Anmeldelse

S

imdbcrubs kan betyde flere ting. Det er betegnelsen for den uniform, som læger har på – det der noget kiksede grønne eller blå todelte outfit, som George Clooney gjorde berømt, blæret og bærbart i midten af 90erne. I sportsverdenen er det slang for en spiller, der ikke er på førsteholdet, og som halter bagefter – en betegnelse der er overført til hverdagslogik, hvor en ‘scrub’ er en middelmådig, ubetydelig og tvivlsom person, der ikke fortjener opmærksomhed. Men Scrubs er også navnet en alt andet end middelmådig komedieserie, som slog benene væk under mig, da jeg så det første afsnit for snart 8 år siden.

Skaberen er Bill Lawrence, manden der blandt andet stod bag Spin City, og han har udtalt, at Scrubs startede som et forsøg på at skabe en ny slags komedieserie, en hybrid mellem hans tre yndlingsshows – nemlig MASH, The Wonder Years (Mine glade 60ere) og The Simpsons. Således foregår Scrubs på hospitalet Sacred Heart, hvor intet dog er helligt, idet der er plads til platte, provokerende vittigheder og en helt igennem sort humor, som f.eks. udstoppede hunde, multietniske siamesiske tvillingelæger eller sære dagdrømmerier om læger der kæmper som ninjaer om de sidste pladser på kirurgisk afdeling til tonerne af Carl Douglas’ Kung Fu Fighting!

Men der er også plads til det sorte humør og til dage med død og ulykke – ligesom der var hos Hawkeye og Hotlips i Korea. Scrubs er altså en fin balance mellem komedie og drama, (‘dramady’ som man fint betegner det nu om stunder), og det er et bevis på kvaliteten af Lawrences nye hybrid – i denne form for komedie er det ikke nødvendigt med et dåselatterpublikum eller et fasttømret format, og det melder om ambition og talent.

Serien starter i første sæson ud med rene komedieafsnit, men efterhånden har den fundet sin stemme og den evner at blande det alvorlige og det følelsesmæssige med det utroligt platte og urealistiske på en måde, som man sjældent ser. I denne femte sæson ligger recepten klar, ikke bare serien har fundet sin stemme, men det har dens figurer også. Ligesom i de glade 60ere er der i Scrubs en voiceover, som sæsonerne igennem guider seeren gennem episoderne og hændelserne på hospitalet, sæsoner der ligesom hos Kevin Arnold skifter, og som indeholder smerte, hjerte og latter.

original

Stemmen tilhører den unge og lidt nørdede mediciner J.D., som spilles af den engang hotte Zach Braff, som desværre mere og mere ligner en klonet blanding af Ray Romano og Jon Stewart – men han har dog også arvet herrernes upåklagelige komiske timing, så det er et plus! J.D. flankeres af sin bedste ven kirurgen Christopher Turk (den velspillende og smækre Donald Faison), og de er uadskillelige på grænsen til det homo- og humorerotiske – der er intet, der kommer imellem J.D. og hans egen krammelige ‘Brownbear’!

Sarah Chalke spiller smukt den neurotiske, skøre og uheldige Elliot Reid, som overkommer kærlighedskomplekser ved at lege mexicanske rollespil om æbletyverier, og når karrieren ikke kører, skriver hun snydesedler til stuegang på bækkener! Hospitalets ledende sygeplejerske Carla Espinosa spilles af Judy Reyes, som gør denne bestemte, men elskelige latinakvinde til en uerstattelig brik i Lawrences puslespil. Hun er ældre og mere klog på hospitalsverdenen, og hun er tit fornuftens stemme – måske en nødvendighed, da hun er gift med Turk, og derfor næsten også med J.D.

