Anmeldelse

imdb

D

en tyske instruktør Oliver Hirschbiegel har med sin fjerde udgave af Invasion of the Body Snatchers (2007) skabt en allegori over international terrorisme. Den er et sindbillede på, hvad fanatisk ensretning og konformisme medfører!

Kommunismeangst, de glade 60ere, biologisk krigsførelse og terrorisme: historie og science fiction:

De respektive udgaver af Invasion of the Body Snatchers er alle sindbilleder – allegorier – over den tid, de er produceret i. Eksempelvis fungerer Don Siegels Invasion of the Body Snatchers fra 1956 som et billede på den kommunismeangst, der tog USA med storm, da senator Joseph McCarthy indledte sin heksejagt på kulturpersonligheder i 50ernes USA. Der blev etableret en systematisk udrensning, der ikke var helt ulig det, man havde set og oplevet under anden verdenskrig. Antikommunismen – angsten for Sovjetunionen – medførte massive tiltag mod den frie kultur i USA, og en stor mængde forfattere og manuskriptforfattere måtte se sig blacklistet – de mistede simpelthen deres levegrundlag på grund af én mands neurotiske vanvid!

Ligeledes er den formfuldendte genindspilning af Philip Kaufman fra 1978 et skrækbillede på religiøse kulter, hjernevask og LSD-orgier, som man blandt andet så praktiseret af Charles Manson og dennes “familie” i slut 60erne og start 70erne. Det er i øvrigt denne udgave, der er undertegnedes favorit. En suveræn bearbejdning af det originale forlæg og med et super ensemble bestående af Donald Sutherland, Jeff Goldblum, Leonard Nimoy og Veronica Cartwright, der i øvrigt har en mindre rolle i Hirschbiegels 2007-udgave, er denne film en af de helt store science fiction film fra 70erne.

The Invasion  - 1

I 1993 dukkede Abel Ferraras lidt mere ordinære genindspilning op og fungerer som et billede på angsten for biologisk krigsførelse i de tidlige 90ere. Saddam Hussein angriber eksempelvis i 1993 byerne Najaf og Karbale med helikoptere, der smider bomber med saringas og dræber i tusindvis af uskyldige – etnisk udrensning når det er mest effektivt! Ligeledes iværksatte Iran i 1991 i kølvandet på Operation Ørk enstorm en storstilet produktion af biologiske våben, og et stigende antal hjemvendte soldater fra Golfkrigen begyndte at klage over tiltagende smerter og uforklarlige sygdomme – det såkaldte golfkrigssyndrom.

Den nyeste genindspilning – Oliver Hirschbiegels The Invasion fra 2007 – kommer i en tid, hvor international terrorisme aldrig har været mere udpræget. Globale terrorceller kan infiltrere os indefra og forårsage stor skade, hvilket angrebene i New York, London og Madrid er triste vidnesbyrd om! Man kan aldrig vide sig sikker på, hvornår eller hvor det næste angreb finder sted – de fanatiske fraktioner, de religiøse fundamentalister er alle vegne og fungerer fint som et symbolsk billede på den zombielignende tilstand, som menneskene indtager i The Invasion. Det er først, når alle forskelle udraderes og vi tænker og handler ens, at al vold vil stoppe med at eksistere. Så lang tid, der er forskellighed, så lang tid man kan sige sin mening åbent og ærligt, så lang tid vil der være ekstreme grupperinger, der vil forsøge at tage magten!

Oliver Hirschbiegels moderne pastiche:

Remakes har altid været på mode – også selvom mange tror, at det er et nymodens fænomen. Allerede fra de tidligste Hollywood-år har instruktører genskabt deres fortællinger og iført dem nye klæder, efterhånden som de gamle blev slidte.  Med The Invasion har instruktøren bag Der Untergang (2004) – tyskeren Oliver Hirschbiegel – skabt en interessant, men også relativt tandløs genindspilning af Don Siegels originale sci-fi klassiker fra 1956.

