Anmeldelse

F

imdbrancis Ford Coppolas advokat-thriller The Rainmaker (1997) er af den klassiske skole, hvilket dog ikke er en negativ valør. Filmen er spækket med gedigent skuespil, en (naturligvis) ferm instruktion og et plot, der underholder fra start til slut.

At The Rainmaker underholder bør ikke undre. Ikke blot er det en af Hollywoods helt store kanoner, der sidder i instruktørstolen, det er også en John Grisham-filmatisering, hvilket efterhånden må siges at være et kvalitetsstempel – ikke mindst, når man tænker på veldrejede thrillers som Sydney Pollacks The Firm (1993), Alan J. Pakulas The Pelican Brief (1993) og Joel Schumachers The Client (1994).

The Rainmaker er en stilren og ganske skematisk by-the-book advokatfilm, og den skriver sig fint ind i den tidligere gruppe af Grisham-filmatiseringer, der deler tematisk klangbund: Skildringen af Davids kamp mod Goliat, den lille aspirants fight mod noget større og stærkere samt (enkelt og simpelt) de gode mod de onde.

Claire-Danes-The-Rainmaker-Stills-claire-danes-4617652-1804-1201

Den unge, idealistiske Rudy Baylor (Matt Damon) er advokatspirren, der pludselig kastets ud på dybt vand med sin første sag. Han påtager sig at forsvare en dødssyg mand, der lider af leukæmi, mod det forsikringsselskab, der ikke vil dække omkostningerne for behandling og den nødvendige benmarvstransplantation. Hurtigt viser det sig, at forsikringsselskabet ikke har rent mel i posen, det er korrupt og bedriver underslæb, så Baylor går på dem med krum ryg.

Det er ikke plottet, der bjergtager, da det er set uendelige gange før. Det er underholdende skruet sammen, ganske vidst, men det er skuespillet, der holder filmen kørende. Matt Damon viser allerede her, tidligt i hans karriere, at han er en ferm skuespiller, og han skaber en troværdig, karismatisk og af ildhu præget karakter – dog uden at det tipper til det fanatiske. Damon får solidt modspil af de garvede hunde Jon Voight og Danny DeVito, der ligeledes spiller medrivende.

934_claire-danes-the-rainmaker-stills-claire-danes-juliet-748095731

Selv de mindste biroller er besat med suveræne skuespillere, og både Virginia Madsen, Mickey Rourke, Claire Danes og Roy Scheider gør det fortræffeligt over for filmens tre hovedstjerner: Matt Damon, Danny DeVito og Jon Voight.

Det er i øvrigt også samme år (i 1997) at Damon får sit gennembrud i Gus Van Sants Good Will Hunting. En film, han havde co-skrevet med Ben Affleck, og som de begge fortjent blev tildelt en Oscar for i kategorien bedste originale manuskript. Damon blev i øvrigt ydermere nomineret til Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Hans talent var og er åbenlyst!

 

Filmen er ude på dvd fra Paramount Pictures Home Entertainment

38 - The Rainmaker



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.