Om Lars von Triers nazi-udmeldinger

Så faldt øksen så eftertrykkeligt! Så blev kniven, med tydelig glæde og savlende skadefryd, ført over Lars von Triers strube… igen! Knivføringen stod, i første ombæring og på behændig vis, de mange journalister i Cannes for. Journalister, der ikke så meget tropper op til pressekonferencerne for at blive klogere på film, for at formidle film, som for at skabe furore og skabe “Breaking News”, som det hedder på Politiken og TV2 News-sprog!

Endnu en gang må Lars von Trier se sig selv halshugget. Først af en uvidende og sensationsliderlig presse, så af en ditto uvidende og sensationsliderlig pøbel, der elsker at kunne spytte på manden i gabestokken. De respektive debatfora på danske dagblade som Politiken, Jyllands-Posten og Fyens Stiftstidende er gennemsyret af bonderøvshysteri og lynchstemning. Undskyld mig, men det er ikke videre intelligent eller befordrende for en god og sund debat!

Vi lever i et land, hvor en undskyldning åbenbart ikke kan bruges, hvor en undskyldning aldrig er nok. Nej, der skal kølhales, halshugges og bandlyses. Trier skal i gabestok, så pøblen på grotesk middelaldervis kan spotte ad og spytte på den store mand, der ret beset føler sig ganske lille. Der er tale om en gennemgribende gøren brug af alle ti bud i den lov, som praktiseres så udførligt i det danske land. Den sande grundlov: Janteloven! Ingen som Trier kan siges, som fod i hose, at passe på alle de ti grundregler, hvis formål det er at sikre, at ingen rejser sig over mængden.

Ofte virker det som om, at de fornuftige, de saglige og ræsonnerende debatindlæg drukner i usaglige personangreb, vederstyggeligheder og irrelevante og hadefulde udfald, der ikke arbejder sig op til andet end: “han er idiot” eller “han er jødehader” eller “han fortjener sin depression” eller “han skal have frataget kunststøtten” eller … osv., osv., osv.

Søren Espersen – og mange af de andre gladelig revsende fodsoldater i DF – er altid et sikkert kort at spille, hvis man ønsker en polariserende og hadefuld retorik, der repræsenterer et fordrejet og skævvredet forhold til objektiviteten. I Espersens optik er Trier således en jødehader og nazist, der bør have frataget kunststøtten. Jeg undrer mig: Ved Espersen i det hele taget, hvad Trier står for? Har Espersen mon set Triers film?

Og ja, lad os da endelig tage kunststøtten fra manden, som Søren Espersen så bragende og brægende flot foreslår det i sit blogindlæg på Jyllands-Postens hjemmeside. Ytringsfriheden er nemlig ikke forbeholdt alle! Hvordan var det nu lige, at DF og Søren Espersen forholdt sig til Muhammed-tegningerne og den så velpromoverede ytringsfrihed? Der er åbenbart grænser for, hvad man kan sige, mener DF. Eller måske er der nærmere grænser for hvem, der kan sige hvad? På den anden side undrer det jo ikke, at Espersen har behov for igen at kloge sig og råbe vagt i gevær. Lige så lidt som det undrer, at han får blogplads på Danmarks mest kulturforskrækkede dagblad.

Det er dog ikke kun Espersen, der er ude med den langtandede rive. Der er også langt til absolution hos præsten Kathrine Lilleør, der på sin blog, der har hjemme på Berlingskes hjemmside (naturligvis!) ikke har noget imod at smide ved på det bål, der skal forsluge Trier som en anden djævel. Det undrer mig, at så mange føler sig trådt over fode, at ingen forsøger at finde ud af, hvorfor Trier sagde, hvad han sagde, men udelukkende ønsker at spidde ham!

