NYHED: “Rocketman” er ude på dvd, Blu-ray & UHD!

I Dexter Fletchers Rocketman går Taron Egerton under overfladen som Elton John. De prangende kostumer på den fejlfrie showmand rives i stykker, og fortæller historien om en mands søgen på selverkendelse og kærlighed.

I det døren åbnes, brager lyset gennem døråbningen. Taron Egerton vakler som en silhuet mod kameraet iklædt vinger og horn, der er materialiseringen af kontrasten mellem mørket og lyset. Han vakler målrettet mod kameraet, imens tankerne svæver af sted mod showbiz og succes, men scenen er her skiftet ud med et bart rum med klapstole placeret i en rundkreds. ”My name is Elton John and I am an alcoholic. And a cocaine addict. And a sex addict. I also have a problem with shopping,” fortæller han sine tilhørere. Og igennem de efterfølgende to timer trækkes vi ind i historien om sex og stoffer. Den historie, vi før har fået fortalt mange gange, men i Dexter Fletchers Rocketman fortælles historien med indædte følelser og et fundamentalt behov for at blive forstået i en verden, der adskiller sig totalt fra en selv.

Rocketman fortæller historien om Elton John fra sine helt unge år. Som Reginald Dwight i byen Pinner med en far og en mor, der nok hellere havde set en plet på lagenet, end en søn præget af usikkerhed. Filmen fortæller historien om Elton Johns rejse fra Reginald Dwight mod den tidlige succes. Transformationen fra den generte dreng i Reggie Dwight til overmennesket, Elton John og behovet for at lægge de mørke traumer bag sig for at svælge i succesen. Men transformationen fra dreng til showmand bliver hurtigt dulmet med stoffer og alkohol i et forsøg på at bevare den facade, der skal til, for at leve op til illusionen om Elton John.

Rocketman har nemt ved at falde ned i samme favn som Bohemian Rhapsody, men hvor fortællingen om Freddy Mercury formidles gennem en glorificeret stjernetilværelse med masser af succes, dyrker Rocketman historien om en mand, der ikke kan acceptere sin sande identitet. Det er historien om en mand, der skaber brud ved hjælp af sine egne usikkerheder og havner i hænderne på en pengegrisk musikindustri, der samtidig er et skræmmende nik til samtidens musikverden.

Igennem Taron Egertons portrættering af Elton John veksler instruktøren Dexter Fletcher mellem pompøse musicalsekvenser og filmisk drama, der velsagtens kan give den kritiske en dårlig smag i munden, men samtidig er det en cementering af Elton Johns musikalske ånd. Filmens udvikling tangerer konstant til det storslåede, mens depressionen ulmer under overfladen. Det står i forlængelse af den kunstneriske identitet, der omfatter Elton John fra begyndelsen og frem til i dag, og imens vi filmen igennem med mellemrum mødes af tonerne fra ”Goodbye Yellow Brick Road”, fungerer det samtidig som et symbolsk greb om den selverkendelse, Elton John unægteligt måtte imødekomme i sit liv.

Rocketman balancerer mellem kontrasterne og kigger konstant under overfladen på en mand, hvis succes skaber større ulykke. Historien om den pengegriske impresario, John Reid, spillet af Richard Madden, bevæger sig ikke ligefrem gennem en overraskende udvikling, men står alligevel tilbage som et symbol på den udnyttelse, der den dag i dag stadig er alt for udbredt i musikindustrien. Den glorificerede historie om en kunstner i kontrol og med en styrke, der kan ændre verden, befinder sig langt fra Rocketman, der igennem filmens to timer behandler de usikkerheder og revner i facaden, der prægede Elton Johns tidligere karriere. Hvor den seksuelle identitetskrise hverken overvægtes eller forsvinder ned i misbrugets destruktive spiral, fremhæver den skrøbeligheden ved filmens hovedkarakter. Taron Egertons portrættering af manden med de mange kostumer er både følelsesladet og ærlig, imens historien skifter mellem den prangende succes og den dundrende tragedie ved at starte dagen med en halv liter vodka i sin appelsinjuice.

Hvis man søger faktuelle forklaringer og begivenhedsberetninger om Elton Johns liv, bevæger Rocketman sig elegant uden om den tunge kronologi, der ofte kan gøre sig gældende i musikbiografier med for lidt på spil. Dexter Fletcher fokuserer i Rocketman på den indvendige ullykke hos manden med den glitrende udstråling. Gennem Elton Johns musikalske univers iscenesættes udviklingen af en mand, der igennem sin ungdom søger kærlighed og samtidig står splittet mellem sit eget bagland, vennen og samarbejdspartneren Bernie Taupin, spillet af Jamie Bell, og personificeringen af en frådende musikindustri i John Reid.

– Før var der mørke, og så var der Elton John, siger John Reid undervejs i filmen, i et forsøg på at overbevise Elton John om, at succes og en overflod er shows og coke er den helt rigtige medicin. Før Elton John, var der Reginald Dwight – ingenting. Og det er det mørke, Taron Egerton som Elton John konstant prøver at besejre. Rocketman er kampen mellem fortiden og fremtiden. Fra mørket og det ukendte og ind i den skindende succes, men det er også en rejse mod den til tider umulige selverkendelse, hvor vejen dertil er brolagt udnyttelse. I Rocketman bevæger vi os under overfladen på den glamourøse succes, og ind i mørket hos en mand, hvis ønske er at tildække sin fortid med hele verdens farver.

Filmen er ude på dvd, Blu-ray & UHD fra Paramount!