Anmeldelse

P

atriot Games, der i år kan fejre sin 20 års fødselsdag, er stadig en intens og nervepirrende action-thriller, der mønstrer nogle yderst velkoreograferede adrenalinsekvenser. Filmen, der blev instrueret i 1992 af Phillip Noyce med blandt andet Harrison Ford, Anne Archer, James Earl Jones og Sean Bean på rollelisten, er netop blevet udgivet af Paramount Home Entertainment på Blu-ray.

Det er altid herligt, når man får muligheden for at gense en favorit i nye klæder, og Patriot Games (der i øvrigt er film nummer to ud af fire i rækken af Tom Clancy-filmatiseringer med Jack Ryan-karakteren i front) tager sig flot ud på Blu-ray. Der er ingen slinger i valsen, og hvis man er fan af filmserien, så bør man stærkt overveje en opgradering til Blu-ray. Desværre er det sparsomt med ekstramateriale på udgivelsen, coverdesignet er et uæstetisk makværk og selvom bagsideteksten påstår, at filmen er instrueret i 2002, så er den altså fra 1992. En lille fejl, men ikke desto mindre en fejl.

Patriot Games - 1.jpg-for-web-large

Vi er ikke langt inde i filmen, da Jack Ryan (Harrison Ford) med handlekraft og machobravur får forpurret et attentat mod Lord Holmes (James Fox) og dennes familie. En udbrydergruppe fra IRA har sat sig for at statuere et eksempel ved at likvidere en britisk royal. Dette kan Jack Ryan, der er en handlingens mand, ikke være stiltiende vidne til. Han kaster sig bogstaveligt ind i ildkampen, skyder én af terroristerne, bliver selv såret og redder Lord Holmes. Desværre viser det sig, at broren til den terrorist, som Ryan skød, bærer nag … og det i den grad! Sean Miller (Sean Bean) er en vaskeægte øje for øje, tand for tand-terrorist, der har udset sig Ryans familie som et passende bodssoffer for brorens død.

Selvom Harrison Ford er upåklagelig og overbevisende som amerikansk patriot med stars and stripes i blodet, og Sean Bean er tilpas forrykt og forskruet som radikaliseret IRA-terrorist med hævn på hjernen, så kan jeg ikke lade være med at fremhæve to andre skuespillere i filmen, der qua størrelsen af deres roller ikke har været de mest omtalte hidtil: Richard Harris (Paddy O’Neil) og Patrick Bergin (Kevin O’Donnell).

Patriot Games - 2.jpg-for-web-large

Richard Harris, der formår at gøre selv den ringeste film seværdig, spiller en IRA-pengemand, som forsøger at overbevise pressen (og Ryan) om, at aktionen mod Lord Holmes ikke er iværksat af IRA. Selvom hans screen time er begrænset, så brænder han igennem med sin karisma og sin uforlignelige stemme i hver scene, han medvirker i.

Patrick Bergin, som man desværre ser alt for lidt til i dag, spiller hovedmanden bag Lord Holmes-attentatet og lederen af IRA-udbrydergruppen. Han spiller stålsat og leverer en overbevisende præstation som politisk engageret separatist, der ønsker monarkiets fald og Irlands selvstændighed. Han kommer i alvorlig karambolage med Sean Miller, der har mistet blikket for den store sag for i stedet at hellige sig likvideringen af Ryan-familien.

Patriot Games - 3.jpg-for-web-large

Filmen bæres af tre stærke temaer: Fædrelandskærlighed, familiekærlighed og hævn. Patriot Games tegner billedet af den handlekraftige amerikanske helt, der vil gå igennem ild og vand for sin familie. Det samme vil Sean Miller, der modsat Jack Ryan skildres gennem fanatismens prisme. Det er sort og hvidt, der er ingen nuancer. Hævnen er selvskrevet i Sean Millers tilfælde, og der bygges op til gammeltestamentlig blodhævn fra det øjeblik, Sean Miller stirrer ind i sin brors livløse øjne.

For Jack Ryans vedkommende melder hævnen sin ankomst, da han besøger sin kone og datter på hospitalet. De er kørt galt på motorvejen, fordi Sean Miller har skudt mod dem. Kameraet stiller her skarpt på Jack Ryans stirrende, tårefyldte øjne. Han vil have hævn. Her skabes der en forbindelse imellem de to mænd, der begge er patrioter på hver deres måde: De er handlekraftige, hævngerrige og fædrelandskærlige familliemennesker, der begge har raseriet i blodet. Jack Ryan siger det bedst selv, da han bliver spurgt af en ven, hvorfor han uden tanke for sit eget liv kastede sig ind i kampen for Lord Holmes’: It just pissed me off. I couldn’t just stand there and watch him shoot those people right in front of me. It was… rage. Pure rage… Just made me mad.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Paramount Home Entertainment



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.