Men selv dagbladspromoverede blogdebattører behøves ikke at skildre sagen sagligt og objektivt, lader det til. Det er trods alt fortsat bandbuller og frygt og had og fordomme, der sælger bedst. Så kan smålige og mavesure krakilere i ekstase svælge i deres aversioner imod en kunstner, der i ny og næ stikker næsen lidt for langt frem. For hvis man er stor, så skal nakken flækkes og knækkes så eftertrykkeligt, at lyden af nakkebruddet kan høres kloden rundt.

Jeg bliver såvel pikeret over pressens nuanceløse dækning, deres stædige beståen på ikke at forstå, hvorfor Trier sagde, hvad han sagde, som måden hvorpå, han skal hænges ud som idiot på dagbladenes debatfora af mennesker, der ikke bidrager med andet end ondskabsfuldheder.

Dygtige journalister ville have undersøgt meningen med Triers ytringer, stillet relevante spørgsmål og forsøgt at afkode kunstnerens hensigt med udtalelserne. I stedet indleder de som gribbe og hyæner, der har lugtet blod, jagten på et såret styk vildt, der tydeligvis er nervøs og ikke selv formår at forklare, hvor han vil hen med sine konstateringer. I stedet sidder journalisterne hidsigt og grifler ned på deres blokke og laptops, så de hurtigst muligt kan sprede deres nederdrægtige og heksejagtsagtige journalistik, og hermed bære ved til det store, buldrende bål af uvidenhed, som så mange så gerne varmer sig ved.

Det ærgrer mig, at der ikke er flere Trier- og filmkyndige personer, der har været ude med et antiluftskyts, så det hidsige bombardement af filmkunstneren kunne blive afbødet en smule. Det ærgrer mig også, at så få åbenbart har læst Nils Thorsens bog om Lars von Trier, hvor Trier gang på gang tager afstand fra den nazistiske ideologi, som han finder frastødende. Det er nemlig ikke ideologien, der fascinerer ham ved nazismen, men den særegne æstetik og det kunstsyn, som nazisterne praktiserede. I dén forstand, i æstetisk forstand, ikke ideologisk, er Trier nazist. Og det er der sandsynligvis nok også mange andre, der er!?

De forskellige debatsektioner på de respektive dagblades hjemmesider bærer desværre vidne om, at det trykte medie fortsat i debatøjemed trumfer over det virtuelle. Der er så mange bondske, pøbelagtige, fordomsprægede, ondsindede, spydige og uvidende kommentarer, der intet ønske har om at gyde olie på vandene, men som blot forplumrer debatten med ligegyldige personangreb. Den største fejl ved dagbladenes internetfora er i sandhed den manglende redigering, da pli for mange mennesker opfattes som en unødvendighed, når de skriver indlæg på nettet.

Thorsen har ret, når han indledningsvis i bogen “Geniet: Lars von Triers liv, film og fobier” skriver, at: De fleste danskere kender Lars von Trier. Eller mener at kende ham. Her skal vægten lægges på “mener!”

Jeg har modtaget en del mails, hvis afsendere skyder mig meninger i skoene, jeg ikke har. Jeg vil med nedenstående – og under et – forsøge at besvare disse mails:

Jeg siger ikke, at man skal have en Trier-manual ved hånden, hvis man vil udtale sig om instruktøren. Jeg siger blot, at en sådan er med til at give et mere nuanceret billede af Trier, så det hele ikke bliver så sort og hvidt, som visse personer gerne vil gøre det til. En manual er med til at åbne for hans bevæggrunde og forklare, hvem han er. Noget, som mange (film)journalister i denne sag har forsømt at gøre.