Bill Lawrence har en stor kærlighed til sine figurer, og man ser deres udvikling tydeligt – realitet, familieplanlægning og voksenliv har sat ind. I første sæson er de grønne og nye – de er ‘scrubs’: de spiller ikke med lægeligaens store drenge, men er middelmådige lemminger, der skal følge supervisorernes regler og påbud. Og det er ikke nemt, når den frygtede Dr. Perry Cox (den dejligt ironiske og spydige John C. McGinley) er læremester, og hele tiden udfordrer og udpiner sine studerende. Men de overlever, og i femte sæson har de såmænd fået deres egne små lemmingerækker af grønklædte og nervøse kandidater, der betræder hospitalets gange for første gang. Poetisk retfærdighed.

Scrubs-scrubs-7589938-1280-1024

Endelig er der tegneserieelementet, som ikke så meget spiller på de samme temaer som hos Springfields berømte gule familie, idet Bill Lawrence har valgt at lade sig inspirere af det brede, veludviklede og ‘velspillende’ persongalleri i tegneserien, som foruden dens hovedpersoner tæller et utal af finurlige og finpudsede karakterer. Ligeså i Scrubs, hvor man kan gå ned ad hospitalsgangen og møde Dr. Cox’s bitchede og botoxbefængte ekskone (Bill Lawrences nuværende i det virkelige liv!), den sexfikserede læge ‘The Todd’ hvis yndlingspåklædning er høje, mønstrede tangatrusser, og som hele tiden high-fiver på snuskede punchlines, eller pedellen som ikke har noget navn, elsker udstoppede dyr, hader J.D. og starter bands, der spiller på luftinstrumenter.

Man kan også møde sygehuschefen Bob Kelso, der har en muffin fetich, er gift med en kvinde han hader, og som scorer kvinder på stribe, der giver ham minder om deres intime møder i form af kønssygdomme. Eller hvad med den skaldede, svedende og utiltrækkende sygehusadvokat Ted, som ikke ejer selvtillid eller vrede i sin krop, men som er blid som et lam og synger som en drøm i sin mandlige barbershopkvartet – en kvartet som ikke sjældent skaber soundtracket til episoderne, og som både bringer tårer og latter frem hos undertegnede.

Alle de her træk, som er nævnt ovenfor, kulminerer i femte sæsons absolut bedste episode, der hedder My way home, og som er en parodi, allegori og ikke mindst hyldest til The Wizard of Oz – til historien om Dorothy, hendes hund Toto og jagten på mod, klogskab og hjerte, som man kan opnå, hvis man følger ‘the yellow brick road’. Det er episode nummer 100, og det bliver fejret med maner.

J.D. ligger i sit bad og hører TOTO!, men han tilkaldes til hospitalet af sine elever, selvom han har fri, og han forsøger igennem hele afsnittet ligesom Dorothy at finde sin vej hjem. Da han træder ind på hospitalet, er pedellen ved at lave røde og gule farvestriber på gulvet – det skal lette patienternes færden til de forskellige afdelinger – og han maler af trods og af morskab J.D.’s sneakers røde. De røde rubinsko er på! Nu gælder det bare om at følge den gule stribe (der fører til rygerrummet) på gulvet, og så skal man nok vende hjem på et tidspunkt. Da J.D., Turk, Carla og Elliot går langs den gule stribe, hører vi temaet fra filmen, og man glæder sig over seriens underfundighed, humor og klogskab, men da man ser Ted og hans kvartet stå i en døråbning og indser, at det er dem, der fremfører sangen, så er man solgt.

Ingen andre steder i tv-verdenen eksisterer sammenblandingen af humor, ironi, hjertevarme, mod, klogskab og drama på samme høje plan, som den eksisterer i Scrubs-universet. Bill Lawrence er troldmanden bag, for han tager aldrig den lige linje eller den åbenlyse vej. Han følger paradoksalt nok aldrig ‘the yellow brick road’, og det er derfor, Scrubs er underholdning i høj klasse.

 

Femte sæson er ude på dvd fra Walt Disney Pictures Home Entertainment

Scrubs - Sæson 5



Om skribenten

Dorthe Gertsen
Info følger snarest!