Anmeldelse

imdb

D

en er instrueret i 2009, men den kunne have været undfanget i slut 70’erne eller start 80’erne. Ti Wests The House of the Devil er en fantastisk vellykket horrorfilm og en smuk hyldest til genrens klassikere. Det er en film, der überherligt svælger i nostalgisk horroræstetik.

Hvis man er lidt af en skrækelsker, så kender man dem: Husene, man skal holde sig LANGT væk fra. Husene, der altid ligger dybt inde i en skov, for enden af en mørk og ubeboet vej og som ALTID bebos af spøgelser og skumle, skrækkelige, sindssyge seriemordere og satantilbedende stjernepsykopater, der har en udpræget smag for friskt jomfrukød. Et sådant hus finder man ganske pudsigt, titlen holder det heller ikke just hemmeligt, i den fine og stemningsfulde The House of the Devil.

The House of the Devil - 1.jpg-for-web-large

Samantha (Jocelyn Donahue) er i alvorlig pengemangel. Hun er ved at gå ud af sit gode teenageskind af irritation over sin sløsede, dovne og sexdyrkende værelseskammerat, der altid har lystne handyr hængende på værelset. Hun vil væk, hun vil have sit eget sted, men hun mangler kapital. En venligsindet udlejer – spillet af semi-horrorikonet Dee Wallace – lader hende slippe for det problematiske depositum, så hun blot skal skaffe huslejen. Det er her, at filmen slår ind på uhyggens blodige sti.

For hvordan skaffer hun her og nu penge til huslejen? Hun melder sig naturligvis som babysitter, og vi ved jo alle, hvordan det går babysittere i horrorfilm, ikke? Tænk blot på stakkels Laurie Strode i John Carpenters Halloween (1978) eller på Jill Johnson i Fred Waltons When a Stranger Calls (1979), der begge får deres at se til. Og ja, det bliver da også en lang og ubehagelig nat for Samantha, der burde have taget benene på nakken, da hun og veninden parkerer foran det store, mørke, skummelt udseende hus midt i en nattemørk skov.

Ti West, der er kendt for sin slow burn-effekt (et langsomt fortælletempo, hvor der ikke ruttes med skrækeffekterne) har med The House of the Devil kreeret et intenst suspense-univers helt efter Hitchcock-manualen, hvor uhyggen hele tiden lurer i krogene. Uhyggen manifesterer sig yderst økonomisk, og man får aldrig den store rutsjetur med horrorbulder og skrækbrag. Gyset og gruen er af den nedtonede slags, og sten på sten bygges der op til le grand final, hvor Ti West – som han også gjorde det i The Innkeepers (2011) – vælger en særlig tilgang til sin kvindelige protagonist. En vinkel, der muligvis kunne gå hen og blive et auteur-kendetegn for instruktøren.

The House of the Devil - 4.jpg-for-web-large

The House of the Devil udgør et stærkt overbevisende tidsbillede, og filmen er en flot kærlighedserklæring til horrorgenren. Filmens sataniske tilsnit gør ydermere, at den vækker mindelser om Richard Donners The Omen (1976) og Roman Polanskis Rosemary’s Baby (1968). Især er filmens slutning et ubehageligt cadeau til sidstnævnte klassiker. Dens effektive måde at administrere gyset på kunne – burde! – for mange andre genreinstruktører være et pejlemærke. Det er nemlig ikke altid den utilslørede og hæmningsløse on screen monster-action, der skaber det bedste gys.

I øvrigt ligner Jocelyn Donahue til  forveksling en ung Margot Kidder i Stuart Rosenbergs haunted house-klassiker The Amityville House (1979). Dette er ganske givet tiltænkt.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Another World Entertainment

The-House-of-the-Devil-v2-b



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.