NYE TEGNESERIER: “Jerry Spring 4”

Forlaget Fahrenheit udgav tilbage i juli det fjerde bind i deres integrale-serie om “Jerry Spring”. Historierne er oversat af Per Vadmand, bogen er på 240 sider i farver og sort hvid, og den udgives i hardcover med en vejledende pris på 398 kroner.


Om bogen skriver forlaget …

Det vilde vestens store vidder og dramatiske historie er et paradis for fantasien. I 1954 tog Jijé livtag med genren, da han gjorde sin entré med Jerry Spring. Jijé var en genial mester med en glubende appetit på det grafiske. Hans tegninger lagde grunden til den europæiske albumtradition, og hans historier inspirerede efterfølgende generationer af forfattere og tegnere.

Nu præsenteres Jerry Spring for fuld styrke i sit rette sort/hvide element. Fjerde bind i den komplette samling af den overdådigt tegnede og veloplagt fortalte westernklassiker bringer episoder fra 1963-1965 samt massevis af ekstrasider med interviews, korrespondancer og et væld af sjældent illustrationsmateriale.

Dette bind samler episoderne “Pancho eftersøgt”, “Broncoerne fra Montana”, “Min ven Red” og “Hævnerne fra Sonora”.