Film

19. marts 2018

NYHED: “Justice League” ude på Blu-ray og UHD

I Zack Snyders nye superheltfilm “Justice League” får Batman hjælp fra sin nyfundne ven Diana Prince, bedre kendt som Wonder Woman, for at bekæmpe en ny fjende, der truer verden.

Sammen opbygger de et team af superhelte – et superhelteteam, man ikke har set mage til før. På trods af dette unikke hold af helte med Batman, Wonder Woman, Aquaman, Cyborg og The Flash, kan det allerede være for sent at redde planeten fra et stort angreb… 

Sådan præsenteres filmen i den pressetekst, der er blevet produceret til at sælge “Justice League” (2017). Og det lyder da også rigtig godt, spændende og farverigt. Men ak, det er det ikke. Desværre!

Filmen fejler på væsentlige punkter, og selvom jeg holder meget af Zack Snyders stil, så holder jeg ikke så meget af denne film, der er et sammensurium af uforløste idéer, hvor alt for mange superheltekokke på alt for kort tid forplumrer suppen.

Som altid er der styr på den visuelle side, der er blændende smuk. Ingen anker her. Men når man på under to timer ønsker at køre seks superhelte og én superskurk i stilling, så skal tingene være afstemte … især, når man ikke har mødt de fire af dem i filmregi før.

Man vil simpelthen for meget på for kort tid, og den historie, der eksempelvis knytter sig til Superman, er alt andet end udviklet. Han dukker op – nærmest ud af det blå – efter at have været død. Alle accepterer dette faktum, hvor man skulle tro, at hans nærmeste – moderen og Lois Lane – gerne ville have en smule afklaring. For ikke at tale om seeren. Det er der dog ikke tid til og vupti, så er han der.

Og hvorfor er han der? Hvorfor kommer han tilbage? Det gør han naturligvis fordi, han er medlem af Justice League, og fordi han er den superhelt, som de andre superheltes kræfter er en udkrystallisering af. Ergo er det ham, der skal gøres plads til på arenaen, når superskurken skal pacificeres.

Ingen af karaktererne bliver udviklet, og vi aner ret beset ikke, hvem Aquaman, Cyborg og Flash er, hvor de kommer fra og hvorfor de er endt med at have superkræfter. Her kunne det have været optimalt fra Warners side, hvis de havde introduceret superheltene i deres egne film først, førend de gjorde deres entré i en ensemblefilm, der netop er kendetegnet ved, at den enkelte helt ikke får den helt store og forkromende opmærksomhed.

Ang. skurken, så er der ikke meget skurk over ham! Denne gang er det Steppenwolf, vi har med at gøre. Skurkene i denne slags film opnår aldrig at fremstå overbevisende i  deres egomane trussel mod Jorden. Vi ved, at skurken vil blive neutraliseret på overbevisende facon af de superhelte, der er linet op for at stå for opgaven. Der er ikke meget psykologi på spil, hvilket efterlader alle karaktererne hule og alt andet end gennemarbejdede. Det er trist, det er ærgerligt.  

 



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *