NYE TEGNESERIER: “Buddy Longway – Den samlede saga 2”

Forlaget Cobolt udgiver den 5. november samlebind nummer to med Buddy Longway: “Buddy Longway – Den samlede saga 2: Kathleen og Jeremie” er skrevet, tegnet og farvelagt af Derib.

Bogen kan købes hos SAXO: KLIK


Om bogen skriver forlaget …

Den hvide pelsjæger Buddy og siouxkvinden Chinook forsøger at leve i fred, kærlighed og samdrægtighed på prærien øst for Rocky Mountains i sidste halvdel af 1800-tallet. I begyndelsen alene, men snart også sammen med deres børn, Jeremie og Kathleen.

De vidunderligt smukke omgivelser fylder dem med lyksalighed, men naturen kan også være barsk og uforudsigelig – og både flora og fauna er med til at forme deres tilværelse og give dem respekt for alt levende. Det gælder såmænd også mennesket, selvom periodens store indianerkrige, brutale militærfolk, ubefarne nybyggere og grådige guldgravere sætter den raceblandede familie på mange prøver.

Sagaen om Buddy Longway og Chinook er et stort anlagt eventyr om samhørighed, solidaritet og medfølelse, helt uden race- og kønsdiskrimination. Selv gennem usympatiske medvirkende får læseren et nuanceret syn på de mekanismer, der styrer menneskets tilværelse. Kort sagt en medrivende rejse på sporet af livets glæder, sorger og mangfoldighed, skildret med ømhed og kærlighed i et mageløst billedsprog med bløde penselstrøg og varme naturfarver.

Det andet samlebind med Buddy Longway og Chinook indeholder historierne Hemmeligheden, Elgen, Hestevinter og Ildvandet.

INFO …

Bogen, der er på 224 sider i farver, måler 24 × 32 cm. Bogen fås indbundet, er oversat af Jens Peder Agger og har en vejledende pris af 399,-