Anmeldelse

D

et er ingen hemmelighed, at USA’s og Nordkoreas indbyrdes forhold i den realpolitiske verden er en, sagt mildt, betændt affære. Kommunisme går trods alt stadigvæk ikke i spænd med kapitalisme. Dette hund og kat-forhold har debutinstruktøren Dan Bradley valgt at bruge som fundament til sin genindspilning af Red Dawn (2012), og resultatet er af den ringeste slags.

En introsekvens, der er bygget op omkring nyhedsindslag og krigsreportager from the real world, fortæller, at USA har størstedelen af sine tropper udstationeret i Mellemøsten. Sagt med andre ord, så er der ingen hjemme til at passe på huset, og døren står på vid gab for potentielle fjender. Et veritabelt tagselvbord. Dette udnytter Nordkorea, der har slået militærpjalterne sammen med et ultranationalistisk Rusland, til at invadere USA med soldater i tusindtal. Og så er der hele to fjendebilleder i én film … sådan!

Red Dawn - 1

Vi befinder os i lillebyen Spokane, der ligger i staten Washington. Marinesoldaten Jed Eckert (Chris Hemsworth) er hjemme på orlov, da byen invaderes af nordkoreanske faldskærmssoldater. Herfra går det slag i slag: Eckert agerer helt af den sande, patriotiske støbning. En lille modstadstandsgruppe – Wolverines – dannes, og der sættes hårdt mod hårdt på at få verfet de uindbudte gæster på porten.  Dette er handlingen, der krydres med søskendegenvordigheder, lidt halvlunken kærligheds-tamtam, fortænkt patriotisme og et hævnmotiv så klicheagtigt realiseret og ført til dørs, at man ruller med øjnene over manglen på plotkreativitet.

Intet redder Red Dawn fra at drukne sig selv i charmeforladt patriotismenonsens: Alt fejler, og plottet sejler! Skuespillet er karikeret fra ende til anden, instruktionen dilettantisk og manuskriptet helt foruden rød tråd og plotlogik. End ikke en sund portion suspension of disbelief kan redde filmen fra at være andet end håbløs neandertal-underholdning. Filmen er akademisk interessant, men er kunstnerisk og underholdningsmæssigt helt uden relevans.

Red Dawn - 3

Derfor: Styr uden om denne grumt ligegyldige film og se i stedet John Milius’ originale udgave fra 1984, hvor en umanerligt stor gruppe kultskuespillere og en noget bedre historie gør invasionslegen mere spiselig end denne uappetitlige tidsrøver.

I øvrigt var Red Dawn allerede færdigindspillet i 2010 men blev – grundet MGM’s finansielle problemer – lagt på hylden til 2012, hvor den fik biografpremiere. Under filmens postproduktion ændrede man ydermere invasionshæren fra at være kinesisk til at være nordkoreansk, hvilket betød, at filmen skulle gennemgå digitale og lydmæssige omredigeringer: Kinesiske flag skulle skiftes ud med koreanske, og sproget skulle dubbes.    Dette gjorde man for at få adgang til de noget mere lukrative kinesiske biografindtægter. Efter at have set filmen kan jeg blot ærgre mig over, at MGM ikke lod filmen ligge på hylden. Det ville alle være bedst tjent med.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Scanbox



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.