Film

5. december 2014

Ny trailer: “Terminator Genisys” (2015)

Traileren til Terminator: Genisys, der er den femte film i franchisen, blev i sidste uge gjort tilgængelig på nettet. Traileren, der med sine 2 minutter og 31 sekunder er relativt lang, er en visuelt betagende sag, der fokuserer på menneskenes kamp mod maskinerne… igen! Der er ikke meget indhold og plotsubstans at hente, men der er fuld knald på effekterne.

Igen skal Kyle Reese, der denne gang portrætteres af Jai Courtney, sendes tilbage i tiden for at redde Sarah Connor, der – ret beset – formår at klare sig selv. Vi ved fra tidligere, at Sarah Connor er en kvinde med ben i næsen, og Linda Hamilton har med sin præstation i James Camerons Terminator 2: Judgement Day fra 1991 skabt en blivende actionheltinde, der bliver meget svær at overgå!

Det er Emilia Clarke, der bedst kendes som Daenerys Targaryen i HBO-serien Game of Thrones,  som skal spille Sarah Connor. Og selvom jeg ikke har forhåbninger om, at hun kan matche endsige overgå Linda Hamiltons præstation, så har jeg større tiltro til hende end til Jai Courtney, der endnu har til gode at bevise sit værd som skuespiller. Med tanke på Courtneys præstationer i Jack Reacher, Divergent og i den fæle Die Hard-film med den ditto fæle titel A Good Day to Die Hard, ja så er forventningerne sat på lavt blus.

Det er Alan Taylor, der denne gang sidder i instruktørstolen, og han leverede et fint stykke arbejde med Marvel-filmen Thor: The Dark World fra 2013. Han har primært gjort sig bemærket som episodeinstruktør på tv-serier, hvoraf rigtig mange er HBO-serier: Game of Thrones, Six Feet Under, Oz, Deadwood, Rome, Big Love, Carnivàle, The Sopranos, Boardwalk Empire og jeg skal komme efter dig, skal jeg. Det er altså ikke på grund af Taylor, at nervøsiteten melder sig. At man får sine bange anelser skyldes, blandt andet, manuskriptforfatterne.

De to manusforfattere, der er koblet på dette femte Terminator-eventyr, er Laeta Elizabeth Kalogridis og Patrick Lussier. Kalogridis har blandt andet været forfatter på remakeserien Bionic Woman, og Lussier er plotmesteren bag film som Drive Angry og Dracula 2000. At Kalogridis er blevet tilknyttet Terminator: Genisys skyldes helt sikkert, at hun via Bionic Woman har erfaring med stærke kvinder og slagfærdige actionheltinder. Men ingen af de to forfattere har bedrevet noget nævneværdigt, og det virker umiddelbart som to valg, der er foretaget med hovedet under Terminator-armen!

Terminator-franchisen, der blev skabt af James Cameron i 1984 med The Terminator, som han i 1991 fulgte op med den sublime Terminator 2: Judgement Day, tæller ydermere Jonathan Mostows Terminator 3: Rise of The Machines fra 2003, McG’s Terminator Salvation fra 2009 samt den – og tak for det – kortlivede Fox-serie Terminator: The Sarah Connor Chronicles (2008-2009).

Ingen af disse kapitler i Terminator-sagaen formår tilnærmelsesvis at nærme sig James Camerons to originale film, der begge er deres efterfølgere suverænt overlegne. Især Terminator 2: Judgement Day er en så formfuldendt film, at de resterende fremstår som ligegyldige tilføjelser til sagaen. Om den femte film bliver en ny Judgement Day må tiden vise – traileren giver dog ikke forhåbninger om dette!

Traileren er spækket med ikke så få visuelle referencer til de to første film, der definerer franchisen. Og Arnold Schwarzenegger får da også klemt sit ikoniske I’ll be back ind i hvert fald én gang. Man kan få en fæl mistanke om, at folkene bag Terminator: Genisys har haft travlt med at tækkes et publikum, der ikke kender deres filmhistorie og som derfor skal pumpes med et hav af elementer, der var med til at gøre de originale gode, ja fantastiske! Men Arnold Schwarzenegger ér tilbage, og det er (primært) derfor, jeg ser frem til filmen, der dog ikke står først i jeg glæder mig til disse film i 2015-køen!

Og sådan her tager en trailer til en fantastisk film sig ud. En film, der har 23 år på bagen, men som ikke er ældet det mindste, som overgår det meste, genren har at byde på, og som endnu giver gåsehud!



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *