Anmeldelse

imdb

D

en franske forfatter Pierre Boulle (1912-1994) skrev i 1963 science fiction-romanen La Planète des singes aka Abernes planet, der fem år efter blev filmatiseret af Franklin J. Schaffner. Både romanen og filmen hører til blandt genrens bedste, men i dag er det kun sidstnævnte, der har overlevet tidens tand. Hvor Schaffners filmatisering er blevet hædret med klassikerstatus og kanonisering, er Pierre Boulles roman gledet ind i  glemslens tåger.

Den postatomare fabel, hvor aberne tager magten fra menneskerne efter en altødelæggende atomkrig, fik i 1970’erne fire efterfølgere, en live action-serie og en animationsserie. I 2001 genoplivede Tim Burton filmserien med sit anmelderudskældte remake, og sidste år fik Rupert Wyatts anmelderroste reboot Rise of the Planet of the Apes premiere. Den næste film i serien – Dawn of the Planet of the Apes – er sat til en foreløbig premieredato i 2014.

Nu er de syv film i Planet of the Apes-serien alle udkommet på Blu-ray, og boksen – Planet of the Apes: Evolution Collection – er, hvis man er inkarneret abefilms-fan, naturligvis et must, der bør pryde ens filmsamling. Og selvom ingen af filmene i franchisen kan måle sig med Schaffners originale fra 1968, så har efterfølgerne – selv Burtons remake-udgave – noget interessant at byde på.

Planet of the Apes Evolution Collection på Blu-ray

Sagaen om abernes kamp mod menneskerne, og menneskernes kamp mod aberne, er rendyrket og højpotent science fiction, der frembyder interessante moraler. Hver enkelt film centrerer sig om specifikke aspekter ved samfundet, som den iklædt fablens gevandter diskuterer og problematiserer. 

I Franklin J. Schaffners fantastiske Planet of the Apes (1968) tages der fat i menneskets destruktive natur og konsekvenserne ved atomkrig. Charlton Heston, der spiller astronauten Taylor, er en kyniker af format, og han har ingen tiltro til menneskeheden. Han bekræftes da også i, da han i filmens ikonisk slutsekvens står ansigt til ansigt med den hensmuldrende Frihedsgudinde, at mennesket er dømt til undergang, at mennesket har udraderet sig selv.

Det er interessant, at parablen dog samtidig skildrer aberne, der er den nye herskende art på Jorden, som værende i besiddelse af samme destruktive tendenser som menneskerne. Her er chimpanserne de vise humanister, empirikerne og videnskabsmændene, der søger sandheden, hvor orangutangerne – smukt illustreret i det indsatte screenshot nedenfor – repræsenterer politikerne, bureaukraterne, der kender sandheden, men som også skjuler den. Gorillaerne er krigerracen, der styres af politikerne, og som ikke har fred i sinde.  Med andre ord, så spejler aberne menneskerne på godt og ondt.

Planet of the Apes ('68) - 3

I Ted Posts efterfølger – Beneath the Planet of the Apes (1970) – afdækkes det, at der eksisterer en gruppe af eksilerede mennesker, der lever under jordoverfladen og som tilbeder en såkaldt “dommedags-bombe”, en atombombe, der endog står rejst som en anden totem i en forfalden kirke. Alt ender endnu en gang i ragnarok, men tre (for filmserien centrale aber) når at flygte i et rumskib, der bringer dem tilbage i tiden.

Som skrevet, så repræsenterer og indeholder hver enkelt film i franchisen en samfundskritik. I Don Taylors Escape From the Planet of the Apes (1971) er det blandt andet paparazzi-medierne, kendis-dyrkelsen, videnskabelige dyreforsøg og misbrug af statsmagten, der iscenesættes. I J. Lee Thompsons Conquest of the Planet of the Apes (1972) er aberne blevet degraderet til husdyrsslaver, der misbruges og mishandles af menneskene. Dette medfører en revolution, der i øvrigt anføres af aben med det passende navn Cæsar (Roddy McDowall), og i den originale series sidste film – J. Lee Thompsons Battle for the Planet of the Apes (1973) – oplever vi, at aberne og menneskerne lever i fred side om side … i hvert fald for en stund.