Jeg forstår godt, at man bliver fornærmet, hvis man ikke kender til von Trier. Jeg forstår dog ikke, at man bliver fornærmet, hvis man kender til ham. Der er åbenbart også, må jeg konstatere, forskellige måder at afkode Triers ytringer på. Jeg ser det ikke som en hyldest af Hitler, af nationalsocialismen og Holocaust, men som en hyldest til den nazistiske æstetik. Og jeg mener godt, at nazisternes kunstsyn kan skilles fra deres menneskesyn. Jeg mener godt, at man kan se det smukke og interessante i Rifenstahls billeder, i Speers arkitektur og i den måde, hvorpå nazisterne stjal med arme og ben fra alle epoker, ismer, mytologier og kulturer for at skabe en særegen æstetik, der nærmest foregriber en postmodernitet. Og det kan jeg uden på nogen måde at sympatisere med Hitler og dennes balstyriske ridt imod jøder, handicappede, anderledes tænkende og andre etniske grupper, der ikke passede under de ideologiske faner, han viftede med.

Jeg undskylder ikke von Triers kluntede og socialt retarderede måde at rode sig ud i en debat, han efterfølgende ikke formår at rode sig ud af igen. Jeg er dog af den opfattelse, at netop journalisterne – og efterfølgende de Trier- og filmkyndige – hurtigst muligt burde have forklaret, hvorledes tingenes sammenhæng sandsynligvis er. Noget som Jørgen Leth, Christian Monggaard, Peter Schepelern og Per Juul Carlsen da også efterfølgende har været ude at gøre. Eller forsøge at gøre. Deres indlæg drukner dog alle til hobe i de mange hadefulde debatindlæg, som gennemsyrer dagbladenes debatsektioner. Der er tale om – som jeg skriver – bonderøvshysteri. Og det af værste skuffe, synes jeg. Det er som om, at folk VIL have krig. VIL slagte Trier. Og dét, netop dét, synes jeg mere end noget andet er barnligt!

Hvis man gerne vil have et mere nuanceret billede af Trier, så er Nils Thorsens interviewbog eminent at henføre til. Og underordnet antallet af folk, der har læst den, så var det netop blandt andet det, man skulle have gjort. Altså forsøge at forklare, gerne via bogen eksempelvis, hvorledes Trier forholder sig til den nazistiske ideologi.

Man tager ikke skade af at blive oplyst, medmindre man naturligvis rent faktisk ikke ønsker at blive oplyst. Jeg finder Trier-hadet, som mange med glæde, og ved en hver given lejlighed gør sig til talsmænd for, patetisk! Det er fint, at man ikke bryder sig om Triers film, men måden, han bliver behandlet på af mange mennesker er ubegribeligt. Det bør man, mener jeg, holde sig for god til.

Der er endnu en gang gået Trier-jagt, lynchstemning og småborgerlighed i den. Det står jo ikke til debat, at det nazistisk-udførte massemord er ækelt, og at Hitler var et af verdenshistoriens mest fordærvede mennesker. Men debatten er endnu en gang blevet kørt af sporet. Godt hjulpet på vej af sådanne personer som netop Søren Espersen.

Og nej, jeg mener heller ikke, at man kan intellektualisere sig ud af det massemord, Nazisterne begik. Men jeg mener så heller ikke, at det er det nazistisk-udførte massemord, der her er på tale. Jeg mener, at debatten er blevet skævvredet, og at Triers ytringer er blevet fejlfortolket. Og så har manden jo undskyldt, men man vil åbenbart også have et pund kød! Jeg mener også, at der er en overfølsomhed og berøringsangst over for nazismen og Holocaust, der ikke tjener noget formål.

Og selvom Trier på sædvanligvis optrådte som provokatør, og ikke formåede selv at få forklaret, hvor han ville hen med sine konstateringer, så mener jeg fortsat, at det ville (for at komme uvidenhed, mytedannelse og fordomme til livs) have været et fantastisk og ønskværdigt træk, hvis journalisterne havde brugt deres kunnen til at gelejde Trier ud af det hjørne, han fik talt sig selv op i. Men der er jo ingen historie i at få den sande historie frem, vel?

