Anmeldelse

J

oel Schumachers nye thriller, home invasion-filmen Trespass (2011), er en ujævn sag, hvor skrigeri og et højt tempo forsøger at illudere intensitet. Det fungerer også meget godt i filmens første halve time, men bliver herefter en smule enerverende at være sofavidne til.

Filmen starter smukt. Et landskab af frodige sommergrønne trætoppe toner frem, og der zoomes ind på en sølvgrå Porsche Cayenne, der følges fra oven. Man tænker lidt på Michael Hanekes to Funny Games (1997 / 2007). Alt ånder idyl, men er det naturligvis ikke.

Ægteparret Kyle og Sarah Miller (Nicolas Cage & Nicole Kidman) lever et mondænt luksusliv i et kæmpe arkitekttegnet palads med infinity pool, havudsigt og alt hvad hjertet måtte begære af de rette materielle ting. Det eneste, der mangler, er kærlighed. Det står skidt til med ægteskabet, og Sarah er ved at miste tålmodigheden med sin altid arbejdende mand. Teenagedatteren Avery forsøger et stille oprør, hun tager til en fest, hun ellers ikke måtte deltage i, men vender hurtigt hjem igen … det skulle hun ikke have gjort!

Trespass - 2

For hjemme venter ikke kun mor og far, men også en håndfuld mildest talt smågnavne hjemmerøvere, der med skrig, skrål og svingende pistoler forsøger at få den alt andet end samarbejdsvenlige Kyle til at åbne den pengeboks, der efter deres informationer skulle indeholde diamanter for mange tusinde dollar. Men gør den nu også det?

Kidman og Cage, begge formidable og talentfulde skuespillere, er ikke det perfekte match i denne film. Der er ingen kemi imellem dem, og deres karakterer bygges ikke troværdigt op. Filmens første halve time fungerer bedst, hvor den resterende time bliver én lang cirkelbevægelse. Man kommer simpelthen ingen vegne, og fortællingen drænes for energi. Slutningen virker direkte påklistret, er småvammel og (blot for at gøre det hele værre) præget af en fæl CGI-genereret brand. Man spørger sig selv: Er der en mening med galskaben? Nej, det er der ikke, lyder svaret.

Joel Schumacher var klart bedst i 80’erne og 90’erne, hvor han instruerede film som St. Elmos Fire (1985), Lost Boys (1987), Flatliners (1990), Falling Down (1993) og The Client (1994). Man kunne håbe, at han fandt gnisten igen.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Midget Entertainment

trespass-poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.