I 2001 blev franchisen udvidet med Tim Burtons anmelderudskældte, men økonomisk succesfulde, remake, der har Mark Wahlberg i hovedrollen som Leo Davidson. Kritikken fokuserede primært på plottet, der var rodet, og slutningen, der var uforståelig. Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse kritikpunkter, det vil være for omfattende en redegørelse, men jeg vil dog give til kende, at jeg ikke er enig i den primært negative modtagelse, filmen blev udsat for. Filmen blev dog – og det med rette – rost for sit fantastisk makeuparbejde, der blev varetaget af makeupnestoren Rick Baker. Burtons Planet of the Apes er en film, der vinder ved gensyn.

Burtons Planet of the Apes

Den bedste film i den pt. 7 film lange serie er, når man ser bort fra den originale, Rupert Wyatts Rise of the Planet of the Apes (2011), der igen har fokus på – som tidligere –  dyreforsøg udført i videnskabens navn og konsekvenserne af, at menneskeheden mishandler dyr. Filmens abehovedrolle, Cæsar, spilles brillant af Andy “Gollum” Serkis,  fungerer som leder for den store gruppe af primater, der gør oprør mod menneskets tyranni. Filmen ender åbent, hvilket naturligvis er en god indikator på, at opfølgeren – Dawn of the Planet of the Apes – forhåbentlig bliver til noget.

Rupert Wyatt har i filmen implementeret en lang række af de grundindéer, der kendetegner film fra den originale saga, og der er også blevet indlejret en række fine cadeaus til 60’er og 70’er-filmene, som man morer sig over at spotte. Det er en eminent film, der lægger godt fra kaj med fuld skrue og vind i sejlene. Dog står de  CGI-skabte aber (omend de ER flotte) ikke mål med det makeuparbejde, der kendetegner de originale eller Rick Backers aber i Burton-filmen. Sådan er det!

Alle filmene – fra Schaffners til Wyatts – tager sig blændende ud på Blu-ray. Det er især herligt at se den gennemgribende digitale rensning, de originale film, der blev produceret i årene 1968 til 1973, er blevet udsat for. De stråler som aldrig før, og der er tale om en mærkbar opgradering i forhold til de eksisterende dvd-udgaver. Dog er det Franklin J. Schaffners postapokalyptiske science fiction-mareridt fra 1968, der er den stærkeste filmoplevelse. Filmen er et mesterværk, der efter gensyn nummer femogtyve stadig holder undertegnede klinet til skærmen i alle dens 112 forrygende abe-minutter. Planet of the Apes blev da også i 2001, i øvrigt samme år som Burtons remake havde premiere, med rette udvalgt af Library of Congress, det amerikanske nationalbibliotek, til bevarelse i The National Film Registry, da filmen er (…) culturally, historically, or aesthetically significant.

Planet of the Apes ('68) - 4

Filmen vrimler med signifikante citater, hvor blandt andet George Taylor står for to af de mest markante af slagsen: Take your stinking paws off me, you damned dirty ape! og It’s a mad house! A mad house! bliver fremført så virtuost og macho-stålsat, at man genererer gåsehud, når de brøles af Heston. Fortællingen er en brillant eksekveret atomkrigs-fabel, og så smyger Jerry Goldsmiths særegne og nærmest psykedeliske score sig smukt og forførende rundt om de fine billeder, som fotografen Leon Shamroy har skabt.

Det kan dog – som eneste minus, i øvrigt – ærgre, at man ikke har inkluderet den 14 episoder lange tv-serie Planet of the Apes fra 1974 og den 13 episoder lange animationsserie Return to the Planet of the Apes fra 1975, der begge er Fox-producerede, i samlingen. Ligeledes skæmmer det udgivelsen, at man har valgt ikke at inkludere dokumentarfilmen Behind the Planet of the Apes fra 1998. Det er triste udeladelser, der ellers ville have klædt en boks, der jo netop bærer titlen Evolution Collection.

 

Boksen er ude på Blu-ray fra SF-Film & 20th. Century Fox



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.