Anmeldelse

imdb

D

er er ikke meget bid i Joseph Rubens ordinære og uengagerede home invasion-thriller Penthouse North (2013), der stilmæssigt minder ufatteligt meget om 90’er-film à la John Schlesingers fine psykopatthriller Pacific Heights (1990), Joseph Rubens egen Sleeping with the Enemy (1991) og Barbet Schroeders Single White Female (1992).

Michelle Monaghan, der i øvrigt ligner Sandra Bullock, når hun camouflerer sig bag et par overdimensionerede hipstersmarte solbriller, spiller fotojournalisten Sara Taylor, der under en arbejdsopgave i Afghanistan mister synet: Hun kommer simpelthen for tæt på en lokkende sirene af en selvmordsbomber, der detonerer en sprængladning i hovedet på hende … og pistvæk er synet.

Penthouse North - 2

Tilbage i New York har Sara affundet sig med sin uhelbredelige blindhed, og hun lever en isoleret tilværelse sammen med sin suspekte kæreste i en grotesk lækker penthouselejlighed med et fantastisk vue over The Big Apple. En dag finder hun sin kæreste død på køkkengulvet og opdager til sin skræk, at morderen stadig er i lejligheden. Nu er gode råd dyre, og Sara, der naturligvis er lige så snarrådig som Julia Roberts-karakteren i Rubens Sleeping with the Enemy, giver morderen kamp til stregen.

Det hele er bygget så skematisk op, at man ikke skal have set mange film i samme subgenre, førend man hurtigt lurer, hvordan filmen udvikler sig og ender. For ja, Saras kæreste er – eller var – suspekt, hvilket Saras svoger, der meget passende er betjent hos NYPD, naturligvis lynhurtigt gennemskuer. For kæresten havde nemlig involveret sig med nogle gustne typer, havde stjålet både penge og diamanter fra dem og havde derfor, i håbet om ikke at blive fundet, barrikaderet sig i lejligheden. Men man indhentes som bekendt altid af skæbnen, og de gustne typer vil naturligvis have det stjålne tilbage.

Penthouse North - 6

Vi, seerne, skal i øvrigt heller ikke have bestået den store Sherlock Holmes-eksamen for at regne ud, at Michael Keaton ikke er den reddende engel, han ved første øjekast lader til at være. Man har jo set Pacific Heights og Desperate Measures (1998), hvor Keaton gir den fuld gas på psykopatskruen. Desperate Measures er, som Single White Female, også instrueret af Barbet Schroeder.

Sara, der holdes indespærret i lejligheden, får sat tommelskruer på: Hvor er diamanterne, vil de gustne typer vide? Naturligvis foregiver Sara ikke at kende til diamanterne, hun spiller dog ikke med åbne kort, og på fornem CIA-manér skal hun naturligvis tortureres med lidt waterboarding. Det store opgør finder sted som det skal, og Sara undslipper psykopaternes kløer uden de store ar på sjælen.

Penthouse North - 3

Penthouse North er en film af den slags, man kun ser én gang. Den er sørgeligt gennemskuelig fra første færd, hvilket får dens 82 minutter til at føles som en evighed, og Michael Keatons karakter er helt foruden forne tiders psykopatpondus, hvilket er sørgeligt, da Keaton er en skuespiller, der bruges alt for lidt. Her har han ikke kunnet engagere sig til andet end en venstrehåndspræstation, der er så kedelig, at den spejler filmens øvrige kvaliteter på fornem vis.

Ydermere gør man heller ikke fornuftigt brug af Saras blindhed. Ret beset er der slet ingen grund til, at hun skal være blind, da det ikke forlener filmen med den klaustrofobiske suspense, der dog ganske givet har været tiltænkt.  Se i stedet Guillem Morales’ Julias øjne aka Los Ojos de Julia (2010), der fornemt bruger blindheden til at bygge en isende uhygge op.

Du skal altså undvige Penthouse North, der er lige så gumpetung  som Joel Schumachers Trespass (2011), der også er en home invasion-thriller med diamanter, knitrende grønne dollarsedler og en flok psykopater som hovedingredienser.

 

Filmen er ude på dvd og Blu-ray fra Nordisk Film

Penthouse North - 1



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.