Anmeldelse

imdb

A

dvarsel! Denne anmeldelse er skrevet med udgangspunkt i teoretiske overvejelser.  Teorien, med en enkelt undtagelse, Iron Man fra 2008, er, at den anden film i rækken om en specifik superhelt er bedre end den første film. Tiden vil vise, om teorien kan verificeres eller tilbagevises.

Hvis du stadig læser med, kan det fortælles, at forsættelsen af den genfortolkede Edderkoppen er instrueret af Marc Webb. Det var første omgang med vægkravleren fra 2012 også. Webb brød i 2009 igennem med den finurlige romantiske komedie 500 Days of Summer. Til at føre pennen på Edderkoppen 2 har man hyret Alex Kurtzman og Roberto Orci. Genremæssigt har dette skrivende makkerpar stået for lettere beslægtede film som f.eks. Star Trek fra 2009, endnu en genfortolkning af et velkendt univers, denne films fortsættelse Star Trek Into Darkness (2013) og den noget udskældte Cowboys & Aliens (2011). Hvad der er mere gruopvækkende, er, at Kurtzman og Orci i fællesskab skrev Transformers (2007) og Transformers: De Faldnes hævn (2009). Så meget for teorien om chimpanser og skrivemaskiner. Men netop de to sidstnævnte film peger narrativt hen mod fortsættelsen af Peter Parkers liv som ung mand og superhelt.

Nuvel, Edderkoppen 2 starter med, at Peter (Andrew Garfield) og hans kæreste Gwen Stacy (Emma Stone) er færdige med high school. Herfra skal de navigere mellem kærlighed, ambitioner, løfter og hemmelige identiteter. Centralt står det, at Peter plages af et løfte, han afgav i første film. Dette resulterer i en uhyre tydelig forudsigelse; særligt for de, som er bekendt med Edderkoppens mytologi. Mere om det senere. Det gennemgående tema for Edderkoppen i denne version, at blive forladt af forældrene, er ligeledes i fokus.

spiderrman_2_galleri9

Et andet element fra første film bliver på samme vis bibeholdt i fortsættelsen: Alle personer i Peter Parkers liv er forbundet og spiller vigtige roller i det omgivende samfund. Gwen Stacy – kæresten – er hovedtaler ved deres afgang fra high school. Hun er også datter af New Yorks politichef og tidligere assistent for Dr. Curt Connors hos Oscorp. Som bekendt er Connors superskurken i den første film. Hos Oscorp var Connors også nærmeste kollega til Peters far, Richard Parker.

I Edderkoppen 2 møder vi Max Dillion (Jamie Foxx) – en uanselig ansat hos Oscorp, hvor han har ansvaret for elektriciteten. Gwen er stadig ansat ved samme firma, hvor en ret velkendt karakter i Spider-Mans univers bliver perifert introduceret. Hvor hun arbejder? Pudsigt nok hedder arbejdspladsen Oscorp. Firmaets grundlægger, Norman Osborn (Chris Cooper), er dødeligt syg, og hans 21-årige søn, Harry (Dane DeHaan) kommer tilbage til New York for at overtage styringen. Tilfældigvis er Harry Peters bedste ven fra barndommen. Peter Parker, den gennemsnitlige nørd, som velsignes og forbandes med superkræfter, har et overraskende magtfuldt netværk. Alt i alt, så er der rigtig, rigtig mange sammenfald med Oscorp som fixpunkt, og det virker meget konstrueret i en millionby som New York.

Mens der er konsistens ved karakternes forbindelse, som i øvrigt minder om en realisering af teorien Six degrees of separation, så mangler der konsekvens ved andre elementer i Edderkoppen 2. Der åbnes op for en debat om selvtægt og superhelte, men der følges slet ikke op på denne meget essentielle debat. I stedet skulle Webb hellere udelade debatten end at gå så overfladisk henover et så centralt element ved at være superhelt.  Kulturen, som hylder berømtheder, får også et indledende slag, men bliver sidenhen ikke berørt. Et sigende eksempel på filmens manglende konsistens viser sig også der, hvor Edderkoppens evner udvides med en form for synskhed, modsat vor helts normale edderkoppesans ved nærtstående farer. Synskheden indtræffer blot belejligt og viser sig ikke igen. Ej heller selvom der er episoder, hvor det ville være meget oplagt. Sidst, men absolut ikke mindst, så fremviser Edderkoppen 2 et gedigent plothul vedrørende årsagen til, at Peters forældre forsvandt. Ingen film er fri for plothuller, men når det omhandler en fortællings altafgørende omdrejningspunkt, så bør der peges fingre af manuskriptforfatterne.

