Anmeldelse

P

enny Dreadful (2006) – der blev vist på filmfestivalen After Dark Horrorfest samme år – beviser igen, at man ikke skal samle blaffere op. Og slet ikke dem, der står på en nattemørk landevej og skjuler sig under en hætte!

After Dark Horrorfest – også kaldet 8 Films to Die For – er en amerikansk filmfestival, der har eksisteret siden 2006. Den årligt tilbagevendende festival introducerer altid et program med otte independent-film. Tidligere er film som The Gravedancers og Unrest, der begge er fra festivalens opstartsår, blevet anmeldt positivt her på siden. Penny Dreadful bryder ikke med denne tradition.

Penny Dreadful - 2

Penny (Rachel Miner), der er stærkt traumatiseret efter som barn at have overlevet et biluheld, der kostede begge forældre livet, har søgt hjælp hos terapeuten Orianna (Mimi Rogers). Som konsekvens af biluheldet har Penny udviklet en udpræget angst for biler, hun skal sluge nervepiller blot for at sidde i en, og Orianna har derfor planlagt at tage hende med på en tur, så hun kan konfrontere sin fobi. Ved et uheld påkører de en blaffer, der står i vejkanten godt skjult i mørket. Orianna, der straks standser bilen for at tjekke op på den påkørte, tilbyder efterfølgende – som en slags plaster på såret – blafferen et lift. Det skulle hun aldrig have gjort!

Hurtigt viser det sig, at personen, der har møvet sig ind på bagsædet, ikke falder ind under kategorien “normalt individ”. Og hvor alarmklokkerne hos os (seerne) allerede begyndte at bimle, da blafferen blev tilbudt et lift, så burde de nu for Penny og Orianna give øredøvende lyd fra sig. For når personen på bagsædet, der i forvejen opfører sig uhyggeligt sært, er gemt bag en hætte og ikke evner talens brug, pludselig trækker et spyd med råt kød frem fra tasken og nonchalant begynder at fortære det, ja så er det bare med at få losset stodderen ud i en rivende fart.

Penny Dreadful - 1

Som det nu ofte forholder sig med film af denne kaliber, så er man bedst tjent med at kunne mønstre en sund portion suspension of disbelief. Ikke mindst da Orianna, af urangsaglige årsager, vælger at sætte den skumle blaffer af midt på en mørk skovsti langt fra alt og alle. Det skriger jo ligefrem på problemer! Og ganske rigtigt, så går der da heller ikke lang tid, førend hun finder en kniv solidt plantet i bilens ene fordæk … og bagefter i sig selv. Nu er Penny alene – i mørke, dybe skove – med en stjernegal og dødsliderlig blafferpsykopat, der ikke helmer før også Penny er blevet ekspederet til det hinsides.

Penny Dreadful har ganske givet ikke opfundet genrens dybe tallerken. Ikke desto mindre er plottet – i al sin simple konstellation – medrivende og (til tider) gåsehudsfremkaldende. Der er simpelthen ikke noget som en parkacoattilhyllet psykopat, der af uden grund gør det forbi med uskyldige mennesker. At filmen så samtidig byder op med solidt skuespil og en dyster skovatmosfære, hvor hver skygge tilhører en potentiel morder, er slet ikke dårligt. Som en lille independent horrorflick fungerer den overraskende godt og kan eventuelt ses som en appetizer til Rutger Hauer-klassikeren The Hitcher, der på dansk fik den mere malende titel På stop med en dræber.

 

Filmen er ude på dvd fra Midget Entertainment

Penny Dreadful - poster

Tysk poster til “Penny Dreadful”

 

 

 



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.