Anmeldelse

H

ollywood elsker at fremstille det glamourøse high society-liv i semiseriøse komedier, hvor lav eller middelklassens grå mus finder sig selv, vinder kærligheden og kommer ud på den anden ende som et transformeret og bedre menneske. Denne tematik kaster instruktøren David Frankel sig også over i filmatiseringen af Lauren Weisbergs roman The Devil Wears Prada fra 2006, der netop nu er sendt ud på dvd.

Den unge journalistspire Andy Sachs – spillet af Anne Hathaway – har fundet sin vej til The Big Apple, New York, hvor hun desperat forsøger at slå igennem som seriøs skribent. Men hvis man ikke kender nogen, der kender nogen, så kan det være svært at få foden indenfor de rigtige steder, og det er da også mere held end forstand, der sikrer hende et underbetalt sekretærjob på modemagasinet Runway, hvor hun fungerer som personlig slave for den ulideligt kyniske Miranda Priestly (Meryl Streep).

The Devil Wears Prada (1)

I dette højborgens modemekka begår Andy sig i starten ikke godt – hun er kikset, uden sans for stil og hendes Sein frem for Schein filosofi falder til jorden med et brag. Der er naturligvis en hensigtsmæssig grund til at lade Andy fremstå som en ung og kikset kvinde, der på ingen måde går op i sit udseende. Hun iklædes store, uformelige sweaters, sørgelige nederdele og et par brutale tøfler, der vil få selv den mindst modebeviste person til at tænke sit. På denne måde fremstår transformeringen fra grim ælling til smuk modeprimadonna med Gucci, Prada og Dolce Gabbana desto stærkere. Dette ændrer dog ikke på, at hele denne transformeringsseance er så påtvunget og unødigt skrækkelig, at den i sin fortænkthed ikke evner at ændre på de filmiske konventioner, man kender så godt fra andre og mere vellykkede film af slagsen.

Fortællingen tager sin slaviske gang i en stereotyp genrefilm, der kun med nød og næppe kan fremtvinge et enkelt smil her og der. Den er i al sin enkelthed en banal og i vid udstrækning dybt uintelligent film, der med sikker hånd er struktureret over et klassisk Hollywood-skema. Filmen er således intet andet end en 80’er-film iklædt nye klæder og skriver sig ind imellem Working Girl fra 1988 og Pretty Woman fra 1990.

The Devil Wears Prada (2)

Karaktererne er så skarptskårne, at deres blotte tilstedeværelse skærer i øjnene ved fremtoningen på skærmen. Ingen dybde, ingen nuancer, ingen interesse. Den eneste undtagelse er Meryl Streep, der leverer en meget flot og gennemført præstation som djævleredaktøren på Runway. Hun spiller så djævelsk godt, at det lige præcis kan tvinge denne film op og snuse til middelmådighedens grænse …  hverken mere, hverken mindre.

At man i øvrigt har valgt David Frankel som instruktør er næppe heller en tilfældighed, da hans CV bl.a. opregner instruktionen af 6 episoder i glamour-serien Sex and the City. Disse erfaringer med modens verden og modefetichistiske kvindemennesker har han dog ikke evnet at konvertere til noget interessant, og serien har med dens underfundige humor og sjove karakterer langt mere at byde på end den gudsjammerlige banalitet The Devil Wears Prada.

Blandt dvd’ens ekstramateriale tæller bl.a. et kommentatorspor med instruktøren, slettede scener (også med kommentar), 6 dokumentarer og trailers.

 

Filmen er ude på dvd fra SF-Film

The Devil Wears Prada



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.