Anmeldelse

imdb

A

ll it takes to be a superhero, is the choice to fight evil – Frank Darbo.

Sådan har mange det åbenbart, for superhelte har sjældent været så populære som nu. I hvert fald på film. Fra de traditionelle superhelte som Superman, Batman, Edderkoppen og Stålmanden til helte, der befinder sig mellem pastiche og parodi. I sidstnævnte kategori falder Super i lighed med den ekstremt underholdende og farverige Kick-Ass (2010), dens fortsættelse fra 2013, Griff the Invisible (2010) og Defendor (2009). Til sammenligning, har Super et budget på 2.5 millioner dollar,  mens Kick-Ass havde 28 millioner at gøre godt med.

Dog har Super mest til fælles med Defendor, der har Woody Harrelson som en tragikomisk superhelt i hovedrollen. Her er kuløren nedtonet, humoren er tør og sort med en brutal realisme i en verden med uskønne mennesker og manglende evner hos superhelten. Kun intentionen er intakt i forhold til Captain America og Daredevil. I denne subgenre har helten mildest talt ikke hvad man kan kalde for en perfekt anatomi og intelligens i sin kamp for det gode. Filmen er instrueret af James Gunn, manden som står bag den kommende Marvel-filmatisering Guardians of the Galaxy (2014).

Gunn, som tidligere har instrueret tv-serier og kortfilm, debuterer som spillefilmsinstruktør med Super.  Som alle gode historier handler denne fortælling om en pige. Pigen hedder Sarah, og hun spille af Liv Tyler. Hun er ikke ukendt med at spille en superhelts kærlighedsinteresse, noget hun også gjorde i Ang Lees fortolkning af Hulk fra 2003. Det er den med kæmpepudlen. I Super spiller hun en tidligere narkoman, og så er hun gift med Frank Darbo, vor helt. Tyler er i Super en ret klassisk kærlighedsinteresse – og så alligevel ikke.

Filmen åbner med, at Sarah er ved at miste interessen for sin mand, og det er Frank udmærket klar over, men han giver ikke så let op. Frank spilles af Rainn Wilson, og han er som skuespiller formentligt mest kendt som den suspekte Dwight Schrute fra den amerikanske udgave af The Office. Den karakter som Wilson portrætterer i Super er ikke ulig Shrute: En kikset type med manglende sociale kompetencer, der tager sig selv meget seriøst og som holder meget på formerne.

Dermed er stilen lagt, hvor Frank vel nok er så langt fra den flotte, kompetente superhelt, som man kan komme –  og så alligevel ikke. Han har været udsat for nedværdigelse og ydmygelse igennem hele sit liv, men er på trods af dette en god fyr med hjertet på rette sted. Det er nok nærmere hjernen, der er placeret forkert, hvilket får hans alterego, The Grimson Bolt, til at overreagere på upassende vis. Wilson er helt igennem troværdig som en særdeles ordinær mand, der både er en intens og nervøs, men også en naiv mandsling. Hans ringe pokerfjæs bliver altid kaldt, og han roder sig derfor ud i håbløse forklaringer.

Oprindelseshistorien for filmens superhelt er lige så uortodoks som Rainn Wilson er som superhelt, og den er lige dele surrealistisk superheltedrama, som den  er en hyldest til de mere konventionelle superhelte. The Grimson Bolt balancerer på klassisk vis mellem godhed og ondskab, men han er i bund og grund en sympatisk karakter.

En helt er kun lige så god som den skurk, han står overfor. I skurkerollen finder vi ingen ringere end Kevin Bacon; han spiller Jacques, en lokal narkobaron. Med vanlig elegance formidler Bacon sin karakter: En ambitiøs psykopat, der retfærdiggør sine tvivlsomme handlinger via sin helt egen særprægede logik. I lighed med Tyler, har Kevin Bacon også gjort sig i superheltegenren. Naturligvis som skurk. Bacon udfyldte rollen som den karismatiske Sebastian Shaw i den meget vellykkede forløber, X-Men: First Class (2011).

Uden at afsløre for meget, så spiller Ellen Page rollen som Libby og udfylder dermed en tilsvarende vigtig rolle i superheltenes univers. Libby er en skæv eksistens, der arbejder i en tegneseriebutik og er lidt af en nørd. Heldigvis deler dette hyperaktive pigebarn Franks alternative logik og verdenssyn. På samme måde som Tyler og Bacon, har Page erfaring fra Marvel, hvor hun har spillet Kitty Pryde/Shadowcat i X-Men: The Last Stand (2006). En rolle som hun gentager i X-Men: Days of Future Days (2014). Som Libby er Ellen Page en fryd at være vidne til, hvor hun gør op med de pæne karakterer, hun tidligere har spillet.

Sidst, men ikke mindst, har vi Nathan Fillion. En selverklæret fan af superhelte, han spiller den fiktive (!) The Holy Avenger. En karakter i en tv-serie, der tjener som en form for inspiration i forhold til Frank. The Holy Avenger er en rendyrket parodi på superhelten med udgangspunkt i Biblen, altså en kristen superhelt. Messiasmyten er et velintegreret element hos de fleste superhelte.

At skuespillerne bliver præsenteret som de gør, har at gøre med, at filmen et langt stykke hen ad vejen bæres af disse talentfulde mennesker. Super er ikke blot god,  den er også sjov, grum og tankevækkende på en rørende måde. Hertil kommer et par gedigne overraskelser hen ad vejen, der flår ens forventninger til en superhelt i stykker. Den er ikke lige så underholdende og cool som Kick-Ass, men Super kan noget andet med dens helt igennem kiksede helt, som trodser overmagten mod alle odds. Dermed er The Grimson Bolt vel nok den mest virkelighedstro superhelt til dato. Han er i hvert fald den mest gennemsnitlige.

 

Filmen er ude på  britisk region 2-dvd og amerikansk region 1-dvd

Super-poster



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.