Anmeldelse

P

å bagsiden af dvd-coveret til The Grudge 2 (2006) står der, at instruktøren Takashi Shimizu og produceren Sam Raimi har skabt et mesterværk. Et mesterværk! Om end Takashi Shimizus genindspilning af sin egen japanske Ju-on 2 (2003) ikke er dårlig, så er den dog syvmileskridt fra at være et mesterværk.

Det er et popgejlt markedsføringstrick udtænkt af en eller anden smart reklamefætter. Det er devaluerende for begrebet, når “mesterværk” misbruges til at markedsføre en film af denne kaliber. Det er – som skrevet – også misvisende.

The Grudge II - 1

The Grudge 2 fortsætter meget praktisk, hvor The Grudge (2004) slutter. Karen (Sarah Michelle Gellar) er blevet indlagt på hospitalet efter branden i det hjemsøgte hus. Desværre gjorde ildspåsættelsen ikke indtryk på de gnavne spøgelser, der fortsat – nu ekstra knotne – hjemsøger alle, der vover at besøge huset.

Det kommer blandt andet til at gå ud over tre unge piger, der drister sig til at kigge indenfor i brandtomten. I denne fortsættelse er det Karens lillesøster Aubrey (Amber Tamblyn), der bliver drevet til vanvid af de to gespenster og som skal forsøge at kortlægge, hvad der skete med storesøsteren. Det skulle hun selvsagt have undladt at forsøge på!

The Grudge II - 2

Selvom filmen på ingen – absolut ingen! – måde er et mesterværk, så har den dog hvad der skal til for at få hårene i nakken til at gibbe lystigt. Der er ikke noget som et ligblegt – naturligvis ligblegt, hvad ellers? – spøgelse, der på typisk, asiatisk horrorvis bevæger sig i stive, uhyggelige ryk. Selv en garvet horror-rotte må ty til puden, når spøgelsesbæstet titter frem.

 

Filmen er ude på dvd fra Nordisk Film

The Grudge II - dvd



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.