Anmeldelse

F

ørste gang vi var på mareridtstogt med stjernepsykopaten John Ryder var i 1986, da The Hitcher, der på dansk fik den indholdsmæssigt udpenslende titel På stop med en dræber, forargede og fascinerede – ikke mindst på grund af brillante Rutger Hauer, der forlenede sin karakter med en afstumpet og afgrundsdyb ondskab. Nu er John Ryder tilbage – denne gang med Sean Bean i rollen som landevejsmorderen – i en genindspilning, der desværre lader meget tilbage at ønske!

Det unge og uskyldige kærestepar Grace og Jim (spillet af Sophia Bush og Zachary Knighton) ender ufrivilligt i kløerne på den mystiske og mordsyge maniac John Ryder (Sean Bean), da de tilbyder denne et lift til det nærmeste motel. Hvad der skulle have været en hyggelig tur på de solbeskinnede landeveje ender med at udvikle sig til et uhyggeligt mareridt med døden som følgesvend.

The Hitcher (remake) (6)

Allerede fra filmens spæde start gøres det klart, at den skematisk vil følge genrens klassiske opbygning. De døde dyr (en grimt CGI-animeret hare, der mister livet på landevejen, og en guldsmed, der ender sit liv splattet ud på en frontrude) fungerer altid som forvarsel for den mere brutale ondskab og kommende død, genren opbyder. Ligesom der altid – ja, altid – er plads til mentalt udfordrede bonderøve, der kan glo øjnene ud af hovedet på den ditto altid tilstedeværende pige med fotomodelpotentiale. En pige, der i øvrigt er både kærligt amourøs såvel som killergal krigsamazone!

Lad mig fra start nævne filmens force: den er smukt fotograferet af James Hawkinson, der skaber nogle bjergtagende billeder af det amerikanske landskab. Billeder, der kommer til sin fulde ret på Blu-ray-mediet, der knivskarpt og detaljerigt giver os totalbilleder af bjerg- og ørkenlandskaber i et imponerende væld af bløde jordfarver såvel som modbydelige nærbilleder af torturerede og døende mennesker splattet til i store mængder blod. Det er rå brutalitet fastholdt i HD-kvalitet!

The Hitcher (remake) (2)

Filmens anden force er dens minimale længe på blot 80 minutter. Det taler til instruktørens (Dave Meyers) fordel, at han har holdt filmen nede på et tidsmæssigt overkommeligt niveau, da filmens æstetik desværre ikke kompenserer for manglen på en interessant historie og ditto skuespil.

Desværre formår Sean Bean, der ellers er en talentfuld og mangefacetteret skuespiller, ikke at forlene sin rolle som John Ryder med samme grad af ondskab og menneskelig ligegyldighed, som Rutger Hauer. Man er nærmest uimponeret over de afstumpede gerninger, han begår. Men det kan naturligvis også hænge sammen med, at undertegnede ad åre har udviklet en seriøs hård hud på nethinden!

The Hitcher (remake) (7)

John Ryder er det menneskelige modstykke til hajen i Steven Spielbergs hajklassiker Jaws. Han har et lignende umætteligt og uforklarligt behov efter at sønderlemme. Et behov, der nærmere har rod i psykologien end i biologien. John Ryder er et rovdyr – eller nok nærmere et udyr – der til og med er navnløs. For navnet John Ryder, som han præsenterer sig med, er ikke hans eget, men navnet på et af de utallige ofre, der har mistet sit liv til den brutale mand og dennes perverse lemlæstelsesbehov.

Genindspilningen adskiller sig på mange områder fra sin original – ikke mindst i et ændret og genremodificeret kønsrollemønster, hvor kvinden (i hvert fald til slut) træder i karakter som en anden Rambolina, der ikke er fej for at dele tørre tæske og kugler ud til psykopaten. Dette modificerede kønsrollemønster ses også i forhold til en specifik scene, der er med i både originalen og genindspilningen, hvor kønnene har skiftet rolle. Hun er såvel graciøs og feminin (hun bærer ikke uden grund navnet Grace) som hun er handlekraftig og hankønseliminerende!

