Anmeldelse

imdb

K

an du lide animerede skrækfilm med tilsat komik, glimt i øjet og en alt andet end usund morale? Hvis ja, så er ParaNorman (2012) absolut et bekendtskab værd.

Norman er anderledes end sine skolekammerater. Eller, rettere sagt, han er anderledes end dem, han går i skole med. For kammerater, dem har Norman ingen af. Han skiller sig ud fra mængden, opfattes som en særling og er derfor (som også skolens tykke dreng) et oplagt mobbeoffer. Norman kan nemlig se spøgelser, og med en slet skjult reference til en populær 90’er-blockbuster kunne en genbrugstagline til ParaNorman lyde: Not every gift is a blessing. Norman kunne da også  være blevet tildelt denne intertekstuelle replik: I see dead people. Det bliver han dog ikke.

Normans by – Blithe Hollow i heksestaten Massachusetts – er ramt af en 300 år gammel forbandelse, der blev kastet af heksen Agatha Prenderghast, og sammen med skolens tykke dreng, Normans eneste ven, tager Norman kampen op imod forbandelsen, heksen og – ikke mindst – de mennesker, der eksekverede dødsdommen  over Prenderghast. Det bliver starten på et turbulent horroreventyr, der blandt andet byder på en flok stavrende kadavere, som – viser det sig – forsøger at råde bod på en slet handling.

ParaNorman - 6

ParaNorman gør brug af en lang række  fine referencer til horrorgenren, hvor blandt andet Halloween og Friday the 13th dukker op i én og samme scene. Og som Alfred Hitchcocks – eller vel nærmere Robert Blochs – særling i Psycho, bærer hovedpersonen i ParaNorman også fornavnet Norman, Norman Babcock. Den gyserglade yngling i sidstnævnte er dog ikke udstyret med samme psykotiske jeg som hovedpersonen i førstnævnte, der imidlertid også har et efternavn, der starter med b.

Filmen er da også en fin hyldest til horrorgenren og den ungdommelige fascination af gyset. På et tidspunkt spørger Normans mor: What are you watching? Hertil svarer Norman: Sex and violence. Så kan det ikke siges tydeligere.

Gyset, gruen og gåsehuden er ikke den trio, der er bedst repræsenteret inden for animation. Det er synd og skam, da animationsgenrens fleksibilitet og mangeartede udtryksformer indbyder til at gøre brug af skrækkens farverige universer og karakterer. Derfor bliver ParaNorman også medlem af en eksklusiv klub af animationsfilm, der bruger horrorgenren som skabelon.

ParaNorman

Udover ParaNorman, så er den bedst kendte – og højt elskede – vel nok Henry Selicks The Nightmare Before Christmas (1993), der har manuskript af Tim Burton. Nævnes kan også Pete Docters Monsters Inc. (2001), Gil Kenans Monster House (2006), Genndy Tartakovkys Hotel Transylvania (2012) samt Burtons Corpse Bride (2005) og Frankenweenie (2012).

Ovenstående har dog alle det tilfælles, at de bruger komedien og humoren som forløsende ventiler, så det ikke bliver for alvorligt, for blodigt, for uhyggeligt. Dog har Sam Fell og Chris Butler med ParaNorman skabt en lille stop motion-perle, der tager et ekstra og (i visse henseender) mere vovet skridt i retning af at kombinere animation og horror.

ParaNorman er i øvrigt indstillet til en Oscar i kategorien Bedste Animerede Film ved dette års Oscar-uddeling.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Universal Pictures

ParaNorman - dvd



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.