Anmeldelse

K

ender du historien om den gamle dame, der tørrede sin hund i mikrobølgeovnen? Eller måske har du hørt om babysitteren, der fik mystiske opringninger og fandt ud af, at de kom fra værelset oven på? Eller er du er stødt på historien om morderen, der gemmer sig på bilens bagsæde? Hvis ikke, så kan du med fordel se Jamie Blanks’ Urban Legend fra 1998, hvor disse vandrehistorier – urban legends – i al deres morbide genialitet afprøves.

Da Wes Craven i 1996 kastede nyt lys over slashergenren med Scream, blev det starten på en ny bølge af seriemorderfilm rettet mod et ungdommeligt publikum. I Know What You Did Last Summer og Urban Legend – samt deres respektive efterfølgere – er direkte konsekvenser af den økonomiske succes, der blev Scream til del.

Urban Legend blev produceret for ca. 14 millioner dollar og indtjente over 38 millioner. Med en sådan fortjeneste skulle man tro, at filmselskabet og producenterne var tilfredse. Sådan forholdt det sig dog ikke i en tid, hvor en film som Scream indtjente over 100 millioner på et minimalt 15 millioners budget. Således blev Urban Legend starten på enden, og ingen film i den postmoderne slasherbølge nåede samme succesrate som Scream.

Urban Legend - 8

1998 var i øvrigt ikke blot året, hvor Urban Legend havde premiere, men også Scream 2 og Gus Van Sants remake af Alfred Hitchcocks Psycho blev sendt ud til horror-hungrende fans rundt omkring i alverdens biografer. Sluthalvfemserne var i sandhed domineret af de herligt blodige slasherfilm.

Urban Legend fik ikke en varm modtagelse, da den havde dansk premiere i 1999. Blandt andet beskrev Politikens anmelder Liselotte Michelsen Urban Legend som “stangvare” og gav den to ud af seks stjerner. Samme kolde skulder fik filmen af Nicolas Barbano, der i Ekstra Bladet skrev, at Urban Legend hverken har (…) intelligens, instinkt eller selvironi til at blive andet end en upersonlig maskine, der gentager klicheerne med samme slikkende grundighed som en dyr reklamefilm.

Der skal ikke herske tvivl om, at Urban Legend ikke har opfundet genrens dybe tallerken, men ikke desto mindre indeholder den elementer, der gør den til andet end blot en pænt indpakket kopivare. Elementer, vi i det følgende vil kigge nærmere på.

Urban Legend - 1

En bil kører ad snoede bjergveje gennem New Englands mørke skove. Imens tonerne til Bonnie Tylers rørstrømske popballade Total eclipse of the heart drøner ud af bilens radio, og vores første offer intetanende drøner mod sit endeligt ad mørke landeveje, advares vi af poptekstens rytmiske gentagelse: Turn around bright eyes! Og ganske rigtigt, så burde hun vende sig om, for på bagsædet ligger filmens sindsforvirrede seriemorder i ventepositur med sin skarpslebne økse.

Sådan indleder Jamie Blanks Urban Legend, der (naturligvis) handler om en psykopats morderiske gøren og laden. Scenen er sat på det ellers så idylliske Pendleton College i New England, hvor de akademiske sysler dog hurtigt sættes til side, da de studerende én efter én mister livet til en camoufleret, øksebevæbnet seriemorder. En seriemorder, der ønsker HÆVN!

Hurtigt finder vi ud af, at de blodige hændelser centrerer sig omkring filmens rødhårede heltinde (Natalie, spillet af Alicia Witt), hvis venner, bekendte og værelseskammerat dør som fluer. Men – som det sig hør og bør – så er autoriteterne ikke meget for at tage hendes ord for gode varer. Først da de selv begynder at få besøg af den parkacoattilhyllede maniac, ja så får piben en anden lyd.

Urban Legend - 3

Den eneste, der tror Natalies historie om, at en sindssyg person realiserer de mange vandrehistorier, er journalisten Paul (Jared Leto). Sammen forsøger de at komme til bunds i historien og finde frem til morderen, før denne finder frem til dem.

Opfindsomheden fejler ikke noget, når det drejer sig om at tage livet af de sagesløse studerende. Der er halshugning, strangulering, hængning og spidning ad libitum. Ligeledes er der én, der tvinges til at nedsvælge afløbsrens, én der køres ned samt masser af økseaction. 

Filmen spiller på vores forventede kendskab til horrorgenren. Det forventes således, at vi kender vores filmhistorie på fingerspidserne. Derfor opbygges der også automatisk en mistro til Robert Englunds karakter (professor Wexler), da Englund tidligere har spillet psykopat i Wes Cravens A Nightmare on Elm Street. Vi er ikke helt sikre på, om han er til at stole på, eller om han rent faktisk er selve ulven i fåreklæder.

Urban Legend - 12

Det er i øvrigt ganske morsomt, at filmen er produceret af Phoenix Pictures. Som bekendt er fugl Phønix et symbolsk billede på overgangen fra gammelt til nyt – den genføder sig selv på ny ved at blive opslugt af ild – hvilket passer fortrinligt til Urban Legend, der jo netop er led i slashergenrens renæssance.

Filmen er bekendt med de konventioner, der uvægerligt knytter sig til slashergenren. Morderen er ikke udefrakommende, men en del af kliken. Sex, druk og stoffer er lig død, hvilket ikke mindst gothpigen Tosh (Danielle Harris) får at føle.

Anvendelsen af Danielle Harris er interessant, da hun (trods sin unge alder) må opfattes som en garvet rotte inden for genren. Hun spillede både med i Halloween 4: The Return of Michael Myers (1988), Halloween 5: The Revenge of Michael Myers (1989) samt Rob Zombies remake Halloween (2007). I Urban Legend spiller hun en selvmordstynget, nervepilleslugende og selvødelæggende Goth, der ekspederes til det hinsides i en scene, der ikke så lidt spiller på den lille død … dog med et (for hende) ubehageligt tvist.

Urban Legend - 2

Filmen kender ganske rigtigt genrens konventioner til punkt og prikke, og den gør også flittigt brug af dem. Dog er jeg ikke enig i den kritik, filmen ofte er blevet udsat for. Klicheerne SKAL være til stede – de er en del af konventionerne – og Urban Legend formår at gøre brug af disse på en ganske innovativ facon. Ikke blot er selve plottet struktureret omkring realiseringen af vandrehistorierne, hvilket i sig selv er interessent, men mysteriet omkring den tilhyllede morder er også tænkt finurligt ind i konceptet.

Skuespillet er – taget i betragtning, at denne genre ofte skamrides af elendige skuespilpræstationer – rigtig godt, og filmen er et must, hvis man er fan af slashergenren. I øvrigt skal denne Blu-ray-udgave, der har været anvendt til nærværende anmeldelse, anbefales på det kraftigste. Billedet står knivskarpt, hvilket blot forstærker glæden ved at gense denne ti år gamle slasher.

 

Filmen er ude på Blu-ray fra Sony Pictures Home Entertainment

urban-legend-poster1



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.