spiderrman_2_galleri1

Mens universet i Edderkoppen 2 er meget tæt forbundet, så er filmens største styrke henholdsvis Andrew Garfield som Peter Parker og Emma Stone som Gwen Stacy. Deres kemi og skuespil får de mindre heldige elementer til at glide nemmere ned, lige som Dane DeHaan, kendt fra den alternative superheltefilm, Chronicle (2012), gør det rigtigt godt under ret svære betingelser i et rodet manuskript. Med sine vægtede ord, sit kropssprog og plagede fremtoning, er DeHaan en fortrinlig modsætning til Garfields energiske og umiddelbare karakter. Derfor er trioen Garfield, Stone and DeHaan uden tvivl filmens hovedattraktion. Uheldigvis for DeHaan,  så er historien om Harry forhastet og kunstig; særligt fordi Harry ikke eksisterede i første film, ikke en gang som et navn. Med tanke på, at Peters far arbejdede for Oscorp, og en af Peters bedste venner er søn af ejeren, så virker det forceret, at han pludselig dukker op som et lyn fra en klar himmel. I tråd med dette, knap to timer inde i filmen, dukker en ny superskurk op og fuldender filmens manglende røde tråd.

Max Dillon alias Electro, der spilles af Jamie Foxx, er en tragisk helt, der ikke lader til at tjene noget plotmæssigt formål, andet end at styrke koblingen til Oscorp. Foxx giver den som forsmået fanboy, hvor man går glip af at gøre Electro mere skræmmende, netop fordi man i dag er ekstremt afhængig af elektricitet i den vestlige civilisation. Udover hans skabelsesøjeblik, er Electro flot lavet. Dette bliver dog symptomatisk for Foxx’ karakter: Visuelt indtagende, men uden reelt indhold.

Bemærkelsesværdigt besidder Edderkoppen 2 vel nok den mest slagkraftige og spændende kærlighedsinteresse en superhelt på film har haft ved sin side. Emma Stones udgave af Gwen vil selv og kan selv; både når det gælder at handle, men også når hun træffer beslutninger. Dette klassiske element ved en superhelt bliver der altså pillet ved, og dette åbner op for spørgsmålet: Hvor går grænsen for hvor stærk  en kærlighedsinteresse kan være, uden at det piller det fantastiske af superhelten?

spiderrman_2_galleri8

Det fantastiske er også til debat igennem blandt andet superhelten og superskurkene. Genfortolkningen af Edderkoppen er i høj grad inspireret af Marvels Ultimate Universe. Her er stort set alt teknologisk funderet, altså kan det meste genskabes, hvilket piller noget af det unikke og dermed charmen af superheltens univers.

Som nævnt er der en kraftig forudsigelse meget tidligt i filmen, og det hæmmer filmens klimaks. For når øjeblikket endelig indtræffer, er man mest af alt lettet over ikke at blive stopfodret med hvilken vej denne del af historien vil tage. Tilbage står en superhelt på film, der er bedre til det menneskelige end han er til at være iført sit trikot. Typisk går kritikken af de filmiske superhelte på, at det menneskelige aspekt er overfladisk behandlet. Her er det helt omvendt og noget, som muligvis kan tilskrives, at filmen placerer sig mellem to stole: Superhelt og ung kærlighed, og Webb har afgjort sin styrke i sidstnævnte kategori. 

Modsat de fleste andre af Marvels superhelte, ejer Sony rettighederne til Edderkoppen og produktionsselskabets intention kan man ikke tage fejl af. Sony ønsker at skabe deres eget udvidede univers i lighed med Marvel Cinematic Universe og som også DC Comics er i gang med. Den meget flygtige introduktion af Paul Giamatti er ganske sigende for denne proces. Her spilder man Giamattis talent for at åbne op for universet og portrætteringen af hans karakter er slet og ret en parodi.

spiderrman_2_galleri7

Ambitionen fra Sony er forstålig nok, for der er nok karakterer i mytologien om Edderkoppen, men at presse det ind i én film øver vold mod nærværende films fokus og kvalitet. Filmen lider i høj grad under at ville udbygge franchisen fremfor at fortælle Peter Parkers historie. Når nu han ikke kan slutte sig til Iron Man og alle de andre raske svende og seje sild fra Marvel Studios.

Anmeldelsen cirkel er sluttet, og tiden er inde til at konkludere. Det potentiale som første film i den nye fortolkning af Edderkoppen viste, er på ingen måde indfriet, og det er i det lys, at vurderingen skal ses. Derfor placerer Edderkoppen 2 sig i kategorien for undtagelser, når emnet er bedre fortsættelser af superhelten på film. Faktisk står denne film som det mest drastiske fald i kvalitet mellem to sammenhængende film for en superhelt. Når snakken falder på tredje og fjerde film, er sagen en helt anden og en markant anden debat.

Til sidst kan det nævnes, at Edderkoppen 3 skulle have premiere i 2016, men er i stedet skubbet til 2018. Man kan kun håbe, at folkene bag tager sig bedre tid til at fortælle en historie og lader universet vokse i et mere moderat og frugtbart tempo.

 

Filmen er ude på dvd og Blu-ray fra Sony Pictures Home Entertainment

the-amazing-spider-man-2-poster-imax1



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.