Anmeldelse

H

vordan skal man beskrive Weird Al Yankovic som musiker? Han kobler sin musikalske succes på andres ditto og gør så grin med dem, medierne, sig selv og stort set alle andre popkulturelle fænomener i det moderne samfund. Dermed trænger endnu et spørgsmål sig på: Er Weird Al så ringe en musiker, at han kun kan lave parodier af hårdtarbejdende musikeres numre? Svaret må være nej. For han kan i høj grad lave gode og originale numre, men naturligvis med sit vanlige satiriske bid og vid. Godt nok slår Weird Al sig op på andres succes, men som årene er gået, hersker der efterhånden en form for konsensus om, at når Weird Al laver en parodi af dit nummer, så ved du, at din stjernestatus er i hus. Samt at han altid spørger den pågældende kunster om lov, før en parodi laves. Dertil kommer en symbiose, som f.eks. med Lady Gaga, en uhyre populær kunstner, som han parodierer på sit nye album. Efter  Weird Al lavede sin parodi, steg interessen for Lady Gagas originale nummer.  Dermed skriver Weird Al Yankovic sig ind i den moderne musikhistorie. Debuten kom allerede tilbage i 1983, hvor Alpocalypse er hans trettende studiealbum.

Som med de tidligere albums, så ved man som lytter, hvad man får med Weird Al. Og så alligevel ikke. Nuvel, man er sikker på at få parodier af populære musiknumre, hans vanvittige forkærlighed for polka og en kærlighedssang, hvor musik og lyrik laver en skøn disharmoni. Men trods dette skabelonagtige koncept, er der altid et element af overraskelse hos denne kunstner, hvilket også er tilfældet på Alpocalypse. Her går Weird Al i kødet på forholdet mellem berømtheder og medier. Dette er særligt udtalt på nummeret TMZ (opkaldt efter en amerikansk hjemmeside med sladder om de kendte), der er en parodi af Taylor Swifts superhit You Belong with Me.

Her får sladderpressen et gedigent lyrisk drag over nakken, men heller ikke berømthederne går fri, hvor deres horrible eskapader og adfærd skaber grobund for mere sladder. I denne sammenhæng må Lady Gaga naturligvis også parodieres i Perform This Way (originalt Born This Way). I sangen får Gagas outrerede optræden en kærlig og sarkastisk medfart, hvor det mest åbenlyse siges: At Lady Gaga optræder så excentrisk, fordi det skæpper i kassen og det får mediernes opmærksomhed. Men som altid, gør Weird Al det med et glimt i øjet.    

Af andre nævneværdige numre på albummet, kan Skipper Dan fremhæves, der også har berømmelse som tema. Den desillusionerede fortæller havde talent for skuespil, men er alligevel ikke blevet til andet end at være guide på et jungleskib og måtte derfor se berømmelsen fordufte. Desuden kan Miley Cyrus-parodien Party in the CIA også nævnes. Dette nummer kører den amerikanske efterretningstjeneste igennem maskinen, iklædt et fløjlsblødt popnummer. Tidens hit er ligeledes lavet til den vanvittige Polka Face. Her skrues tempoet i vejret, tilsat polkarytmer.

Efter 18 år som udgivende musiker skulle man tro, at metaltrætheden havde sat ind hos musikindustriens parodimester, men dette er langt fra tilfældet, og Weird Al virker mere inspireret end nogensinde før. Elsk eller had ham, der synes ikke at være en mellemvej, så bidrager Weird Al i høj grad til musikken og kulturen som helhed. Og så gør det ikke noget, at popkulturelle fænomener bliver udsat for hans galskab, opfindsomhed og satire.

WIERD-AL-4-articleLarge



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.