Film

3. april 2017

Ny trailer til “The Mummy”

The-Mummy2

Ligesom Disney-studierne, der er i fuld færd med at konvertere deres voluminøse bagkatalog af animerede klassikere til live action-film, har også Universal kastet sig over deres filmhistoriske perler. For Universals vedkommende går projektet ud på at relancere den række af klassiske monsterfilm, der fra 1930’erne og frem til 1950’erne introducerede biografgængere for horrorikoner som Dracula, Frankensteins monster, The Wolfman, Creature from the Black Lagoon og The Mummy.

Netop mumien bliver det første monsterskridt på den nye vej, Universal træder, og i går havde endnu en trailer til den kommende film med Tom Cruise i hovedrollen premiere. Det er Alex Kurtzman, der instruerer, og udover at være et gedigent action-eventyr, er der – lover Kurtzman – også fokus på horrordelen, hvilket vi med den tidligere “The Mummy”-franchise ikke har været vant til.

Alex Kurtzmans “The Mummy” bliver i øvrigt den film, der skal kickstarte Universals univers af serielt forbundne film i en ny, kæmpe franchise, som vi også kender det fra Marvels og DC Comics’ superheltefilm, hvor figurer interagerer med hinanden på kryds og tværs i det væld af film, de respektive filmserier udgøres af.

Således er der allerede planlagt en lang række film i den nye “mega monster franchise”, hvor film som  “The Invisible Man” (med Johnny Depp), “Creature from the Black Lagoon” (med Scarlett Johansson), “Dr. Jekyll and Mr. Hyde” (med Russell Crowe), “Bride of Frankenstein” (muligvis med Javier Bardem), “The Wolf Man” (med  Dwayne Johnson) og ” Van Helsing” befinder sig i forskellige produktionsfaser.

I forbindelse med premieren på Alex Kurtzmans nye udgave af “The Mummy”,  må man ikke glemme filmens ophav, der blev instrueret af Karl Freund i 1932. Filmen havde Boris Karloff i rollen som ypperstepræsten Imhotep, der senere blev til det bandagerede mumiemonster.

Det var den legendariske makeupkunstner Jack Pierce, der stod for den besværlige og timelange forvandling fra menneske til monster, og Boris Karloff har senere udtalt, at makeupeseancen var the most trying ordeal I ever endured. Det tog 8 timer at påføre makeuppen og yderligere 2 timer at fjerne den, så man forstår godt, at Karloff fandt det hårdt. På de to production stills til “The Mummy” (Karl Freund, 1932) ser man Boris Karloff med  påført mumie-makeup, samt Jack Pierce, der forvandler Boris Karloff til ypperstepræsten Imhotep.

1932_mummy_img4 momie-1932-1-1-g

“The Mummy” får dansk biografpremiere den 8. juni.

Tom+Cruise



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>