The Hitcher (remake) (3)

Hvis man ville have skabt et mere interessant udgangspunkt for historien om John Ryder (under alle omstændigheder mere interessant end en tidstypisk genindspilning) skulle man i stedet have lagt hovederne i blød og sat sig for at producere en prequel, der havde til formål at fortælle forhistorien om John Ryder. En sådan prequel kunne eventuelt have medvirket til, at genindspilningens niveau ikke lagde sig op ad den uglesete efterfølger fra 2003 – The Hitcher II: I’ve Been Waiting der (som den originale fra 1986) har C. Thomas Howell i rollen som den uheldige bilist. Men lur mig, om der ikke dukker en sådan op.

At Michael Bay fungerer som producer på filmen er tydeligt at mærke. Actionsekvenserne (såvel som fotograferingen) bærer Bays distinkte fingeraftryk, hvilket man vil nikke genkendende til, hvis man har forlystet sig med film som The Rock, Bad Boys, Armageddon og Pearl Harbor. Det er ydermere i denne henseende interessant at bemærke, at Michael Bay fungerer som producer på en lang række horroremakes i den kommende tid: A Nightmare on Elm Street (2010), Friday the 13th (2009) og (gud forbyde det) remaket af Alfred Hitchcocks 1963-klassiker The Birds. Sidste gang, en instruktør dristede sig til at pille ved en Hitchcock-film, var i 1998, da Gus van Sant (en ellers dygtig og interessant instruktør) instruerede en take-by-take genindspilning af Psycho – det kostede ham næsten karrieren! Bay har i øvrigt ligeledes fungeret som producer på genindspilninger som The Texas Chainsaw Massacre (2003) og The Amityville Horror (2005) – så han kan sine remakes!

The Hitcher (remake) (1)

Remakes – genindspilninger – af horrorklassikere tjener primært et økonomisk formål. De er sjældent, hvis nogensinde, kunstnerisk berettigede, men akkumulerer altid pæne overskud, da de er billige at producere. Skuespillerne, der medvirker i filmene, er ofte unge, uerfarende og ukendte, hvilket betyder, at gagen til disse er af minimal størrelse. Det er med andre ord økonomisk – når nu ikke kunstnerisk – fordelagtigt og fornuftigt for de store produktions- og filmselskaber at investere i sådanne film.

Der er således de seneste år blevet produceret en lang række remakes af horrorklassikere fra 70’erne og 80’erne. Foruden The Hitcher (1986/2007) har man således kunnet løbe spidsrod mellem produktioner som f.eks. disse:

  • Black Christmas (1974/2006)
  • The Hills Have Eyes (1977/2006)
  • The Hills Have Eyes II (1985/2007)
  • The Wicker Man (1973/2006)
  • The Fog (1980/2005)
  • Prom Night (1980/2008)
  • April Fool’s Day (1986/2008)
  • When a Stranger Calls (1979/2006)
  • The Omen (1976/2006)
  • Halloween (1978/2007)
  • Dawn of the Dead (1978/2004)
  • The Amityville Horror (1979/2005)
  • The Texas Chainsaw Massacre (1974/2003)
  • Friday the 13th (1980/2009) – kommende film.
  • Hellraiser (1987/2009) – kommende film.
  • My Bloody Valentine (1981/2009) – kommende film.
  • A Nightmare On Elm Street (1984/2010) – kommende film.

Jeg vil klart anbefale, at man anskaffer sig den originale, hvis man vil stifte bekendtskab med John Ryder. Han er indiskutabelt mest interessant i Rutger Hauer skikkelse, hvor Sean Beans portrættering er tam og ligegyldig. Ligeledes er plottet og historiens udvikling langt mere intens og psykologisk udfordrende i Robert Harmons originale road-killer-movie fra 1986 end i Dave Meyers teen-pleaser fra 2007.

Når det er sagt, så skal det dog også siges, at der er scener i filmen, der er værd at se, og at fotograferingen, der som tidligere nævnt gør sig smukt på Blu-ray – gengiver nogle smukke og farvestærke billeder af det amerikanske landskab.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Nordisk Film

hitcher_ver2_xlg



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.