Jeg siger ikke, at det skal være en præmis, at man SKAL have læst en bestemt bog om von Trier. Jeg siger, at det HJÆLPER, at man har læst en bog om Trier. Der er en forskel. Og hvis ikke man har læst en bog om Trier, eller ikke ønsker at læse en bog om Trier, så kunne det være fint, hvis eksperterne, altså de film- og Trier-kyndige, i medierne og dagbladene ville træde til med en hjælpende såvel som oplysende hånd. Der er intet galt i at oplyse eller at blive oplyst, når kunstneren ikke selv magter at forklare, hvad han mener. Det ville være med til at afmytologisere Trier ganske meget samt at lægge en dæmpende hånd på forskellige gemytter, der gerne VIL Trier-oprøret.

Og ja, folkeoplysning ér en god ting: Om det er om Holocaust, om kunst, om Trier. Oplysning hjælper til at forstå. Om noget kunst er “overvurderet” er jo irrelevant og for mig personligt uinteressant. Jeg selv finder begrebet “overvurderet” ganske overvurderet, da det ikke siger noget om hverken kunstner eller kunst.

Jeg mener nu heller ikke, at jeg foretager en “diffus intellektualisering” eller, som man nok nærmere mener, viger udenom det “farlige” og sagens kerne. Jeg synes, at det står klart, i det jeg har skrevet, hvorledes jeg forholder mig til Triers udtalelser. At der i forsvaret af Trier netop også ligger en tilkendegivelse af, at jeg finder den furore, der har rejst sig omkring ham, intetsigende og ligegyldig, synes jeg er tydelig.

Hans nazi-udmeldinger var tumpede fordi, at de forblev uforklarede og derfor fremstod som uhensigtsmæssige. Ingen gad høre, hvad han havde at sige. Ingen gad forholde sig til det, der lå mellem linjerne. Ingen gad tage en efterfølgende undskyldning for gode vare. Og ret beset er Trier jo ikke så opmærksomhedssøgende igen. Det eneste tidspunkt, at han gør notits af sig, er de år, han er i Cannes.

Trier er nu heller ikke min “favoritkendis” (hvis jeg i det hele taget har en sådan?) selvom end jeg sætter stor pris på hans kunst, hans film, som jeg anser som værende noget af det meste interessante, der de sidste 20 år er kommet ud af Danmark. Æstetikken, opbygningen, hans måde at lege med genrerne osv., osv., osv. Men det er jo en anden diskussion.

Men for at slutte af med en koncis opsummering: Ja, jeg synes det er ok, at sige, hvad Trier sagde. Han fik det sagt kluntet, og meningen med galskaben stod hen i det uvisse. Men en mening er der, og den er IKKE funderet i, at Trier er nazist og jødehader.

Et er, som jeg tidligere skrev, at man ikke bryder sig om Triers film. Noget andet er, at man gang på gang føler sig nødsaget til at hive personen Trier gennem vridemøllen, at tæske ham gul og blå og spytte ham mørbanket ud på møddingen. Og det irriterer mig ikke, at folk har meninger om Trier, det irriterer mig, at folk pisser på Trier. At man ikke kan have en sober debat, hvor neandertaleren ikke pludselig dukker op for at svinge med køllen.

Og ja, jeg synes så ikke, at Trier er blevet behandlet fair. Og det har intet at gøre med, som du antyder, at han skulle være en personlig favoritkunstner. Trier siger noget relativt uskyldigt, som bliver fejlfortolket (bevidst?) og efterfølgende er han persona non grata. Det kan godt være, at man finder Triers opførsel barnlig, men behandlingen af ham er desto mere barnlig.

Og så er der personer i vor samtid, der slipper af sted med langt værre ting, som vi ikke reagerer på. Men lige så snart, at den folkelige opmærksomhed kan samle sig om én person, så vækkes harmen … og det i den grad. Det er også et spørgsmål om proportionsforvrængning, synes jeg. Især da Trier igen og igen og igen (og altid) har taget skarpt afstand fra nazismens ækelheder. Men det er ikke relevant i denne kontekst, lader det til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.