Anmeldelse

M

ed The Messengers har instruktørerne Oxide og Danny Pang skabt en klassisk hjemsøgt-hus-familie-i-knibe-gyser, der leverer en række gode gys, men ellers er middelmådig og forudsigelig!

Vi kastes hovedkulds ind i handlingen, da The Messengers åbner in medias res med en families kamp imod noget større og stærkere. En voldsom kamp (filmet i dystre, grå toner) udspiller sig for vores øjne. Vi kan ikke se, hvad der sker, men hændelserne er voldsomme, blodige og har døden til følge. Efterfølgende klippes der til nutiden, hvilket indikeres ved et skift til farver – rigtige pangfarver (if you get my drift) – hvor vi møder familien Solomon, der for at starte på en frisk flytter fra Chicago til North Dakota.

De har købt en nedlagt farm, der (hvis man skal være venlig) i bedste fald kan kaldes et håndværkertilbud for dem, der har hænderne skruet rigtigt på og i værste fald en faldefærdig rønne af den livsfarlige slags. Deres intentioner er, at de vil dyrke solsikker – store, gule og flotte solsikker. Hvad de ikke ved (men vi naturligvis til fulde er klar over) er, at huset er hjemsøgt!  Men selvom et hvert fornuftigt individ ville blive skræmt (om ikke af de døde, så af husets tilstand) og flytte prompte, så bliver de alligevel boende i håbet om at kunne få deres familieliv på ret køl igen.

The Messengers - 1

Alt går dog ikke som planlagt, og da teenagedatteren Jess (Kristen Stewart) begynder at fornemme tilstedeværelsen af væsner (som hendes bror Ben kan se) begynder det for alvor at gå galt. Måske burde en klokke allerede have bimlet, da moren (Penelope Ann Miller) så den store blodplet i soveværelset? For vi ved jo alle (eller i hvert fald de af os, der har set nok horrorfilm), at gamle, indtørrede blodpletter (ligegyldigt hvor meget man skrubber og gnubber) aldrig forsvinder, men blot kommer igen og igen og igen – her hjælper hverken knofedt eller ajax!

The Pang Brothers (brødrene bag The Eye) har skabt en æstetisk smuk, men indholdsmæssig tynd, gyser. En gyser, der fremstiller de afsjælede legemer på typisk, asiatisk facon – der er tale om gengangere, der af uransagelige årsager kun kan bevæge sig rykvist og i hidsige, kantede bevægelser. Det virker muligvis ikke logisk, men ikke desto mindre er det ret ulækkert og gåsehudsfremkaldende!

Under afviklingen af det introducerende tekstmateriale kører der en stemningsfuld billedmontage i sort og hvid, der er blevet påført et lag støv, og en blid musik, præget af violiner, fungerer stemningsskabende. Musikken er som den nu en gang skal være, når det er horror, vi beskæftiger os med. Den er skabt til at skræmme, og lydniveauet skrues naturligvis passende i vejret, når en skræmmescene melder sin ankomst. Samtidig er der rundt omkring i filmen spredt en række violiner, jeg bedst kan beskrive som værende texanske. Man vil vide, hvad jeg mener, når man har set filmen.

The Messengers - 2

Fotograferingen er smuk, intens og stemningsskabende, og de mange nærbilleder af øjne giver filmen et æstetisk smukt udtryk, der om ikke kompenserer for filmens manglende plotmæssige genialitet, så dog alligevel gør, at man kan nyde den rent visuelt. North Dakotas grønne bjergidyl, der indrammes af de flotte, gule solsikker, står således som en grel kontrast til det uheldssvangre mørke, huset gemmer.

En yderligere anke er de computergenererede krager, der mildest talt tager sig dårligt ud. Det burde være muligt i 2007 at producere effekter, der virker overbevisende. Hvis man ikke er i stand til dette, så burde man helt undlade at anvende dem. Således er den første angrebsscene, hvor kragerne gør udfald imod manden (Dylan McDermott) så utidssvarende og teknisk uskøn, at den kunne have være copy/pasted ud af Hitchcocks 1963 thriller The Birds.

Selvom filmen ikke just er nyskabende, og skuespillet er intetsigende og til tider kantet, så formår den dog alligevel at opbygge tilstrækkelig uhygge til at skabe gåsehud og stram ansigtshud, hvilket jo må være genrens primære mål! Så selvom man finder bedre, kan den snildt anbefales folk, der søger et hurtigt gys (også selvom The Shining plagieres lige lovligt frit)!

 

Filmen er ude på dvd fra Nordisk Film



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.