NYE TEGNESERIER: “Berlin – den samlede udgave”

Forlaget Cobolt udgiver den 7. november en flot, samlet udgave af Jason Lutes’ grafiske roman-klassiker “Berlin” – en perfekt julegave til alle tegneserieelskere, der endnu ikke har læst dette formfuldendte mesterværk.

Første og anden del af Jason Lutes’ “Berlin” har tidligere været udgivet separat og i mindre format på dansk. Med denne mastodontudgivelse bliver det for første gang muligt at læse hele den samlede fortælling og endda i større format, så  de detaljerede tegninger for alvor kommer til deres ret og tilbyder en helt ny læseoplevelse.

Samlebindet indeholder også ekstramateriale i form af forord af Volker Kutscher, illustreret efterskrift af Lutz Göllner om de virkelige lokaliteter i serien, interview med Jason Lutes samt skitser, noter, litteraturfortegnelse og visuelle inspirationskilder

Bogen kan købes hos SAXO: KLIK


Om bogen skriver forlaget …

I 1928 rejser Marthe Müller til den pulserende metropol Berlin, hvor den unge kunststuderende de følgende år både oplever epokens løsslupne eufori og dens ulyksalige elendighed. Mens amerikansk jazz og seksuel frihed fejres i kabareter og varietéer, har økonomisk krise og politisk radikalisering for længst indtaget gaderne. I denne stærkt polariserede verden forsøger Marthe Müller at finde sin egen identitet og står ligesom Tyskland i begyndelsen af 1930’erne ved en korsvej.

På baggrund af Weimarrepublikkens nærtstående undergang knytter Jason Lutes i et facetteret tidspanorama den unge kvindes skæbne til andre menneskers livsbaner: Den idealistiske journalist Kurt Severing, der mister sin tro på det skrevne ords magt, efterhånden som nazisme og ekstremisme vinder fodfæste; arbejderen Gudrun Braun, hvis familie splittes som følge af socialt armod og det politiske opbrud; den unge jøde David Schwartz, der bliver mål for den omsiggribende antisemitisme.

INFO …

Bogen, der er på 608 indbunde sider,  er oversat af Per Vadmand og måler 20,5 × 26,5 cm. Bogen har en vejledende pris af 398,-