Anmeldelse

imdb

V

i befinder os i et pangfarvet, multikoloreret dyreunivers, hvor skildpadden Verne samt konsorter vågner efter en lang og god vintersøvn. Til deres uforbeholdne undren står de nu overfor en gigantisk hæk, der går tværs igennem deres hjemskov. En hæk, der – forklares det af den opportunistiske vaskebjørn RJ – skjuler en verden af besynderlige væsner kaldet mennesker, og som i øvrigt er et sandt slaraffenland af alskens vidunderlig mad.

Dette er præmissen for DreamWorks’ netop udsendte Over hækken, der skriver sig ind blandt filmselskabets øvrige dyrefabler med humor og slagkraft.

Med succesfilm som Antz, Shrek 1 & 2, Sharktale, Madagascar og Wallace & Grommit i bagagen, har DreamWorks allerede manifesteret sig som en kompetent og seriøs konkurrent til mastodonten Disney/Pixar, og med fremtidige produktioner som Shrek the Third, Kung Fu Panda, Bee Movie og Madagascar 2, har selskabet vist, at de er i stand til at spille lige op med de farverige produktioner fra den disneyficerede animationsbranche.

OverTheHdg_Still_02_big

Over hækken er den nyeste film fra DreamWorks-studierne, og der er tale om en i enhver henseende anbefalelsesværdig film, der kan få selv den mest mavesure krakiler til at trække på smilebåndene og hengive sig til løsslupne latterudbrud. Dette ikke mindst takket været et ekstremt velvalgt stemmecast, der med imponerende indlevelse leverer stærkt humoristiske præstationer som deres animalske alter egoer. Her skal nævnes Bruce Willis som RJ, William Shatner som Ozzie og Nick Nolte som mafiosobjørnen Vincent. Eller hvad med den formidable Wanda Sykes som Stella, Cathrine O’Hara som Penny og ”sanglærken” Avril Lavigne som Heather.

De danske stemmer – hvilke man naturligvis kan vælge eller fravælge på DVD’en – leveres bl.a. af Søren Pilmark, Anders Bircow, Anna David, Jens Andersen og Paul Hüttel.

overhedge_3_big

Filmen er kort – kun 80 minutter – men det er en rutsjebanetur af den fornøjelige slags, hvor man kan slippe hæmningerne og hengive sig til en sand tour de force af eventyrligt, humoristiske påhit i selskab med en gruppe hæmningsløst viltre dyr, der i et samfund, der er dødsensangste for dem, skaber paniske komiksituationer i bedste slapstick-stil.

Specielt skildpadden Verne (Garry Shandling) og vaskebjørnen RJ (Bruce Willis) er centrale for filmen. Den overnervøse Verne har således ikke den store tiltro til RJ, der da også opererer med skjulte kort. Derfor er han stærkt tilbageholdende overfor RJ’s forslag om at indtage menneskets verden på den anden side af hækken. Men med sine retoriske evner får RJ dog overtalt Verne og venner til at begive sig på et formidabelt (mad)eventyr, der bringer overraskelse på overraskelse på overraskelse med sig.

overhedge_5_big

Jeg anmeldte forleden Monsterhuset, hvor jeg skrev, at det var befriende at se en animationsfilm, der ikke centrerer sig om talende dyr. Dette står jeg ved! Men når det er sagt, så vil jeg da også påpege, at denne film er suveræn i sin evne til at fremkalde latterbrøl, grineflip og mavekramper som følge af netop disse, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den vil gøre lykke hos enhver eventyrlysten yngling som gamling.

Blandt DVD’ens ekstramateriale finder man bl.a. en lille og ret sjov minifilm – Hammy’s boomerangeventyr samt spil, reklamer, spots med skuespillerne, bag scenerne og et kig bag filmen.

 

Filmen er ude på dvd fra Fox/Paramount

34 - Over the Hedge



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.