Anmeldelse

imdb

R

ich Moores Wreck-It Ralph er et herligt atypisk animationseventyr, der er spækket med vidunderlig arkade- og computerspilsnostalgi. Her finder man ingen traditionelle prinsesser med strutskørter af lyserød tyl, men en pige med ben i næsen og benzin i blodet … og naturligvis Ralph, der ikke finder sig i at være bundet til den funktion, han er blevet udstyret med af sine spilskabere.

Ralph er en vigtig del af arkadespillet Fix-It Felix, Jr., men de øvrige karakterer negligerer ham. Han er en bad guy, man ikke ønsker at være i selskab med. Ralph ødelægger, det er hans lod i tilværelsen, og Felix, der er en good guy, reparerer. Sådan er det, og det ændrer man ikke på! Det hele er begyndt at blive for meget for Ralph, der gennemlever en eksistentiel krise. Derfor er han begyndt at gå i gruppeterapi med andre bad guys, der lider under samme problemer.

Wreck-It Ralph - 3

Ralph vil være en del af fællesskabet, men er udstødt. Han lever afsondret fra de øvrige karakterer i sin egen hob af murbrokker, imens de andre bor sammen i det hus, han er skæbnebestemt til at rive ned igen og igen og igen. Det hele bliver for meget for den klodsede Ralph, da de andre vælger at fejre, at deres arkadespil har 30års jubilæum og undlader at invitere ham med til festen. Nu skal det være slut: Han vil realisere sig selv, vinde en medalje og få den respekt, som ellers kun bliver Felix til del. Det bliver starten på et eventyr, hvor Ralph ender i arkadespillet Sugar Rush og møder en skæbnefælle i pigen Vanellope von Schweetz.

Alle tror, at Ralph er stukket af fra sit eget spil, at han har lavet en såkaldt Turbo. Historien, der ligger bag dette, at lave en Turbo, skal ikke afsløres her, men den er tæt forbundet med Sugar Rush og eneherskeren King Candy, der med hård hånd dikterer livets gang i det søde arkadespilsunivers. Sammen med Vanellope, der i øvrigt vækker stærke mindelser om Hanna-Barberas animerede heltinde Penellope Pitstop, skal Ralph realisere sig selv og skabe en anden mening i livet.

Wreck-It Ralph - 2

Der var engang, hvor computeren hed Commodore 64. Den blev afløst af en Amiga 500, der igen måtte vige pladsen for Nintendos Entertainment System, der blev skiftet ud med en Nintendo 64 som blev afløst af Sonys første PlayStayion. Ja, mange timer er blevet tilbragt i fornøjeligt selskab med en lang række spil, der i dag har opnået klassikerstatus, og hvis man i sin barn- og ungdom har brugt megen tid med et joystick i hånden, så vil man nyde de mange cameo-optrædener og små referencer, Wreck-It Ralph vrimler med.

Wreck-It Ralph - 4

Filmen er et pangfarvet univers, der glimter og glitrer i strålende farver, og Rich Moore, der ikke tidligere har instrueret en Disney-film, har på fornem vis fået realiseret den historie, han selv har skrevet. Wreck-It Ralph udgør et dejligt afbræk fra de mere traditionelt opbyggede eventyr, som Disney ynder at fortælle, og stemmecastet er godt sat sammen. I sær er John C. Reillys bløde og varme stemme en velvalgt kontrast til den klodsede, brede ødelægger Ralph.

Og lur mig, om der ikke kommer en spin-off til filmen, der får titlen Fix-It Felix, Jr.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Walt Disney Studios Home Entertainment

Wreck-It Ralph - 1



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.