Anmeldelse

E

r man til modbydelige spøgelser med ondt i sinde, så bør man stifte bekendtskab med The Gravedancers.

The Gravedancers, der er instrueret af Mike Mendez, og som indgår i serien After Dark Horrorfest, er en ganske overbevisende og gåsehudsfremkaldende sag, der med bl.a. Dominic Purcell i front (den uheldige og uskyldigt fængslede storebror i Prison Break) leverer fint skuespil.

Historien tager sin sørgelige begyndelse, da tre tidligere skolekammerater samles til gravøl for at mindes en gammel bekendt, der er død i et biluheld. Men allerede forinden denne triste begivenhed, er vi blevet præsenteret for filmens sande tema: ondsindede spøgelsesbæster!

The Gravedancers - 9

Efter begravelsen mener Sid (Marcus Thomas), at de alle tre skal tage tilbage til kirkegården, naturligvis om natten, hvor de skal hylde vennen og sige et sidste farvel. Ved dennes gravsten finder Sid en sort konvolut, der indeholder et digt. Han læser digtet højt, hvorefter vennerne i kådhed og fuldskab danser på tre grave … det skulle de aldrig have gjort!

Uforvarende har de vækket tre modbydelige ånder til live, der nu hver især hjemsøger den uheldige trio. For digtet var ikke et digt, men en besværgelse, der sammen med den udførte ekstatiske gravstensdans tager form af et ritual, der kan bringe de døde til live.

Harris (Dominic Purcell) og hans kone Allison (Clare Kramer) hjemsøges af en galsindet pianist, der plaget af jalousi i en veritabel blodrus har slået sin elsker og dennes kone ihjel med en økse. Sid har fået besøg af en ildliderlig pyroman, der har forårsaget døden af hele sin familie ved at sætte ild til sit hjem, og Kira (Josie Maran) bliver holdt indespærret og tortureret i sit eget hjem af en sadistisk og perverteret voldtægtsforbryder.

The Gravedancers - 5

For at blive disse gespenster kvit, der så brutalt har mast sig ind i deres liv, opsøger de spøgelsesjægeren Vincent Cochet (Tchéky Karyo), der skal genoprette den oprindelige balance. Desværre viser det sig ikke at være så ligetil som først antaget, hvilket det jo aldrig er, så vennerne underkastes et sandt inferno af lidelse og uhygge.

Fra filmmediets spæde barndom har spøgelsesfilm udgjort en betydelig del af horrorgenrens blodige og nervepirrende mangfoldighed. Det metafysiske element, at livet kan fortsætte efter døden, har altid ansporet historieskabere til at undersøge grænsen mellem livets ophør og dødens begyndelse. The Gravedancers skriver sig således ind blandt sådanne film som Poltergeist, The Others, The Shining, The Amityville Horror, The Haunting, The Legend of Hell House og Unrest, der ligeledes er en film, der indgår i serien After Dark Horrorfest.

Interessen for spøgelsesfilm vil aldrig forsvinde. Så lang tid, man spekulerer over, hvad der befinder sig på den anden side af livets grænse, så lang tid vil der blive produceret horrofiktioner, der har spøgelser, ånder og poltergeister som en essentiel del af narrationen.

The Gravedancers - 7

The Gravedancers har nogle absolut seværdige øjeblikke, der i den grad leverer det for genren påkrævede gys og den efterfølgende reflektorisk betingende gåsehud. Især scenerne i hjemmet hos ægteparret Harris og Allison er nervepirrende, hvilket bl.a. afstedkommes af, at den lurende ondskab ikke visualiseres. Vi ved – ligesom det nervøse ægtepar – at der er noget på færde, men det bliver ikke skåret ud i billeder. Ikke i starten, i hvert fald.

Der, hvor filmen begynder at tabe pusten, er hvor den skifter spor fra at være implicit til at være eksplicit. En “fejl”, der desværre opleves alt for ofte inden for genren. Man tror fejlagtigt, at uhyggen effektiviseres ved at gøre spøgelserne korporlige og fysiske (ofte ved at gøre dem makabre og fysiologisk forvrængede), hvorimod det rent faktisk er det modsatte, der gør sig gældende. Det er nemlig på bekostning af fantasien, at man visualiserer ondskaben, og hvis man skærer tingene ud i pap, så går en del af uhyggen fløjten. Dette er også tilfældet med The Gravedancers.

Men selvom man er forfaldet til den lette løsning (måske for at tækkes mængden?), så er der som tidligere anført momenter i filmen, der gør den om ikke til en genreklassiker, så dog til et underholdende bekendtskab, der nok skal kunne få hårene til at stritte på svage sjæles isser.

 

Filmen er ude på dvd fra Midget Entertainment

The Gravedancers (stort cover)



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.