Lad mig ridse selve plotstrukturen op for dem, der ikke har set de tidligere filmversioner af Jack Finneys klassiske roman fra 1955. Jorden invaderes – vi bliver angrebet – af en organisme, der forvandler menneskene til tomme hylstre, til sjælløse zombier, imens vi sover. Langsomt går det op for en gruppe mennesker, at noget er riv-rav-ruskende-galt, da gaderne gradvist fyldes med sløve søvngængeragtige mennesker, og man ikke længere kan kende sin ægtefælle, der radikalt har skiftet karakter.

The INvasion - 2

I Hirschbiegels udgave er det Nicole Kidman og Daniel Craig, der spiller de ledende hovedroller som henholdsvis psykiateren Carol Bennell og lægen Ben Driscoll. De må nu – inden det er for sent – få udviklet en modgift, så den fremmede organisme kan bekæmpes, førend den fuldt og helt overtager menneskeheden og forvandler den til hule hylstre af tanketomme væsner.

Vurdering:

Er The Invasion en dårlig film? Ja! Og når den måles på sine forgængere, så blegner den fælt. Den repræsenterer et søvngængeragtigt tempo, der meget vel kan være tiltænkt. Tempoet understreger den ligegyldighed, hvormed de af den fremmede organisme inficerede mennesker reagerer. Selvom filmen blot er lidt over halvanden time lang, så føler man, når man når slutningen, at den har varet to timer. Tempoet er med andre ord sløvt, meget sløvt – også selvom der er nogle sporadiske actionsekvenser, der skal ruske liv i seeren. Dette formås dog ikke, da spændingskurven for længst er blevet brudt af filmens langsommelige tempo.

Nicole Kidman leverer som altid en fin præstation – om end denne måske er en af hendes mere anonyme – hvorimod Daniel Craigs rolle kunne have været varetaget af en hvilken som helst anden skuespiller. Dermed ikke sagt, at han er fejlcastet, men kemien mellem Kidman og Craig bygges ikke troværdigt op, og man sidder tilbage med følelsen af, at det ikke fungerer – desværre.

The INvasion - 3

Filmens største fejl er dog dens slutning, der smadrer den dystopi, der er blevet brugt halvanden time på at opbygge. Slutningen bliver forklarende og rosenrød, hvilket naturligvis passer fint ind i tidens trend, hvor man skal kunne se sig ud af mørket. Men ikke desto mindre ville det have passet bedre til filmens natur, hvis den var blevet afsluttet mere abrupt, så seeren havde mere at arbejde med og ikke fik serveret alt på et fint fad med en rød sløjfe om!

Ekstramateriale:

– Documentary: We’ve Been Snatched Before: Invasion in Media History

– 3 featurettes: The Invasion: A New History, The Invasion: On the Set & The Invasion Snatched

Jeg føler sjældent, at dvd’en som medie udnyttes fuldt og helt, når talen falder på ekstramateriale for filmnørder og filmkendere. Ej heller selvom man ved denne udgivelse har forsøgt at lægge en tiltrængt akademisk – alt for meget ekstramateriale er skåret efter devisen, at det er massen, der skal tilfredsstilles – vinkel. Denne “akademiske” vinkel fungerer dog ikke! Dokumentaren er således et sammensurium af interviews med læger, filmforskere og alskens andre, der måtte have en mening om filmen. Jeg ville ønske, at man havde valgt udelukkende at strukturere dokumentaren – We’ve Been Snatched Before: Invasion in Media Historyefter filmforskeren, der trods alt er professionel formidler og ved mest om emnet. Det ses desværre alt for ofte, at film bliver “alle mands eje”, hvilket resulterer i, at alle er berettiget til at have en mening om den/dem. Man glemmer blot ofte, at menigmand ikke har den nødvendige viden til at formidle stoffet professionelt. Dokumentaren kunne have været interessant, men fremstår mest af alt som en ligegyldig sludder for en sladder.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Warner Bros.

15 - The Invasion



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.