Anmeldelse

L

øvebrøl, menneskeskrig og blod i litervis er sammen med en dårlig historie, en uinspireret fotografering og et gennemgående elendigt skuespil den cocktail, man indlader sig på at svælge ned, når man sætter sig til rette for at se Darrell Roodts lettere debile Prey. En film, der kører i tomgang alle 82 minutter – så er det sagt.

Et sted i Afrika lander der et privatfly. Ud stiger en uharmonisk, amerikansk familie på fire. Uharmonisk fordi, familiens unge teenagepige har svært ved at acceptere farens nye kone og sin stedmor, hvilket resulterer i solide kontroverser og konstante uoverensstemmelser.

Prey - 1

Faren (Peter Weller) er ingeniør og står for konstruktionen af en dæmning. Imens han varetager sit arbejde, skal den unge stedmor (Bridget Moynahan) på safari med børnene – ikke just en glædens tur, når den skal afvikles med en eddikesur teenager på bagsædet. Stemningen stiger da heller ikke til jublende højder, da deres guide overfaldes og fortæres af sultne løver et sted på den åbne savanne langt fra alt og alle! Nu er der så lagt ved på bålet til en overlevelsesfilm, hvor mennesket – noget uvant – er blevet det jagede bytte.

Filmens force og eneste lyspunkt er, at den varer 82 og ikke et sekund mere. Det er en overfladisk, intetsigende film, der er ekstremt tung at danse med. I stedet for at udnytte den klaustrofobiske situation, det må være at finde sig fanget i en lille bil omgivet af sultne løver, formår instruktøren ikke andet end at skabe ligegyldige blodsscenarier, der krydres med ditto ligegyldigt skuespil.

Prey - 2

Historien snegler sig af sted i et kvælende og søvndyssende tempo, og man tager sig gradvist i at håbe, at løverne rent faktisk får gjort kål på den irriterende familie, der under farens tyngende åg knytter sig til hinanden. Nu er det slut med sure teenagere, og den nye opskrift hedder naturligvis i bedste musketerånd én for alle og alle for én. Slutscenen er i øvrigt så påtaget og klichefyldt, at man får ufrivillige spasmer i ansigtet af dens utilsigtede grinagtighed.

Prey fremstår som et  miskmask af Lewis Teagues Cujo, Sydney Pollacks Out of Africa og Stephen Hopkins’ The Ghost and the Darkness. Men hvor Cujo er ond og klaustrofobisk, Out of Africa bjergtagende smukt fotograferet og The Ghost and the Darkness intens i sin skildring af kampen mod noget større og stærkere, fremstår Prey som en sølle undskyldning og en fejlslagen stiløvelse af en ambitionsløs instruktør.

Prey - 3

Så hvis man vil have lidt løveaction, så vil jeg anbefale, at man i stedet anskaffer sig Out of Africa eller The Ghost and the Darkness, der på alle fronter er milevidt foran Prey.

Ud af fem mulige løvebrøl kan denne film således med nød og næppe snige sig op på et spinkelt killingemjav – absolut intet mere! 

 

Filmen er ude på dvd fra SF-Film

Prey - Poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.