. september i år, hvor en Secret Service-agent (Channing Tatum) skal redde præsidenten fra en flok terrorister, der har erobret Det Hvide Hus. Læs mere her: KLIK

 

Filmen udkommer på dvd & Blu-ray fra Nordisk Film den 25. juli

olympus_has_fallen_xlg



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.