NYHED: “Annihilation” ude på dvd & Blu-ray!

Biologen Lena har mistet sin mand. For flere måneder siden var han en del af en tophemmelig ekspedition til det mystiske område kendt som Area X. Ingen ved, hvad Area X er. Ingen ved, hvad der ligger bag den ugennemsigtige barriere af lys, der omringer området. Ingen ved, hvorfor området opstod, eller hvorfor det langsomt spreder sig. Det eneste Lena ved er, at der skete noget med hendes mand i Area X, så nu melder hun sig frivilligt til næste mission, der skal trænge ind i det mærkelige område og opklare mysteriet.

Alex Garland følger op på sin 2014 Oscar-vinder “Ex Machina” med denne frie fortolkning af Jeff VanderMeers besynderlige science fiction roman. Der er tale om en dyster, afdæmpet fortælling, der forklarer meget lidt konkret om sit mysterium og mere lever på sine stemninger. Fans af romanen skal være advaret, for filmen går i en helt anden retning og dropper mange af bogens mest fascinerende elementer, men elsker man slutningen på “2001: A Space Odyssey” vil man sikkert kunne lide “Annihilation”.

Filmen udkommer på dvd & Blu-ray den 11. april 2019!