Anmeldelse

J

eg sad forleden i et lille, sluttet selskab, hvor jeg blev stillet følgende spørgsmål: Som anmelder må du se rigtig mange film! Har du set en god en for nylig? Spørgsmålet blev smidt i plenum, og alle kastede deres forventningsfulde blikke på mig … som var jeg guldgåsen, der skulle til at lægge sit største og mest funklende æg.

Ja, svarede jeg, Arnold Schwarzeneggers revival-film The Last Stand er en ganske udmærket film, som både tager sin genre seriøst og leverer en klassisk historie pakket ind i effektivt og veludført bulder og brag. Da svaret var givet, da det svævede i luften, fik jeg et kollektivt blik, der sagde: Tager manden pis på os?

Jeg skal ikke lyve og påstå, at der ikke gemte sig en lille spydig provokation i mit valg af film. Sagen er nemlig den, at man altid render ind i de samme film, de samme samtaler om film, når man sidder parkeret til social rundbordshygge og spisning. Derfor skulle de pikeres, da jeg ikke var gearet til igen at høre Jagten og De urørlige omtalt som de ypperligste must see movies of the year … endsige selv ønskede at fremhæve nævnte film som åbenlyse eksempler på sådanne.

The Last Stand - 4

Men jeg serverede naturligvis ikke provokationen udelukkende for provokationens skyld: Kim Ji-woons The Last Stand ér en god film, en underholdende film, der er pøset til med adrenalin, action i højoktansklassen og en herligt selvironisk Schwarzenegger i hopla. Jeg skriger ikke “mesterværk” – mindre kan også gøre en god film – men brøler altså heller ikke med muggen og forstokket attitude “makværk”.

The Last Stand er en moderne western, en pastiche over genren, hvor en gemen forbryder (narkobaronen Gabriel Cortez) under en spektakulær aktion formår at flygte fra FBI’s fangenskab. Corzez’ mål er den lille og kronisk søvnige flække Sommerton Junction, der grænser op til flugtdestinationen Mexico. Men Cortez har gjort regning uden vært, og da han gør sit indtog i den lille udørk, møder han en solid stopklods i form af byens sherif, Ray Owens (Arnold Schwarzenegger).

Sherif Owens har nemlig i bedste western-stil mobiliseret en lille gruppe tapre og trofaste folk omkring sig, som med ryggen mod muren tager kampen op imod Cortez og hans bande, der er hyret for at bane vejen for ham. Og selvom Schwarzenegger i actionhenseende har nået den anseelige alder af 66 modne somre, så slår han stadig en proper og overbevisende næve.

The Last Stand - 7

Det er naturligvis sådan, at den gæve sherif står på egne ben, for de fine folk i FBI har genrevanen tro ikke megen fidus til en hillbilly-betjent, der hygger sig ude på dovne Lars Tyndskids marker. De høje herrer bliver dog sat eftertrykkeligt på plads, da de efter det store showdown ankommer for sent til at gøre nytte, men tids nok til at se den nonchalante sherif komme “ridende” ind i byen med sit bytte. Og så er der også blevet plads til en comic relief-karakter i form af Johnny Knoxville, der spiller den våbenglade Lewis Dinkum.

De fleste vil nok anføre, at historien er simpel. Og ja, det er den. Det er ikke den dybe plottallerken, der er blevet opfundet for at realisere filmen. Men dens bevidste måde at arbejde med genren på (samt dens selvironiske brug af Schwarzeneggers ikoniske actionpersona) gør, at man lader sig forføre i små 100 minutter. Det er action med stort a, det er en nostalgisk rutsjebanetur tilbage til 80’ernes overflødighedshorn af bulder og brag-film og det er – simpelt og enkelt – et herligt pendant til alle de gængse must see movies, der pryder politisk korrekte rundbordssamtaler.

Der ér naturligvis en grund til, at selskabets gæster sad med åben mund og deres polypper til frit skue, da jeg smed Schwarzenegger-bomben. Manden har altid været synonym med ringe kvalitet hos en stor del af den professionelle anmelderstand, og han har – igennem hele sin Hollywoodkarriere – været én af de fortrukne prygelknaber for dem, der formidler film med ord.

The Last Stand - 6

Hvis det ikke er hans distinkte accent, der er blevet fremhævet og latterliggjort, så er det hans håbløse skuespil, som det fremføres i mere eller mindre håbløse film. Det er et fåtal af Schwarzenegger-film, den såkaldte seriøse filmkritiker med åben pande vil vedkende sig som favoritter. Og når dette er tilfældet, hvordan kan man så forvente, at Hollywood-østrigerens film bliver modtaget anderledes af det segment, der muligvis læser anmeldelserne af filmene, men som aldrig ser dem?

 
Biografanmeldelse



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.