NYHED: “Mission: Impossible – Fallout” ude på UHD, Blu-ray & dvd!

mission-impossible-fallout-1

Some missions are not a choice! 

Nogle vil mene, at det seneste kapitel i franchisen med agenten Ethan Hunt – “Mission: Impossible – Fallout” – er det bedste. Filmen blev da også modtaget yderst favorabelt af danske såvel som internationale filmkritikere, da den tidligere på året havde biografpremiere, og på Rotten Tomatoes får den en flot score på hele 97% friske tomater. Selv fik jeg ikke set filmen i biografen, men har (længe leve optiske medier) nu haft fornøjelsen på UHD. Og ja, det er en rigtig god film, der med rette kan smykke sig med de fine anmeldelser, den har modtaget. Det er den sjette film i serien, og den samler tråden op direkte fra den forrige … og det gør den på fornem vis!

Det er to år siden, Ethan Hunt lykkedes med at fange Solomon Lane, og nu har de resterende medlemmer af The Syndicate omgrupperet sig til den nye organisation The Apostles. Under ledelse af den mystiske John Lark har de skumle planer om at få fingrene i tre plutoniumkerner. Ethan Hunt bliver sat i spidsen for et hold af agenter, der skal få disse kerner tilbage. Men missionen går galt, og Hunt føler sig tvunget til at redde sit hold frem for at nå missionens mål. Nu må alt sættes på ét bræt  … for Hunt og co står med hele jordens fremtid i deres hænder. Men jagten bliver ikke nemmere, da CIA insisterer på at have deres egen agent, August Walker, med på holdet. Samarbejdsvanskelighederne kan vise sig skæbnesvangre for Hunt og resten af verden.

Det er Christopher McQuarrie, der har instrueret, og det er igen Tom Cruise, der lader sig udsætte for det ene svimlende stunt efter det andet. Der er absolut tale om en seværdig fortsættelse til den filmserie, der blev startet af Brian De Palma i 1996.


15331312868048559