Anmeldelse

D

er er noget i luften! En stank af død…

Reeker (2005), der betyder noget i retning af stinkeren, er en glimrende lowbudget-horrorfilm, der holder fra start til slut … og så overrasker den med et intelligent udtænkt tvist.

Reeker - 8

Dave Payne – forfatteren og instruktøren bag Reeker – må siges at smede, mens jernet er varmt. En efterfølger til filmen – No Man’s Land: The Rise of Reeker (2008) – er færdigindspillet og lanceres senere på året.

Imens man venter på denne, kan man sætte sig til rette i sofaen med den første, der ikke blot er kompromisløst ulækker, men som rent faktisk også formår at levere en god historie, godt skuespil, fin instruktion og en smuk fotografering.

Reeker - 1

Vi kastes hovedkulds ind i handlingen, da et uheld på en landevej i ørkenen bringer en familie i knibe. Filmens anvendelse af road kill viser, at der ikke er noget godt i vente. Døde dyr anvendes nemlig ofte som symboler på den forestående ondskab og død, sådanne film som Reeker og dets lige altid er leveringsdygtige i.

Øde motels bør man holde sig fra – tænk blot på Psycho (1960) og den senere Identity (2003) – da de altid huser en eller anden form for ondskab. Dette er ikke anderledes i Reeker, hvor en gruppe collegestuderende (der er på vej til et raveparty i ørkenen) løber tør for benzin og bliver nødsaget til at overnatte på et motel, der ikke blot er skummelt, men som også er forladt. Det burde få advarselslamperne til at blinke … i hvert fald hos seerne!

Reeker-4

Langsomt går det op for de strandede, at der er noget i luften. En ondskab – en stank af død – der ikke vil dem det godt. Én efter én hentes de af manden med leen, der ufortrødent henter høsten i hus.

Noget af det, der gør denne b-film interessant, er dens flotte fotografering. Det er ikke ofte, at man i film af denne type (film med en forholdsvis lav produktionsomkostning) finder kunstnerisk overskud til at skabe en smuk og æstetisk billedside. Ikke desto mindre er der i Reeker nogle flotte panoramaskud af ørkenlandskabet, der er med til at hæve den over gennemsnittet af horrorfilm, der produceres.

Reeker - 9

Man er underholdt fra start til slut, man keder sig på intet tidspunkt, og filmen har endog nogle ret effektive spooky moments, der kan få én til at rykke en smule nervøst rundt i sofaen. Især den geniale og atypiske udformning af Døden – The Reeker – bør bemærkes, der i øvrigt (til en hvis grad) vækker mindelser om figuren i Jeepers Creepers (2001).

Denne film hører absolut til de anbefalelsesværdige inden for sin genre. Den er ikke et mesterværk og opnår ej heller ad år status som klassiker, men den er djævelsk underholdende og flot udført. Den skal være anbefalet alle horrorfans, der elsker at se Døden personificeret, og som godt kan lide film, der forsøger at levere andet end blot blod og splatter.

 

Filmen er ude på dvd fra Midget Entertainment

Reeker-Poster-Italia-01

Italiensk poster til “Reeker”

 



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.