Anmeldelse

M

ichael Brandts instruktørdebut The Double (2011) – der blandt andet har de garvede sølvræve Richard Gere og Martin Sheen på rollelisten – er en uoriginal og plotkedelig sovepille af en thrillerfadæse, der ikke bidrager med noget godt til spiongenren.

Den unge FBI-knøs Ben Geary, der spilles (og nu er jeg overordentlig venlig) lettere utroværdigt af Topher Grace, er kommet på sporet af den legendariske lejemorder Cassius, der ellers mentes at være blevet slået ihjel af CIA-agenten Paul Shepherdson (Richard Gere). Shepherdson, der nu lever en tilbagetrukket pensionisttilværelse, bliver ufrivilligt involveret i sagen om Cassius, da en række lig med Cassius’ umiskendelige aflivningskendetegn begynder at dukke op.

The Double - 1

Det viser sig hurtigt, at Shepherdson har en skjult dagsorden, der hedder hævn. Det viser sig også, og det afslører filmen selv ganske hurtigt, at Shepherdson ér Cassius. Ja, det havde man jo slet ikke set komme. Hvis der skal siges noget positivt om dette, så må det være, at Gere spiller en spion, der hurtigt og gesvindt evner at aflive til højre og venstre med en pianostreng. Man er trods alt ikke forvænt med at se én af Hollywoods førsteelskere i en sådan rolle.

Ydermere er Odette Yustman, der ganske givet er castet på sit udseende, tåkrummende pinlig i rollen som Ben Gearys unge og grumt naive kone. Hun virker stiv som et strygebræt i sin måde at agere som mor og kone, og home sweet home-scenerne, hvor Geary har inviteret Shepherdson hjem til en fagsnak over øl og barbecue, er så dårligt eksekveret, at man overvejer at trykke fast forward-knappen hårdt i bund.

The Double

The Double byder på et let gennemskueligt dobbeltspil et perfidt dobbeltliv og en omgang alvorligt søvndyssende dobbeltagenteri. Det er en kedelig film uden gnist, uden energi og uden intelligens. Alt lige fra instruktion over skuespil til plot, dialog og replikskifter er umanerligt irriterende ringe, og filmens kiksede tvist, den burde hedder The Double Double, cementerer blot yderligere, hvor helt igennem forfærdelig en film, The Double er.

Filmen er en bundsolid stinker, der burde have været kvalt allerede i manuskriptfasen. Intet, og jeg mener absolut intet, gør denne film seværdig. Jeg kunne forestille mig, at TV2 køber filmen hjem til deres søndagsprogram, hvor der sendes film under det falske slogan En go’ film uden afbrydelser. Så god er The Double, der i øvrigt ville vinde ved at blive kontinuerligt afbrudt.

 

Filmen er ude på dvd og Blu-ray fra Midget Entertainment

The Double



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.