Anmeldelse

imdb

D

et er grumme gespenster, der huserer på hotellet The Yankee Pedlar i Ti Wests ekstremt nedtonede horrorfilm The Innkeepers (2011). Det er ikke en film, der med løs hånd smider om sig med skrækmomenterne, men som med sindig ro bygger en ulidelig stemning af “det her ender ikke godt” op. 

Ti West – instruktøren bag blandt andet The House of the Devil (2009) – har med The Innkeepers skabt en horrorfilm, hvor gyset og gruen ikke er af den udpenslede slags. Den ligger derimod og ulmer under overfladen det meste af tiden, hvilket afstedkommer et for genren uvant luntende tempo. Hardcore horrorfans, der søger den konstante gåsehud, vil derfor nok hurtigt miste tålmodigheden med filmen. Ikke desto mindre er der noget absolut charmende over, hvorledes Ti West stille og roligt forløser den sparsomme uhygge i The Innkeepers. Der er ikke fart over feltet, det vælter ikke ud af skabene med monstre i tide og utide og vi får ikke  i overdreven grad udpenslet skrækken visuelt. Det er en film, der tager sig tid.

The Innkeepers - 5.jpg-for-web-large

Det er The Yankee Pedlar, der danner rammen for spøgelsesuhyrlighederne. Et traditionsrigt hotel med masser af knirkende år (og en skummel fortid) på bagen, der nu – grundet manglende gæster – må dreje nøglen om. Aftenen inden der skal lukkes og slukkes, er Luke (Pat Healy) og Claire (Sara Paxton) på vagt. De skal tage sig af de få gæster,  der har valgt at tilbringe en sidste nat på hotellet. Luke, der hobbyhygger med sin spøgelseshjemmeside, mest for at få Claires opmærksomhed, påstår at have set det sagnomspundne spøgelse af Madeline O’Malley på hotellet. Han har fået Claire overbevist, som derfor på bedste Poltergeist-manér render rundt med mikrofon og høretelefoner for at fange lyden af … et spøgelse. Og bang, der er gevinst.

Det hele bliver, efterhånden som spøgelserne viser sige fra deres mere ubehagelige side, for meget for Luke, der tager benene på nakken og stikker godt og grundig af. Tilbage står Claire, mediet/healeren Leanne Rease-Jones (spillet af Kelly McGillis, som jeg først til sidst genkendte som dejlige miss Top Gun) og en alt andet end tillidsvækkende gamling, der da også viser sig at komme til at spille en ikke så rar rolle i det eskalerende spøgelsesplot. For selvom Claire var blevet advaret af mediet, der havde opfanget nogle ret negative energier fra spøgelserne, så vælger hun (naturligvis, det er jo et genretræk) at  forhale sin exit fra hotellet. I horrorfilm tager man ikke resolut benene på nakken. Nej, man skal altid lige … og SÅ slår bæsterne kløerne i én. Sådan ér det! For til syvende og sidst – som filmforskeren Rick Worland skriver i The Horror Film – er det ikke de agerende karakterer, der er horrorfilmens vigtigste ingrediens, det er monstret.

The Innkeepers er – ganske klassisk – bygget op af tre akter og en epilog, hvilket visuelt tydeliggøres på bedste teatervis med skilte, der popper op på skærmen. Det er først i filmens sidste halvdel, at uhyggen for alvor begynder at sprede sig over hotellet, at spøgelserne begynder at gå amok. Op til dette horrorklimaks har Ti West, der på ægte auteur-facon instruerer, klipper, skriver og producerer sine film selv, valgt at lade uhyggen ligge som et latent stemningstæppe over fortællingen. Et tæppe, der i øvrigt også er vævet på humorens tråde. Han giver ikke ved dørene, men bygger stille og roligt en Hitchcock-agtig suspense op. Det er befriende at opleve horror af denne kaliber, der fungerer som et fint afbræk til de mere grafiske gys, der florerer for tiden.

The Innkeepers - 2.jpg-for-web-large

Filmen er en smuk – som også The House of the Devil er det, i øvrigt – hyldest til klassisk horror i almindelighed og (for The Innkeepers vedkommende) til haunted house/spøgelses-subgenren i særdeleshed. Man kan anfægte, at slutningen er af den noget abrupte slags, og at karakterernes skæbner ikke følges ordentligt til dørs. Hvorfor dukkede gamlingen eksempelvis pludselig op på hotellet, hvad er hans forhistorie og hvorfor gør han, hvad han nu en gang gør? Man kan gisne, men svaret er ikke givet på forhånd. Men det har – i det store og hele – ingen betydning for den fint fortalte film, der emmer af fortælleglæde og kærligheden til horror. The Innkeepers er et stilfuldt, velspillet, fornøjeligt gys med én enkelt blodig scene.

Afslutningsvis må jeg lige indskyde, at  Ti West tvister – og det gør han både i The House of the Devil og The Inkeepers – filmforskeren Carol J. Clovers begreb om the final girl. Clover beskriver, kort ridset op, the final girl som  kvinden/pigen, der overlever horrorfilmens skær, som kæmper sig ud af monstrets klør og som til sidst i filmen fortæller sin historie. Hvordan Ti West omfortolker begrebet, finder man ud af, når man har set filmene.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Another World Entertainment

ExclInnkeepersBig



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.