Anmeldelse

B

andet Switchfoot er ikke som bands er flest. Bevares, rytmerne er bestemt til stede, men fokus er i høj grad på musikkens lyriske univers. Her omhandler teksterne samfundets påvirkning af menneskelig eksistens og menneskets konstante søgen efter en højere mening med livet. Rent musikalsk må Switchfoot kategoriseres som alternativ rock med et stænk af eftertanke.

Denne tone er gennemgående for hele bandets bagkatalog, hvor Vice Verses er studiealbum nummer otte efter deres debutalbum The Legend of Chin tilbage i 1997.

Bandets hovedproducent af sange, frontmanden Jon Foreman, henter inspiration til tekster hos blandt andre Augustin, Søren Kierkegaard, T. S. Eliot og René Descartes. Dette kunne gøre, at Switchfoots musik er utilgængelig og elitær. Dette er dog ikke tilfældet, for selvom musikkens tekstunivers er krævende, bliver det aldrig fremmedgørende eller prætentiøst.  

Bandets musik dukker op i tv-serier med jævne mellemrum, bl.a. i Smallville og Hawaii Five-0, men også i film, hvor Switchfoot har komponeret musik til A Walk To Remember og The Chronicles of Narnia: Prince Caspian.  Så der balanceres mellem rum for eftertænksomhed i musikken og kommerciel tilgængelighed. Med tanke på, at denne balancegang har stået på i 14 år, så har Switchfoot aldrig solgt ud, men de har bibeholdt deres samfundskritiske refleksion.

På det seneste album, kommer det særligt til udtryk i sangen Selling The News. Som titlen antyder, så omhandler denne sang eksplicit, hvordan nyheder sælges, fakta behandles som fiktion og nyhedernes substans er fraværende: Substance, oh, substance, where have you been?  You’ve been replaced by the masters of spin.  Who make good looking books and write history in.  We’re selling the news.

Den fine ballade Restless, indholder flotte metaforer og teksten er i samspil med musikken ret bevægende, men aldrig sentimental. Titelsangen er dyb og reflekterende, hvor det fejlbarlige ved mennesket er i centrum. Sangen med det største hit-potentiale, Dark Horses, blev udsendt som single og det er karakteristisk for Switchfoot: De gør sig oftest i at tale til de udstødte og de upopulære, hvor der tales til det gode og håbet i mennesket.

Set ud fra Switchfoots samlede diskografi, så indskriver Vice Verses sig fint i en konsistent karriere, hvor der aldrig henfaldes til tomgang eller uambitiøs rock. Derimod holdes niveauet og den seneste udgivelse må karakteriseres som et af de mere alternative af slagsen. Det er klædeligt og supplerer de tidligere albums uhyre vellykket. Så for nye lyttere, så kan det være en pæn stor mundfuld, hvor albummene The Beautiful Letdown (2003) og Nothing Is Sound (2005) kan være et bedre sted at starte. Men som med alle deres albums, så vinder Vice Verses ved hver gennemlytning, hvor sangenes lag stille og roligt åbner sig for lytteren.

02_Switchfoot



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.