Naturligvis skal man ikke se Marcus Nispels “Conan the Barbarian”

I går havde jeg – med fire års forsinkelse – den tvivlsomme fornøjelse at stifte bekendtskab med Marcus Nispels Conan the Barbarian fra 2011 med Jason Momoa i den rolle, der ret beset er Arnold Schwarzeneggers. Ingen kan matche biceps med Hollywood-østrigeren i dén henseende! 

Det var Netflix, der havde rædderligheden på menuen, og jeg var ikke mere end 10 minutter inde i filmen, førend jeg blev bestyrket i, at der absolut ikke findes én eneste god grund til, at man skal have denne i enhver henseende charmeforladte og inferiøre film stående fysisk på hylden. CGI kan ikke redde alt! Så ud med den – og længe leve John Milius, i øvrigt!

Jeg kan kun anbefale, at man nøjes med at se traileren: Så er det kun to minutter, og ikke to timer, man mister af sit liv.

Og lad mig lige citere desværre afdøde Roger Ebert, der i sin anmeldelse fra 2011 ganske fint tegner op, hvad vi har med at gøre. Og ja, 3D ér stadig ødelæggende for filmkunsten – punktum!

“Conan the Barbarian” involves a clash of civilizations whose vocabularies are limited to screams, oaths, grunts, howls, ejaculations, exclamations, vulgarities, screeches, wails, bellows, yelps and woofs. I’d love to get my hands on the paycheck for subtitling this movie.

og

“Conan the Barbarian” is a brutal, crude, witless high-tech CGI contrivance, in which no artificial technique has been overlooked, including 3-D. The third dimension once again illustrates the principle that when a movie largely takes place indoors in dimly lit spaces, the last thing you need is a pair of dark glasses.