NYHED: Gunpowder 57 fra Fanø Skibsrom


Fanø Skibsrom har netop lanceret en helt ny og ret interessant rom: Gunpowder 57!

Gunpowder 57 er med sine 57,2% en kraftig og robust rom, der uden tvivl formår at vække den indre sømand i én. Fanø Skibsrom beskriver Gunpowder 57, der er en spiced rom, som kraftig med en fyldig smag. Den er i familie med Havfruen og Havmanden, som vil blive omtalt her på siden i løbet af næste uge, og den er baseret på en rom, der er destilleret på Jamaica og senere forædlet, smagsinfuseret og lagret på portvinsfade på Fanø.

Historien bag rom, der er gunpowder proof, er tæt forbundet med den engelske flåde, som indtil begyndelsen af 1800-tallet anvendte den såkaldte gunpowder proof test for at bestemme mængden af alkohol i skibets romrationer.

Om testen skriver Fanø Skibsrom:

Man lavede en lille blanding af krudt og rom, og hvis den flammede op ved antænding, så var den 57% eller derover og dermed gunpowder proof. Udover at dette sikrede, at man ikke betalte overpris for nedvandet rom, betød det også, at skibets medbragte krudt ikke blev ødelagt i tilfælde af utætte romtønder.

Der er tale om en limited edition på 1000 nummererede flasker, men hvis man ikke når at få fat i en flaske i første omgang, så har Fanø Skibsrom oplyst, at de er klar med endnu et batch lige før jul.